Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 11

Beretningen fra en person, som var til stede i Sankt Albani under kongemordet, betegnes som en »førstehåndskilde« til den blodige begivenhed. En beretning fra en, der ikke selv var til stede, og som derfor bygger på andres beretninger, kaldes en »andenhåndskilde«. Saxos skildring af kongen, der modtog nådestødet liggende på ryggen med armene ud til siden i korsform som en anden Kristus, er en andenhåndskilde, eftersom Saxo blev født mange år efter mordet.

En førstehåndskilde er naturligvis bedre end en andenhånds. Folk, der har været til stede under en begivenhed, måske oven i købet som aktører i den, ved mere end folk, der ikke var til stede og kun har deres oplysninger på anden hånd. Men også førstehåndskilden må man forholde sig kritisk til. Øjenvidner er ikke altid pålidelige. Dette viser både vidnepsykologien og mange kriminalsager. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Hvad en kirketjener, der tilfældigt overværede mordet i Sankt Albani, forstod og mente om hele situationen, ville på mange måder være afgørende for, hvad han så. Hvis han var på kongens parti, ville han se og navnlig bagefter fortælle noget helt andet, end han ville have set og fortalt, hvis han var på drabsmændenes parti. Førstehåndskildens værdi vil afhænge af dens ophavsmands hele forståelse af, hvad der skete, hans evne til at huske og gengive det huskede med ord, hvor lang tid efter mordet han skrev sin erindring ned, hans eventuelle hang til at dramatisere og meget mere. Enhver ved, at når der er gået en vis tid, er det ens egen fortælling om det skete, man husker, snarere end det, man virkelig oplevede, og fortællinger har det jo med at blive bedre og bedre, som årene går. Endelig er det ikke alt, man kan se med sine øjne. Kirketjeneren ville kunne se kongens person og nogle andre personer, der slog ham ihjel, men drabsmændenes motiver kunne han ikke se. Dem ville en af de aktive drabsmænd, hvis han ikke løj om dem, være en bedre kilde til end den passive tilskuer. Når man anvender kvalitetsbetegnelsen førstehåndskilde, må man gøre sig klart, nøjagtigt hvad den er førstehåndskilde til. Kirketjenerens beretning ville være førstehåndskilde til, hvor og hvordan kongen stod eller lå, da han blev dræbt, men ikke til, hvorfor nordjyderne forfulgte kongen til Odense og dræbte ham.