Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 54

”Himlen” kan defineres som en tilstand, nemlig det fuldkomne liv med Gud, engle, helgener og salige (KKK § 1024). Det er den tilstand, som Paulus i 1 Kor 13,12 kalder at se Gud ”ansigt til ansigt” og at kende og at blive kendt fuldt ud. Det hører med til definitionen, at denne tilstand ligger hinsides menneskelig fatteevne, og at billeder må formidle opfattelsen. Gennem metaforerne kan også himlen ende med at blive et sted, om end et metaforisk sted.

Sådan definerede Augustin (354-430) også sin indflydelsesrige betegnelse ”Guds stad”: ”Jeg inddeler menneskene i to slags: den ene består af dem, som lever efter menneskelige standarder, den anden af dem, som lever i overensstemmelse med Guds vilje. Jeg kalder også disse to klasser for to byer, idet jeg taler allegorisk”(Augustin 1972, s. 595, her kursiveret). Når man definerer ”himmel” som en tilstand, åbnes der mulighed for gradbøjninger: ”Der findes ikke en himmel og et helvede, adskilte af en afgrund. Nej, der findes forskellige grader af mørke og smerte, forskellige grader af lys og fred” (Borgehammar 2007, s. 23).

Fig. 24 · Fra Angelico (ca. 1400-1455): Verdensdommen · Engle, helgener og frelste sjæle danser gennem blomsterfyldte enge opad mod Gud i billedets venstre side. De fortabte er derimod på vej til helvede. Museo di San Marco, Firenze.

Ifølge disse definitioner er ”himlen” således en tilstand, et endemål, og det kristne liv er kendetegnet ved en bestræbelse på at nå dette mål. Den anagogiske dimension af middelalderens firfoldige tolkningsmetode blev netop forstået som den dimension af alle tekster og alle begivenheder, der angav, hvad man skulle stræbe efter.

Litterært giver beskrivelser af himlen sig først og fremmest udtryk i brugen af et anagogisk ordforråd, lys, glæde, jubel, salighed, fryd f.eks., og i forskellige steds-metaforer som Guds stad, Det himmelske Jerusalem og lignende. Man kan sige, at det anagogiske ordforråd slynger sig gennem senmiddelalderlige tekster, som kalkmaleriernes løvranker og blomster snor sig gennem kirkerne.