Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 53

Odense-præsten hr. Michael indlagde en Paradis-skildring i sit værk De Creatione rerum [Om skabelsen], skrevet i slutningen af 1490’erne og trykt i 1514. Beskrivelsen gælder paradis efter skabelsen af Eva og før syndefaldet. Værket er skønt sin latinske titel på dansk:

Eja, hvad hæder, hvad ære, hvad dyd,

Gud gav dem både [begge] i paradis’ fryd,

den kunne de lidet skøde [værne om].

Verdens modgang skulle de ej have,

ej heller og tåle dødens plage,

ej sørge for deres føde.

Vellyst og glæde havde Gud dem gjort,

så klar var paradisets jord,

som nogen krystal kan være:

De urter der stode, havde kraftig lugt,

aldrig så nogen så lystelig frugt,

som træerne de monne bære.

Som klareste sølv på jorden var,

var bullen [stammen] af træerne, som frugten bar,

de grene var skønnest med alle,

som skulle bære blomster i deres tid,

og jordsmonnen hun var ganske vid:

Hvor sød lugt monne der falde.

Løvet var som et skinnende guld,

af lystige fugle var paradis fuld,

de sjunge der alle tillige.

Zacharias siger: Jordsmonnet var så stort,

som Gud han havde for Adam gjort,

som fire konningerige.

Adam var nøgen og Eva med,

der de var i den lystige sted,

og bluedes det ej med alle.

Gud sagde til dem med tugt og ære:

Her skulle I både sammen være,

vogter Eder, at I ej falde.

(Hr. Michael: De Creatione rerum (1514), Molbech 1836, s. 133).

Skildringen taler udtrykkeligt om ”paradis” og benævner det et ”sted”. Der er tydeligt tale om en have med urter, frugttræer og fugle. To gange omtales paradis’ store udstrækning. Et rigdomsaspekt kommer ind ved sammenligningerne med guld, sølv og krystal, og behagelighedsaspektet gennem skønhed og vellugt. De åndelige glæder er seksuel uskyld og fravær af modgang, død og arbejde for føden. Paradis er her den typiske edens have fra Det gamle testamente.