Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 19

”Humanisme” er et omdiskuteret begreb; det vil blive nærmere omtalt i kapitlet ”Humanisme”. Her skal det blot nævnes, at de europæiske humanister i senmiddelalderen lagde stor vægt på den menneskelige faktor i historien. De prøvede at forene klassisk græsk og latinsk moral med kristen og håbede på, at mennesker gennem opdragelse, uddannelse og fornuftig dialog kunne indrette et bedre samfund. Deres hovedsprog var latin, men nogle af dem skrev også på folkesprog.

Fig. 8 · Æsops fabler, Ulm, 1476

Bogtrykkerkunsten fik umådelig betydning for humanisternes arbejde. Den medvirkede til at virkeliggøre deres store uddannelses- og opdragelsesprojekt. Men humanisterne stillede også krav til bogtrykkerne om korrekte og smukke tekster. Det medførte, at humanisterne ofte selv overvågede trykprocessen og deltog i korrekturlæsningen af egne værker. Den store humanist Erasmus af Rotterdam gik så vidt, at han under trykningen af sine værker ligefrem boede i bogtrykkeren Johann Frobens (1460-1527) hus i Basel. Andre kendte bogtrykkere var den førnævnte Aldus Manutius i Venedig og Jodocus Badius (1462-1535) i Paris. Sådanne bogtrykkeres huse blev i flere tilfælde humanistiske centre, hvor humanister alle vegne fra mødtes og udvekslede tanker, mens de fulgte trykningen af deres bøger. Forfattere kunne i disse huse også ”låne” fra andres bøger. Henrik Smith (ca. 1495-1563) fandt hos sin bogtrykker i Leipzig inspiration til forskellige tillæg, som han indlagde i sin genudgivelse (1518) af Christiern Pedersens latin-danske ordbog (fra 1510). Simon Skovgaard Boeck, som har undersøgt disse forhold, konkluderer: ”Undersøgelsen af Smiths kilder understreger den store rolle bogtrykkere og forlæggere har spillet i de humanistiske strømninger” (Boeck 2009, s. 84 ).

Den æstetiske side af sagen krævede årvågenhed med hensyn til typografi og layout.

Humanister og bogtrykkere arbejdede sammen om at udfinde skriftgrad, skrifttype, skydning og papir. Til sætning af antikke skrifter valgte man antiqua-skriften, der blev dannet efter den karolingske minuskel-håndskrift. Denne blev udviklet i 800-tallet i klosteret St. Martin i Tours under ledelse af Alcuin af York (ca. 735-804), en engelsk teolog, forsker og lærer, der af Karl den Store (742-814) blev indkaldt til det franske hof. Skriften fik navn efter Karl den Store, der ønskede en fælles skrift til sit vældige rige; han var 771-814 fransk konge og 800-814 tysk-romersk kejser. Humanisterne antog fejlagtigt, at den karolingiske minuskel var en klassisk græsk eller romersk håndskrift.

Det lykkedes også humanisterne at få træskærere til at forme det græske alfabet, og fra 1495 kunne Aldus Manutius trykke hele bøger med græsk skrift. Også på illustrationer og på disses kvalitet blev der lagt stor vægt. Man arbejdede med dybdetryk og også med kolorering og opnåede undertiden resultater, der kunne måle sig med de middelalderlige pragthåndskrifter.