Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 5

Fig 2 · Jesusbarnet med gangstol, Brönnestad Kirke, Lund Stift, 1440-1450 · Jesusbarnet lærer at gå, Josef holder gangstolen, og Maria syr på en barneskjorte. Senmiddelalderens skribenter og malere forstod det guddommelige gennem det konkrete og hverdagsagtige.

Senmiddelalderen og sanserne

Middelalderlig kristendom kan karakteriseres ved tre hovedprincipper: sakramentalitet, mediering og fællesskab (McBrien 1994, s. 9f). Sakramentalitet betyder, at man ser det guddommelige i mennesket, det åndelige i det konkrete, det transcendente i det immanente og det evige i det historiske. Mediering vil sige, at oplevelsen og erfaringen af guddommen altid er medieret (formidlet). Ved fællesskab forstås trosfællesskab i kirken.

I forhold til højmiddelalderen betyder senmiddelalderen en forstærket vægt på mediering, dvs. på alt det konktrete hvorigennem det guddommelige kan erfares. ”Senmiddelalderen kan aldrig få nok af det konkrete”, skriver Anders Piltz (1996, s. 18). Den vil have ting, som kan ”ses, røres, kærtegnes og kysses”. Højmiddelalderen fandt – med Anders Piltz’ udtryk – sin mediering i alt det himmelstræbende, f. eks. katedralerne med deres høje buer, lysvirkninger og glasmosaikker. Senmiddelalderen satte fokus på det jordnære, f.eks. på kalkmalerier af Jesusbarnet i gangstol.

Den teoretiske baggrund for konkretiseringen var udarbejdet i højmiddelalderen, af bl.a. Thomas Aquinas (1225-1274) i de forskellige bøger af hans storværk Summa theologiae. Thomas Aquinas spurgte således i bogen om menneskelig intelligens, hvordan mennesker, der her på jorden har både sjæl og krop, kan forstå Gud, der er ren ånd. Svaret var, at al erfaring om det guddommelige må gå om ad sanserne. Mennesket kan hverken erfare eller tåle at erfare det guddommelige direkte. ”Det er umuligt for vort intellekt i dets nuværende tilstand, hvor det er knyttet til en krop, der er i stand til at modtage indtryk, virkelig at forstå noget uden at bruge sansebilleder” (Human Intelligence, s. 45). Både digtere og teologer må bruge billeder, og det sker der i princippet ikke noget ved:

Dionysius lærer os på det samme sted, at den guddommelige åbenbarings stråle ikke udslukkes gennem de sansebilleder, som indhyller den, og dens sandhed blafrer ikke, siden de, der får åbenbaringen, ikke får lov til at være indespærret i billederne, men bliver løftet op til deres mening.

(Thomas Aquinas: Christian Theology, Summa theologiae, bind 1, 1964, s. 35).

Men der lå for almindelige mennesker den udfordring, at de måtte indse, at alle billeder og alle sanser kun var gennemgangsled til Gud og ikke oplevelser i deres egen ret. Præsterne måtte derfor i deres prædikener advare mod ren sanselyst, f.eks. seksuel lyst eller lyst til forfinet mad og kostbare klæder. Den danske oversætter af den latinske oplysningsbog Lucidarius (trykt 1510) har givet en religiøst korrekt – og desuden meget poetisk – skildring af, hvordan forskellige sanseoplevelser alle peger mod Gud:

Derfor skal vi lovprise den almægtige Gud, hver gang vi glæder os over noget, der er dejligt at høre, enten i en smuk stemme eller i noget andet, der glæder os. Vi skal lovprise ham, hver gang vi ser noget smukt og dejligt, som vi glæder os over, enten himmeltegnene, altså solen, månen og stjernerne, eller nogen af de utallige planter, der vokser på jorden, eller menneskelig skønhed og ynde, eller andre skabningers dejlighed. Vi skal lovprise Gud, når vi får velsmagende mad og drikke, når vi dufter til noget, der lugter godt, når vi holder på noget, det er rart at røre ved, når vi møder klogskab og gode sæder enten hos os selv eller hos andre. Når vi ser og møder alt dette, så skal vi lovprise den almægtige Gud, der på den måde viser sig i det, som han har skabt.

(Lucidarius (1510), A Danish Teacher’s Manual, 1993, s. 198f, lettere omskrevet).

Udfordringen for en nutidig fortolker ligger i at opfatte den henvisningsfunktion, som var så ligetil for Lucidarius’ danske oversætter. Man bør i middelalderens tekster og billeder ikke forvente realisme i moderne forstand og slet ikke nutidig sanselighed. Skildringer af Maria i ord eller billede er et godt eksempel. Man kan hurtigt komme til at bestemme dem som ”Mariadyrkelse” og overse, at Maria i de fleste tilfælde er til stede for at henvise til sin søn. På den anden side er ingen formidlere neutrale; de farver det, de skal formidle. Udfordringen fra det konkrete er noget af det mest spændende ved senmiddelalderens verden.

Hans Henrik Lohfert Jørgensen har i sin bog Krop og syn i senmiddelalderlige danske kalkmalerier (2004) beskæftiget sig med den visuelle del af senmiddelalderens sanselighed. Bogen her undersøger sanselighedens verbale udtryk. For god ordens skyld skal det tilføjes, at det ikke fra starten var hensigten at undersøge den sanselighed, som den valgte periodes tekster udtrykker. Jeg læste teksterne uden forudfattet fokus, men opdagede undervejs, hvor meget sanselighed fylder i disse tekster, vel at mærke sanselighed som udtryk for åndelighed.

HENVISNINGER

McBrien, Richard: Catholicism (1981), Geoffrey Chapman, London 1994.

Jørgensen, Hans Henrik Lohfert: I kroppens spejl. Krop og syn i senmiddelalderlige danske kalkmalerier, Arbejdspapirer, Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet 2004.

Piltz, Anders: ”Himlastormande och jordnära”, i Jan-Erik Augustsson m.fl. (red.): Den gotiska konsten, Signums svenska konsthistoria, Bokförlaget Signum, Lund 1996.

Thomas Aquinas: Human Intelligence. Summa theologiae, bind 12, udg. Paul T. Durbin, Blackfriars, Eyre & Spottiswoode, London 1968.

Thomas Aquinas: Christian Theology, Summa theologiae, bind 1, udg. Thomas Gilby O.P., Blackfriars, Eyre & Spottiswoode, London 1964.

Fig. 3 · Gutenberg Bibelen, 1454 · En side af verdens første trykte bog, den såkaldte Gutenberg Bibel fra 1454.