Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 11

Missale Ottoniense, [Lucas Brandis], Lübeck 1483, kun enkelte blade bevaret.

Missale Hafniense vetus, Peter Schöffer, Mainz ca. 1484. (Ifølge Merete Geert Andersen (1988) er der tale om et Missale Roschildense).

Missale Slesvicense, Stephan Arndes, Slesvig 1486.

Missale [Viburgense], Stephan Arndes, Lübeck 1500.

Missale ordinis fratrum minorom præcipue provinciæ Daciæ, Stephan Arndes, Lübeck 1504.

Missale Hafniense, Matthæus Brandis, København 1510. (Ifølge Merete Geert Andersen (1988) er der tale om et Missale Roschildense).

Missale Lundense, Wolfgang Hopyl, Wolfgang Hopyl, Paris 1514.

Missale Nidrosiense, Poul Ræff, København 1519.

Missale itinerantium, Melchior Blumme, København 1520.

Canon Roschildensis, Poul Ræff, Nyborg 1522.

Missale-genren opstod i middelalderen som en sammensmeltning af forskellige liturgiske tekster. Missalet falder i to hoveddele: Proprium de tempore, der indeholder de vekslende tekster til årets almindelige messer, og Proprium de sanctis, der indeholder teksterne for særlige messer, f.eks. på helgendage. Da de dyrkede helgener var forskellige fra det ene sted til det andet, måtte hvert stift have sit missale. Noderne til messen er samlet i en særlig bog: Gradualet. Håndskrift-missalerne fra middelalderen var ofte meget smukt udformede. Ved produktionen af de trykte missaler søgte man at leve op til dette kunstfærdige niveau. Missale speciale Constantiense fra ca. 1470 er Europas ældste missale, trykt enten af Gutenberg eller af en bogtrykker i Basel. Det ældste danske trykte missale er Missale Ottoniense fra 1483.

Men det smukkeste er Missale Slesvicense fra 1486. Det blev trykt af Stephan Arndes (d. 1519) fra Slesvig og regnes ikke blot for det fornemste danske missale, men for ”en af de smukkeste trykte liturgiske bøger i Nordeuropa” (Lohmeier 2001, s. 3). Stephan Arndes var en meget dygtig bogtrykker; han havde bl.a. erfaring fra mange års ophold i Perugia i Italien. Her lærte han ifølge Lohmeier tre ting: Han stiftede bekendtskab med den rige Leve Leve (årstal ikke fundet), han lærte selv at skære og gyde sine bogstaver, og han udviklede en selvbevidsthed, der gjorde, at han altid satte ”mester” (maestro) foran sit navn. Leve Leve var søn af den rige nordfrisiske adelsmand Laurens Leve (d. 1508), der brugte en del af sin store rigdom på alterstiftelse, kirkebygninger og kirkekunst. På hans initiativ blev Stephan Arndes kaldt til Slesvig for at trykke stiftets liturgiske bøger. Laurens Leve og Stephan Arndes oprettede et fælles firma; som sikkerhedskapital fik Laurens Leve et større antal af de trykte messebøger. Det fælles firma opløstes i 1494.

Fig. 6 · Missale Slesvicense, 1486 · Missale Slesvicense, trykt af Stephan Arndes i Slesvig i 1486, regnes for et af de smukkeste bogtryk i Nordeuropa.

Oplaget har formodentlig været mindst 300. Fire eksemplarer eksisterer endnu, ingen af dem er fuldstændige. Bedst bevaret er eksemplaret fra Thotts samling på Det Kongelige Bibliotek i København; det mangler kun det såkaldte ”kanonbillede”, dvs. et koloreret træsnit med Maria og Johannes under korset. Indholdet af Missale Slesvicense har været: en fortegnelse over votivmesser (messer til særlige anledninger), et kanonbillede, tekster til kirkeårets vekslende messer og den faste kanondel. Nogle missaler er trykt på papir, andre på pergament, atter andre med kanondelen på pergament (det mest holdbare) og resten på papir.

Blandt periodens missaler har missalerne fra Roskilde Stift særlig interesse, idet de i nyere tid har været genstand for en nyvurdering ved Merete Geert Andersen (1988). Hun har gennem et sandt liturgisk og manuskripthistorisk detektivarbejde argumenteret for, at de missaler, der traditionelt er blevet kaldt Missale Hafniense vetus, Peter Schöffer (ca. 1425-1503), Mainz ca. 1484 og Missale Hafniense, Matthæus Brandis (ca. 1450-1517), København 1510, i virkeligheden er Roskilde-missaler. Hun påpeger samtidig, at Lauritz Nielsen mod sædvane ikke har sat titlen Missale Hafniensis i skarp parentes, skønt titlen ikke fremgår af bøgerne selv. Baggrunden for fejltagelsen er bl.a., at man ikke tidligere har været tilstrækkelig opmærksom på, at Roskilde Stift i middelalderen havde to kirkelige centre, et i Roskilde og et i København. Kalendarierne i missalerne indeholder centrale Roskilde-fester og taler for Roskilde som brugsstedet, selv om nogle Københavner-fester også indgår. Merete Geert Andersen forklarer også, hvorfor der allerede i 1522 blev trykt et Canon Roschildensis, hos Poul Ræff (d. 1533) i Nyborg. Dette tryk indeholder kun tekster til liturgien omkring eukaristien, herunder kanon-bønnerne. Desuden indgår Lage Urnes Statutter fra 1517 i trykket. Merete Geert Andersen ser dette torso-tryk som et moderniseret supplement til det ”yderst konservative” missale fra 1510. Statutterne fra 1517 havde gjort kanondelen i 1510 missalet forældet. Canon Roschildensis ”var den sidste liturgiske bog, som blev trykt her i landet i middelalderen. Reformationen bankede på døren” (Geert Andersen 1988, s. 84). Gennem Merete Geert Andersens undersøgelse kan det konkluderes, at Roskilde Stift fik trykt de tre centrale håndbøger: missale, breviar og manuale. Det passer udmærket med den kendsgerning, at Roskilde Stift næst efter ærkestiftet i Lund var det rigeste stift i Danmark (Geert Andersen 1988, s. 65). ”Et ”Missale Hafniense”, et ”Københavnermissale”, har simpelt hen aldrig existeret” (s. st. s. 77).