Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 7

Fra historievidenskabens barndom har man forsøgt at skaffe sig et overblik over alle historiske kilder og inddele dem i forskellige kategorier. Den mest overordnede inddeling er sondringen mellem »talende« og »stumme« kilder, senere kaldt »meddelende« og »ikke-meddelende« eller »symbolske« og »ikke-symbolske« kilder, idet man ved »talende«, »meddelende« eller »symbolske« kilder forstår tekster og billeder, der henviser til noget andet end sig selv, til forskel fra redskaber, huse eller andre ting, der ikke rummer symboler i form af bogstaver eller andre tegn eller figurer og derfor ikke henviser til andet end sig selv. Disse begreber ses sjældent anvendt i historiske arbejder.

En mere brugt distinktion er skellet mellem »deskriptive« og »præskriptive« kilder, også kaldet »kognitive« og »normative«, dvs. henholdsvis beskrivende og foreskrivende kilder og kildeudsagn. Under klassen af »deskriptive« eller »kognitive« kilder placerer man f.eks. krøniker og avisreportager, under de »præskriptive« eller »normative« lovtekster og befalinger, men den samme tekst kan udmærket indeholde både deskriptive og præskriptive udsagn.

En tredje distinktion er skellet mellem »offentlige« og »private« kilder, som går på, hvilken modtager teksten er beregnet for, et større publikum eller private venner og bekendte, familie eller ophavsmanden selv, hvis det er en dagbog.

Alle disse distinktioner hidrører fra egenskaber ved kilden selv, som den så at sige er født med, ikke egenskaber den får i forhold til et bestemt emne eller en bestemt problemstilling. Sådanne distinktioner og klassifikationer bygger derfor strengt taget på et materielt kildebegreb, men de kan rejse funktionelle spørgsmål. En dagbog er i udgangspunktet en privat kilde, men det kan ikke altid udelukkes, at dens ophavsmand har haft muligheden af en senere offentliggørelse for øje.

Om bestemte, mere konkrete kildetyper som middelalderdiplomer, aviser, våbenskjolde og mønter er der udviklet hele videnskaber, diplomatik, heraldik, numismatik mfl., som inden for historiefaget kaldes for hjælpevidenskaber. Tidligere indgik sådanne hjælpevidenskaber i metodeundervisningen, men mængden af kildetyper er så stor, at det ikke har mening at koncentrere sig om nogle enkelte. Hvad det gælder om i metodeundervisningen, er at opøve færdigheden i at håndtere en hvilken som helst kildetype, man bliver stillet overfor. Senere i studiet kan man tage enkelte kildetyper op, som måtte spille en særlig rolle for det emne, man sidder med.