Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 45

En fantasiskikkelse bliver til

I 1510 udgav Gotfred af Ghemen en europæisk bestseller i København, nemlig Historie om Jon Præst. Bag denne udgivelse ligger en lang udvikling, der også handler om europæernes billede af et utopisk land i Asien.

I 1122 ankom en højtstående præst til Rom. Han hævdede, at han kom fra Indien, og at Skt. Thomas’ velbevarede lig udførte mirakler dér. Således blev helgenen hvert år på sin festdag levende og uddelte eukaristien til de troende kristne. Nogen tid efter begyndte fortællingen om Jon Præst at tage form. Den blev påvirket af nogle krigsbegivenheder, hvorunder muslimske hære blev slået, bl.a. af en kinesisk fyrste. For europæisk fantasi blev det hurtigt til, at en kristen fyrste havde besejret den islamiske fjende. Der er givet adskillige forklaringer på, at navnet ”Johannes” blev knyttet til denne figur. Nogle bygger på navneforvanskninger af den kinesiske fyrste Yeh-lü Ta-shih, andre har bibelbelæg i Joh 21,22, hvor Jesus angående apostlen Johannes siger til Peter: ”Hvis jeg vil, at han skal leve, til jeg kommer, hvad angår det så dig?” Herudfra kunne der argumenteres for, at Jon Præst var apostelen Johannes. Ifølge en anden teori (Slessarev 1959) kan figuren Jon Præst have udviklet sig af en biperson i legendedannelserne omkring apostlen Thomas i Indien.

Brevet fra Jon Præst

Bogen om Jon Præst har form som et brev fra Jon Præst til den østromerske kejser Emanuel Komnenos (1143-1180); han skal have modtaget brevet i 1165. Samtidige kilder oplyser, at brevet også blev sendt til Frederik Barbarossa (1152-1190) og pave Alexander III (1159-1181). I brevet præsenterer Jon Præst sig som hersker over et vældigt rige i Asien. Han beskriver sit lands umådelige rigdomme, dets ideale tilstande af fred, sandhed og evig ungdom, dets fabeldyr, underfulde planter, dyre stene og andre mærkværdigheder. Han tilbyder kejseren hjælp i kampen mod hedningerne og indbyder ham til sit rige.

Nogle hævder, at brevet oprindelig var på arabisk, andre at det var på græsk. Bevaret er imidlertid kun latinske kilder, dvs. over 100 håndskrifter og en mængde tryk fra 1500-tallet og 1600-tallet. Fra latin blev brevet oversat til en række folkesprog, engelsk, tysk, fransk, italiensk, serbisk, russisk samt dansk og svensk.

Brevet fra Jon Præst til Emanuel Komnenos bidrog begribeligvis til yderligere udbygning af fortællingen om Østerland. Set fra et nutidigt standpunkt er det oplagt, at brevet er fiktion; i datiden blev det anset for fakta. Specielt blev der lagt mærke til, at Jon Præst hævder, at han regerer over de såkaldte ”Tre Indier”, at han lover at bekæmpe Kristus’ fjender, at han vil besøge den hellige grav, og at han råder over umådelige rigdomme. I 1177 sendte pave Alexander III en delegation af sted, der skulle oprette diplomatiske forbindelser mellem pavestolen og Jon Præst. Ekspeditionen forsvandt under mystiske omstændigheder. Under det femte korstog (1217-1221) opstod det rygte blandt franskmændene i Palæstina, at Jon Præst ville slutte sig til dem.

Den utopiske fortælling om Østerland blev en udløsende årsag til, at faktiske oplysninger om Asien nåede Europa. Det skete gennem de talrige opdagelsesrejsende og missionærer, der drog ud for at finde Jon Præst. Blandt disse kan nævnes den italienske franciskaner Johannes de Plano Carpini (ca. 1185-1252), der udsendt af paven i 1245 nåede frem til Centralmongoliet i 1246 og skrev sin rapport Historia Mongolarum med konkrete iagttagelser af mongolske samfundsforhold. Marco Polo (1254-1324) var i middelalderen kulminationen af rejser til Østen. Hans Beskrivelse af verden (1299) blev dikteret i et fængsel i Genua i 1298.

Brevet fra Jon Præst dukker altså op i Europa på et tidspunkt, hvor forestillinger om en rig og mægtig kristen stat i Asien var vidt udbredt. Forfatteren til brevet er ikke identificeret. Jon Præst kom således til at virke som en magnet på rejselystne europæere og bidrog til, at nogle træk fra det virkelige Asien blev bragt til Europa. En forsker har formuleret det således: ”Havde Jon Præst … virkelig eksisteret, kunne han næppe have udrettet mere, end han gjorde, ved simpelthen ikke at være der!” (Rachewiltz 1972, s. 17).

En lystelig historie af Jon Præst (1510)

På dansk foreligger to forskellige oversættelser, den ene blev trykt af Ghemen i 1510, den anden, Thott 585, octavo, findes i et håndskrift fra omkring 1500. Begge tekster er trykt i en synoptisk udgave ved Allan Karker i 1978; udgaven indeholder en latinsk tekst, de to danske oversættelser og en svensk. Karker mener, at begge de danske tekster bygger på forlæg fra 1400-tallets begyndelse. En norsk oversættelse foreligger ikke, men Jon Præst er omtalt i Kongespejlet (ca. 1250).

Ghemen-teksten begynder og slutter som et brev. Indimellem er den en lang beskrivelse af vidunderlandet, som Jon Præst hersker over. Ghemen-teksten begynder sådan:

Jeg Jon Præst, med Guds og Jesus Kristi Konges nåde, konge over alle jorderigs konger og herre over alle jorderigs herrer, sender dig Emanuel, romersk konge, venskab, glæde og helse med Gud.

Vi har hørt, at du Emanuel elsker meget vore høvdinge, og vil du vide de undere, som er i vore lande, så vil vi vise dig vort herredømme og vort herskab, og i hvilke lande vore konger er, så at du også kan tro det foruden tvivl, at vi Jon Præst er herre over alle jorderigs herrer med Guds trøst. Jeg er også kendt for, at jeg er konge over alle jorderigs konger med rigdom og med dyd og ære. To og halvfjerds konger er os alle skatskyldige.

(En lystelig historie af Jon Præst (1510), Karker 1978, s. 12b-13b, lettere omskrevet).

Man kan bemærke den indledende hilsen (salutatio); den er i brevskrivningskunsten overordentlig vigtig; fordi den viser brevskriverens indsigt i takt og tone. Det er en hovedregel, at den fornemste person nævnes først, uanset om denne er modtager eller afsender af brevet. Jon Præst nævner sig selv først og angiver hermed, at han anser sin status for højere end kejser Emanuels.

Den danske indledning til brevet er ikke længere. Af det fremgår kun, at Jon Præst vil fortælle om sit rige, fordi kejseren siges at beundre ham. (Det er ifølge de tre andre versioner Jon Præsts højhed, ikke hans høvdinge, Emanuel beundrer). Væk er tilbuddet om hjælp og invitationen til besøg i Asien. Demonstration af magt og rigdom synes at være den eneste hensigt, der er tilbage i det danske brev. Brevets slutning, conclusio, understreger dette: ”Nu har du Emanuel, romersk kejser, hørt [om] vor magt og rigdom og herskab alt sammen og tror det [er blevet overbevist om], at ingen lignes os med rigdom, dyd og ære, fordi at Gud har givet os den nåde. Amen” (Karker 1978, s. 23b). Ghemen-trykkets fulde titel bekræfter denne tendens: Her begyndes en lystelig historie af Jon Præst og al hans store rigdom og magt.

Som ordet ”utopi” lægger op til, gøres der i Historie af Jon Præst meget ud af at beskrive stedet, dvs. Jons rige. Det omfatter de ”tre Indier”. I det ”yderste Indien” forekommer en række mærkelige skabninger:

I det yderste Indienland der fødes dyr, som hedder elefanter og fila [også elefanter], kameler, dromedarer, pantere, krokodiller, løver, hvide bjørne og røde bjørne, vildsvin og vilde mænd, urokser og andre forunderlige dyr og andre trolde og femten alen lange mænd og den fugl, som hedder Fønix.

(En lystelig historie af Jon Præst (1510), Karker 1978, s. 13b, lettere omskrevet).

Man kan bemærke, at denne oversigt, der er stærkt forkortet i forhold til den latinske, er en blanding af rigtige dyr (elefanter) og fabeldyr og fabelmennesker. Utopien her fokuserer på det mærkværdige.

I det ”andet Indien” dominerer det urealistisk ideale: slangerne bider ikke, gennem landet løber en flod, der udspringer i paradis, der er dejlige lunde og masser af dyre ædelsten. I ”det tredje Indien” blandes realisme med ren utopi; landet ligger tre dages rejse fra paradis, en kilde giver evig ungdom, én ædelsten gør ligeledes evigt ung, en anden ædelsten gør usynlig. Dette land er bevogtet af slanger, og ”ingen kommer hertil uden vor vilje”. I den sidste bemærkning ses glimt af en politisk utopi om suverænitet. Der udvikles også elementer af en social utopi: ingen er fattige, og ingen stjæler. Silkeorme producerer klæde, hvoraf kvinderne laver pragtfuldt tøj.

Der indgår i fortællingen et kraftigt element af ønsketænkning for fyrster. Jon Præst regerer over alle jordens riger, og 72 konger betaler skat til ham. Han har to prægtige paladser med det rigeste udstyr, taget er af ibenholt, der aldrig kan brænde, det lyser af guld om dagen og af ædelsten om natten, porten er af cedertræ, vinduerne af krystal, bordene af guld eller ametyst, stolene af elfenben, sengen af safir. 300.000 tjenere tager sig af hus, klæder og heste. Fyrsten har et spejl, hvori han kan overskue hele sit rige, der er fire dagsrejser bredt og længere, end man kan sige. Fyrstens seksuelle forhold gengives lidt forskelligt; Ghemen-trykket angiver, at han har én kone, som han besøger otte gange om året i den hensigt at avle børn; de tre andre tekster giver ham otte koner, som hver får hans besøg én gang om året. I alle tilfælde må man sige, at den seksuelle del af utopien er beskeden.

Det særlige ved Historie af Jon Præst er, at den kombinerer umådelig magt og rigdom med kristelig ydmyghed. Det ses bl.a. i den titel, fyrsten har valgt til sig selv, nemlig Jon Præst. Skønt konger, ærkebisper, hertuger og grever er tjenere i hans palads, ønsker han med sin titel at præsentere sig selv som Guds tjener. Hans palads er bygget af apostlen Thomas, han agter at besøge den hellige grav og bekæmpe ”Guds uvenner”, og hans hær beskrives udtrykkeligt som en kristen hær:

Når vi farer i strid imod vore uvenner, da føres foran os 30 guldkors vel prydet med dyre stene, det er vort mærke. Og under hvert kors er tusind riddere og 20.000 fodfolk, foruden de som om sommeren følger som vognførere og bærer maden.

Når vi endelig rider hjem, da føres foran os korsets tegn, fordi vi skal komme i hu Vorherres død og beske pine, som han tålte for os. Også føres foran os guldkar med muld, for at vi skulle påmindes, at vi er komne af muld.

(En lystelig historie af Jon Præst (1510), Karker 1978, s. 17b–18b, lettere omskrevet).

Guldkarrene fyldt med muld er et meget anskueligt billede på denne fortællings blanding af rigdom og kristelig ydmyghed. Hos Thomas More agtes rigdom ikke, og i senmiddelalderlige prædikensamlinger er rigdom som hovedregel svær at forene med kristelige dyder (se kapitlet ”Sjæleføde og sjælemedicin”).

Historie af Jon Præst er ren fantasi. Den har ikke som Thomas Mores utopi en konkret og i princippet efterlignelig udformning. Den har heller ikke Thomas Mores sofistikerede dobbeltstrategier af præsentation og underminering. Fortællingen om Jon Præst er ønsketænkning og det primære ”kunstneriske” princip er opremsning af rigdomme og utopiske goder uden nogen form for argumentation eller forklaring.

Men midt i eventyrligheden er der i dette drømmeland plads til enkelte realistiske glimt, således en skildring af peberhøst og denne beskrivelse af ørkenen:

Det største under hos os det er havsens sand, det går i bølger, og der er intet vand, og aldrig bliver det roligt. Og over det hav må ingen komme uden med vor hjælp, og der kommer ingen til os uden med vor vilje.

(En lystelig historie af Jon Præst (1510), Karker 1978, s. 15b, lettere omskrevet).

Denne forundring over bølgeformationerne i ørkenens sand, hvor der ikke er vand, virker som en selvoplevet overraskelse. Deraf følger ikke, at forfatteren til Historie af Jon præst selv har været der.

Jon Præst har været kendt i Danmark, før Gotfred af Ghemen trykte bogen om ham i 1510. Han omtales i ridderromanen Hertug Frederik af Normandiet for sin umådelige rigdom (Brandt 1869-1870, s. 217, vers 315-330).