Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 3
Forord
ОглавлениеRedaktionen fremlægger hermed Kildekritisk Tekstsamling i en tredje og stærkt omarbejdet udgave.
Første udgave udkom i 1978, var udgivet af Jysk Selskab for Historie og redigeret af Jørgen Fink, Jens Chr. Manniche og Helge Paludan – alle ligesom vi undervisere i historisk metode ved Historisk Institut på Aarhus Universitet. De samme tre stod også for den næste udgave, der udkom 1999, ligeledes udgivet af Jysk Selskab for Historie, men nu i kommission hos Aarhus Universitetsforlag.
Den her foreliggende udgave rummer tolv øvelsesopgaver, som alle har emne fra Danmarks historie og som i tid spænder fra Saxo til 1968. Fem af opgaverne er hentet fra de foregående udgaver, mens de syv er nye, i det mindste på tryk. Alle er blevet bearbejdet i forhold til tidligere versioner. Desuden er bogen blevet forsynet med en ny introduktion til kildekritikken og dens begreber.
Men selv om der i indhold er tale om en ny samling, er de tilgrundliggende principper ganske som forgængernes. Udvalget er sket under hensyntagen til eksamenskravene. Hovedparten af opgaverne er faktisk eksamensopgaver, der derefter har været anvendt i undervisningen, og som er blevet videreudviklet og revideret af de undervisere, der har anvendt dem. Dette er også sket under medvirken af de studerende, der i tidens løb har arbejdet med teksterne.
Der ligger således megen erfaring gemt i en samling som denne, og af samme grund er det ikke muligt at nævne alle, som, med stort eller småt, har bidraget til, at opgaverne har fået den nuværende form. Dog bringer vi nedenfor en liste over dem, der har udarbejdet den første version af de her bragte tekstsæt, med tilføjelse i parentes af initialerne på den af os, der har stået for redaktionen til denne udgave.
Det er heller ikke muligt at nævne alle, der har medvirket til, at denne udgave blev en realitet. Vi skal fremhæve nogle få, men vi er naturligvis også alle unævnte tak skyldig.
Først skal vi takke Helge Paludan, Jørgen Fink og Jysk Selskab for Historie for den arv, de har overladt os at forvalte. Dernæst Aarhus Universitetsforlag, fordi det påtog sig at stå for nyudgivelsen, der skulle vise sig at berede flere problemer end først forudset. Museet på Sønderborg Slot og Landsarkivet for Sønderjylland, Åbenrå for beredvillighed med fremskaffelse af billedmateriale. Samt Jens Brøsted for velvillig tilladelse til at gengive dele af hans artikel.
Sluttelig skal vi nævne vores kollega Jens Chr. Manniche, der døde alt for tidligt i 2003. I respekt for hans store arbejde med de foregående udgaver af Kildekritisk Tekstsamling og med udviklingen af metodeundervisningen ved historiefaget på Aarhus Universitet i det hele taget, har vi ønsket at tilegne denne udgave mindet om ham.
Århus, juli 2007
Steen Busck
Carsten Porskrog Rasmussen
Jan Rågård