Читать книгу Kildekritisk tekstsamling - Группа авторов - Страница 5

Historikeres kilder kan være alt mellem himmel og jord: gamle redskaber, møbler, bygninger, vejforløb, byplaner, hvad som helst de kan bruge til at skaffe sig oplysning om det historiske emne, der måtte interessere dem. Men som regel er det tekster. Når journalister taler om deres kilder, er det normalt personer, de mener. De personer, en historiker kunne bruge som kilder, er for det meste døde. Der er ikke andet tilbage end det, de har efterladt sig, og blandt deres efterladenskaber er breve, regnskaber og alle mulige andre tekster de kilder, der er rigest på oplysninger. Billeder og film kan også være brugbare, men tekster er langt de mest anvendte kilder.

Ordet »kildekritik« er hentet fra tysk »Quellenkritik«, fordi tyske historikere var de første til at udvikle historiefaget til videnskab. På den tid, da dette skete, brugte man ordet »kritik« i nogenlunde samme betydning, som vi bruger ordet »analyse«. Kildekritik er kildeanalyse, som regel analyse af tekster og deres brugbarhed som historiske kilder. Man kunne også kalde det historisk tekstanalyse.

Mange andre fag har tekstanalyse som en central del af deres forskningsproces. Jurister analyserer lovtekster, teologer bibeltekster, litteraturforskere skønlitterære tekster osv. Historikerne studerer alle tænkelige slags tekster. Det gør sprogforskere også, men forskellen er, at sprogforskerne i højere grad har teksterne selv og deres sproglige udformning som emne, mens historikernes emne er en virkelighed uden for teksten selv, som de bruger den som kilde til. Dette ligger i selve ordet »kilde«. Der er ikke noget specielt videnskabeligt ved at bruge tekster på den måde. Det gør vi alle, når vi læser en avisartikel, en plakat eller et brev, hvori en eller anden fortæller os noget om noget. I grunden ligger der heller ikke noget særlig videnskabeligt i den historiske tekstanalyse. Den består kort fortalt i at finde svar på to spørgsmål. Det ene lyder: Hvad står der i denne tekst, som jeg kan bruge til at belyse mit emne? Det andet lyder: Hvor stor vægt kan jeg lægge på de oplysninger, jeg har udvundet af den? At søge svar på det første spørgsmål kaldes at undersøge kildens »udsagnsevne«, at søge svar på det andet kaldes at undersøge dens »udsagnskraft«. Man har sagt, at kildekritik ikke er andet end almindelig sund fornuft. Det er der noget om, men det viser sig i praksis svært hele tiden at mobilisere og bevare den kritiske holdning til kilderne, der skal til for at vurdere deres udsagnskraft. At opøve denne holdning i praksis, til den sidder i rygmarven, er et af de vigtigste led i historikeruddannelsen. Den kritiske holdning til tekster er generelt stærkere udviklet hos professionelle historikere end hos andre fagfolk.

Til gengæld er historikernes tekstanalyse ofte mere elementær. Vi kan ikke som jurister, teologer og litteraturforskere koncentrere os om en enkelt eller nogle få typer af tekster, men skal være parate til at omgås en hvilken som helst teksttype, og som regel arbejder vi i det enkelte forskningsprojekt med et stort antal kilder af mange forskellige typer. Dette betyder, at vi tit ikke fordyber os så meget i den enkelte tekst, men læser den hurtigt igennem for at finde netop de oplysninger, vi har brug for. Ofte er det kun et enkelt af de udsagn, kilden består af, vi skal bruge. I et brev er det måske kun dateringen, der interesserer os, fordi den kan oplyse, hvor brevskriveren befandt sig på et givet tidspunkt, mens resten af teksten lades ubenyttet. Litteraturforskeren eller bibeltolkeren har normalt mere tid til at analysere den enkelte tekst og trænge ned gennem alle dens lag af betydning. Han har i højere grad teksten selv og ikke en virkelighed uden for den som objekt for sin forskning, og han interesserer sig for tekstens helhed, mens historikeren er på jagt efter de bestemte kildeudsagn, der kan bringe oplysning om netop det emne uden for teksten, som han interesserer sig for.