Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 46

Tekstforhold

Mandevilles rejse handler ikke om ét sted, men om mange. Genremæssigt er bogen en rejsebeskrivelse og en håndbog for pilgrimme. Men i beretningen indgår utopiske elementer på flere niveauer; derfor omtales den her. Bogen blev skrevet i Liège ca. 1355; det er uafklaret, om originalsproget var fransk eller engelsk. Fortællingen blev en øjeblikkelig succes; den blev hurtigt oversat til latin og en række europæiske folkesprog. Der foreligger fire håndskrifter med dansk oversættelse (beskrevet hos Lorenzen 1882 og Bradley 1999). Ifølge Bradley blev den første danske oversættelse foretaget af Peder Hare i 1434; franciskanermunken Ole Jacobsen afskrev denne tekst i 1459; et stemma over de danske tekster kan ses hos Bradley s. 10. Den danske version er oversat fra den latinske oversættelse. De tre danske versioner er middelalderlige; den fjerde (GKS 3559), som første gang er udgivet af Bradley (1999), er et forkortet kompendium fra sidste halvdel af 1500-tallet.

Fig. 21 · Fabelmennesker · Mandevilles rejse (ca. 1355), der første gang blev oversat til dansk i 1434, skildrede mange fantasiriger med fabeldyr og fabelmennesker. Her ses mennesker med ansigtet på kroppen. Mange danske kalkmalerier fremstillede lignende fabelvæsener. De skildres også i oplysningsbogen Lucidarius fra 1100-tallet, trykt i dansk oversættelse 1510.

Mandevilles rejse fylder ikke meget i dansk litteraturhistorie, formodentlig fordi den som oversættelse falder uden for nationalhistorisk litteraturhistorieskrivning. Man kan som Bradley imidlertid se anderledes på det:

Danmark var, hvad GKS 3559 og de tre andre beslægtede manuskripter bevidner, en af de mange nationer i middelalderens Europa, som producerede deres egen folkesproglige version af Itinerarium Johannis Mandeville; og Danmark udfolder derved et vigtigt aspekt af sin deltagelse i den middelalderlige kristendoms intellektuelle og spirituelle liv.

(S.A.J. Bradley: The Danish Version of Mandevilles Travels, 1999, s. 11).

Hvad var det så for ”intellektuelt og spirituelt liv”, Danmark med oversættelsen af Mandevilles rejse kom til at deltage i? Det er ikke så let at svare på, for bogen er kompleks og har været genstand for talrige internationale tolkninger. Nogle hovedtræk skal her fremhæves.

En pilgrimsrejse

Mandevilles tekst er først og fremmest en pilgrimsbog. Den beretter om den engelske ridder Johannes Mandeville, der for sine synders skyld rejser til Jerusalem. Samtidig er bogen en turistguide for andre pilgrimme. Mandeville angiver forskellige rejseveje fra Europa til Jerusalem, til lands og til vands, og i selve Jerusalem fører han læseren fra det ene hellige sted til det andet. Et niveau af denne pilgrimsrejse er den typisk senmiddelalderlige interesse for at opsøge de historiske steder og rent konkret følge i Jesus’ fodspor. Samtidig indlægger fortælleren straks i indledningen et allegorisk frelsesperspektiv. Jerusalem er ”i større værdighed end andre lande, som i verden ere”, fordi Jesus fødtes her, levede her og vil genkomme her til dommedag.

Stephen Greenblatt (1991) læser teksten dekonstruktivt og hæfter sig ved, at Mandeville ikke stiller sig tilfreds med at rejse til den datidige verdens centrum, Jerusalem, men udvider rejsen til forskellige østlige riger. Centrum er altså ikke nok. For Greenblatt bliver Mandevilles rejse fortællingen om enhed versus forskellighed og centrum versus periferi. Han ser desuden en utopisk bestræbelse i den fri bevægelighed, fortælleren tildeles. Der er interessante elementer i Greenblatts læsning, men han overser pilgrimsrejsens allegoriske perspektiver. Når Mandeville forlænger rejsen ud over Jerusalem, kan det forstås som en understregning af menneskelivet som en pilgrimsgang. Den udvidede rejse har nemlig et endemål, det jordiske paradis. Det kan Mandeville ikke komme ind i, og derfor vender han tilbage til England. Han har da været 33 år undervejs, dvs. lige så mange år, som Jesus levede på jorden. Man kan således sige, at Mandevilles rejse er struktureret som en pilgrimsvandring på jorden.

Samtidig lægger Mandeville i indledningen vægt på, at hans rejsebog kan bidrage til almen kristen bevidstgørelse. Han opfordrer fyrsterne til at genvinde Jerusalem fra hedningerne, almindelige mennesker til at drage på pilgrimsfærd, og de, der må blive hjemme, til at støtte generobringen med økonomiske midler. Gang på gang undervejs beklager Mandeville, at tidligere kirker og klostre rundt omkring i verden er nedlagt, og hvert nyt land og hver ny skik, han møder, sammenholder han med kristendommen. Overordnet kan bogen således også betragtes som en art politisk pilgrimsrejse.

Dejlig er jorden

Mandevilles projekt er ikke blot at fremstille pilgrimsrejsen som en bodsgang for synd, men også som sjælens glade pilgrimsgang blandt verdens vidundere. Hensigten med dette niveau af rejsen er at opdrage læseren til tro på underets eksistens. Det udfoldes tydeligt i indledningen til bogens anden del:

Herre Gud, hvor du er underfuld i alle dine gerninger, åndelige og legemlige, i himlen og på jorden! Men hvis vi gennemtænker alle ting,, da er ingen ting underfulde for ham, fordi han er almægtig og har skabt alle ting, men hans gerninger de er underfulde og besynderlige for os, især de som er ukendte for os, og de som vi aldrig har set; for når det hænder for os mennesker, at vi får noget at se, som vi ikke har set før, da fødes et under, og da tænker vi i vort hjerte sådan, at det har vi ikke troet på før, når nogen har fortalt det. Derfor skal en klog mand ikke undre sig, når han hører om forskellige ting, som er i mange lande i verden. De, som aldrig kommer uden for deres fødeland, de tror ikke på andre, som har været vidt omkring og fortæller om underfulde ting, som de har set, folk, dyr, fugle og mange andre ting. (Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 77f, lettere omskrevet).

Denne indledning er kompleks. Den handler om undere, om tro, om repræsentativitet og om relativitet. Underets væsen bestemmes som ligetil for Gud, der har skabt det, men som fjernt og ufatteligt for mennesker. Det fremstilles derfor som et mirakel i sig selv, når et menneske med egne øjne ser et under, det før kun har hørt om (”Da fødes et under”). I dette må ud fra sammenhængen indgå den erkendelse (”tænke udi vort hjerte”), at noget, man ikke har set, kan vise sig at være sandt. Mandeville trækker her på den traditionelle kristne udfordring at tro på noget, man ikke ser (f.eks. Rom 8,24-25, 1 Pet 1,8). Fortælleren gør den religiøse fordring til en narrativ strategi. Hans fortælling fra Østens riger er netop underfuld og ufattelig, men Mandeville placerer sig selv som et øjenvidne, læseren bør tro på. I den citerede indledning indgår også en slags opdragelse af læseren til relativitet. Han vil vise hjemmefødningen, at de kulturelle vaner, han anser for absolutte, ændrer sig, blot man kommer til næste landsby: ”mangehånde regiment ere i verden”.

Anden del af Mandevilles rejse viser sig da at være et ganske omfattende projekt: en jordisk pilgrimsgang, en opøvelse i at fatte undere og en opdragelse til at se verden i kulturmødets perspektiv. Hertil kommer så bogens underholdningsværdi. Dens beskrivelser af Østens riger overgår i omfang og fantasi langt Jon Præsts brev, som den i øvrigt bygger på. Som rejsefører for pilgrimme på vej til Jerusalem kan den have opfyldt et praktisk behov.

Kulturmøder

For et nutidigt blik er noget af det mest overraskende ved Mandevilles rejse den forholdsvise tolerance, fortælleren lægger for dagen i mødet med ikkekristne religioner og samfund. Vist kaldes de ikkekristne for onde, falske og vantro, men inden for denne ramme gives der plads til adskillige nuanceringer, der fremkommer gennem anvendelse af forskellige fortællestrategier.

Mandeville kan omtale muslimer positivt, idet han ser potentiel kristendom i deres religion. I gennemgangen af ”Muhammeds bog” (dvs. Koranen) i kap. 21, noteres det, at saracenerne hædrer Jesus som profet, tror på Maria, på jomfrufødslen, på den ubesmittede undfangelse og på Johannes evangelist, at de hilser og kysser evangelierne, når de hører om bebudelsen, og at de bebrejder jøderne, at de ikke tror på Jesus. Afsnittet slutter med, at skønt saracenerne er vantro og ikke vil undervises i den rette tro, så kender de mange artikler i den kristne tro, og mange omvender sig til kristendommen. I beskrivelsen af Muhammed, kap. 22, indgår ligeledes flere positive træk.

En anden strategi ligger i Mandevilles sammenlignende religionsstudier. Således beskriver han begravelsesritualer i et af rigerne under Jon Præst:

De følger alle den døde krop op på et højt bjerg. Der går den værdige prælat frem og skærer hovedet af den døde og giver det til hans søn eller hans arving på et guldfad og dernæst synger de en særlig sang på deres sprog. Der samles da mange slags fugle, ørne, ravne, krager og andre fugle, og prælaten hugger kroppen i små stykker og kaster dem for dem. De tror for vist, at det er Guds engle, der skal føre hans krop til paradis. Mens dette sker eller gøres, da synger de ganske gudeligt, som vi synger Pro defunctis: Sub venite sancti angeli et cetera, og det, som de siger, det skal betyde: Se alle, hvor helligt og retfærdigt dette menneske var, som Guds engle nu fører ind i paradis.

(Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 198f, lettere omskrevet).

Ved det efterfølgende gæstebud får hver deltager som dessert et veltilberedt stykke af afdødes hoved, og de drikker af hovedskallen. Mandeville kommenterer ikke dette begravelsesritual, og hans neutrale sammenligning med det kristne begravelsesritual kan læses som en art religiøs tolerance. Missa pro defunctis er den kristne dødsmesse. På samme måde siger Mandeville, at folket i dette rige er underlagt kongen ”ligervis som kristne under paven” (s. 198). Et andet sted sammenligner han et bedebånd med Pater noster (s. 104). Nogle steder beder han for hedningerne, at de må blive frelst (s. 142 f.eks.). Nogle ritualer omkring oksedyrkelse får kun et par bemærkninger om, at Gud tåler det.

Noget anderledes er en strategi, som kunne kaldes plus-minus-strategien. Den ses i skildringen af et kongerige, hvor kongen udsøger nydelser til alle sine fem sanser:

Til hans lugtesans vellugtende urter og alt andet, som dufter godt, til hans følesans alt det, som er lindt og blødt og skønne jomfruer, som altid er hos ham; til hans smagssans velsmagende mad og drikke efter behag; til hans synssans alt det, som er lysteligt og behageligt for hans øjne; til hans høresans sød sang og liflig tale og tiltale, så at han ikke får andet at høre end det, der behager ham vel. Han har også altid hos sig halvtredsindstyve udvalgte skønne jomfruer, som altid tager vare på ham og altid tjener ham efter hans vilje ved hans bord, ved hans drik, i hans seng og til hans lyst.

(Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 200f, lettere omskrevet).

Det kunne jo lyde som en sansernes utopi. Intet i beskrivelsen eller ordvalget tyder på afstandtagen. Men så falder hammeren: ”Sådan lever han al sin tid i legemets vellyst og kræselighed og bryder sig desværre ikke om sjælen, og fordi han lever som et svin med kroppen, da skal helvede tage ved sjælen, når han dør” (s. 201). Samme strategi anvendes i skildringen af et hof, hvor de forunderligste dansere og gøglere optræder (s. 132). Dobbelteksponeringen af positivt og negativt ses også, hvor fortælleren lader saracenerne udtale et udbredt toleranceprincip, men beskriver det som en vildfarelse:

Ydermere da lever de selv i en vildfarelse og mener, at holder et menneske den lov, som han er født i, uanset hvor det er, da vil han komme til nåde.

(Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 72, lettere omskrevet).

Det svarer til senere tiders opfattelse af, at enhver bliver salig i sin tro.

Nogle skildringer kan være rent positive, uden at der indgår kristne elementer overhovedet, således dette utopiske hedenske rige:

Den førnævnte ø Bracmanorum ligger midt i Presbyter Johannes’ rige [Jon Præst], og det folk, som bor der, de er hedninger. De lever et godt, enfoldigt naturligt levned; de er ikke gerrige, ikke hovmodige, ikke misundelige, ikke vrede og lever ikke i overflod, de sværger ikke, de lyver ikke, de bedrager ikke hinanden, de gør legemligt arbejde, de holder det naturlige bud, således at de gør mod andre, som de vil have, at de gør mod dem. De beder til den Gud, som har skabt alting, og håber at få det paradis, som er på jorden, af ham.

(Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 188f, lettere omskrevet).

Der fortælles videre om dette land, at der ikke er krig, sygdom, storm eller sult, og at alle, der forbryder sig, straks udvises af landet. Skildringen står ukommenteret fra fortællerens side, og han undlader således at reflektere over konsekvenserne af, at et utopisk samfund kan opstå i hedensk regi.

Forbavsende er det endelig, at Mandeville lader sultanen i Jerusalem, altså en hedning, fremkomme med en præstekritik, som ligger ganske på linje med senmiddelalderlige reformkatolikkers. Præsterne kritiseres for at leve i overflod og usædelighed, og sultanen udtaler, at de kristne vil få Jerusalem tilbage, når de kommer til den rette tro igen.

Eksemplerne viser forskellige reaktionsmåder på mødet med de vantro, og det er ikke let at se nogen konsekvens. Man kan få den mistanke, at strategierne er tilfældigt valgt. Man bør følgelig tage den forholdsvise tolerance med forbehold. Men en udfordring for tolkningen er kulturmøderne i Mandevilles rejse under alle omstændigheder.

Ekskurs om omgang med vantro

Mandeville er en kristen ridder, men i modsætning til Skt. Georg (se kapitlet ”Skt. Georg – en pansret kraft”) er hans ærinde ikke at hjælpe mennesker i nød eller omvende hedninger. Han er en rejsende iagttager, der omgås hedninger og endda tager tjeneste hos dem, f.eks. hos sultanen i Jerusalem. Kan en kristen ridder virkelig tillade sig det?

Mandeville reflekterer ikke selv herover, og det vil kræve omfattende undersøgelser at finde ud af, hvilke konkrete forskrifter for omgang med hedninger, kristne riddere til forskellige tider har været underlagt. Men man kan pege på, at Thomas Aquinas (1225-1274) indgående har diskuteret alle disse ting i bind 32 af Summa theologiae, der handler om Konsekvenser af tro. Her behandles således spørgsmål som: Er alle vantros handlinger synd? Skal vi debattere med vantro? Skal de tvinges til tro? Skal vi kommunikere med dem? Kan de regere over troende kristne? Skal deres ritualer tolereres? Skal deres børn døbes uden forældrenes billigelse? Disse og mange flere spørgsmål behandles på Thomas Aquinas’ dialektiske måde: der anføres argumenter for et synspunkt, dernæst argumenter imod, og så kommer det afsluttende svar. De mange nuancer skal ikke gennemgås her, men i det store og hele kan man sige, at Mandeville handler i overensstemmelse med Thomas Aquinas’ synspunkter. Kristne kan tjene under vantro og omgås vantro, og vantro skal ikke tvangskristnes. Man kan føre krig mod vantro for at stoppe deres ødelæggelse af kristendommen, men man kan ikke tvinge dem til kristen tro, og man bør ikke døbe børn mod deres forældres vilje. Mennesker, der er svage i troen, bør dog holde sig fra omgang med hedninger.

Mandeville, der fremstilles som fast i troen, er da helt i overensstemmelse med Thomas Aquinas’ principper i mødet med de vantro. Hans forholdsvise tolerante holdning kan sammenholdes med teksten Vejleder for pilgrimme (der i Lorenzen 1882 er udgivet sammen med Mandevilles rejse). Dette skrift, hvis forfatter og oprindelse er ukendt, dateres til midten af 1400-tallet og er bevaret i en afskrift fra 1400-tallets slutning. Heri opfordres pilgrimme i Jerusalem til at være stadige i deres bønner, fordi mange farer lurer, herunder møde med hedninger (Lorenzen 1882, s. 210).

Symbolske og asymbolske steder

På første del af sin rejse støder Mandeville bestandig ind i symboler, dvs. fænomener, der peger hen mod Gud. Det gælder naturligvis især hellige steder som Betlehem, Nazaret og Jerusalem. I Betlehem møder han bl.a. kirken med krybben, den brønd, som Betlehemsstjernen faldt ned i, da den havde vist De hellige tre konger vej, gravsteder for de små drenge fra barnemordet i Betlehem, kirken på stedet for Marias barndomshjem, en rød sten med hvide pletter efter Marias mælk, et kloster og en kirke, hvor englene kundgjorde Jesus’ fødsel for hyrderne. Mandeville og enhver anden pilgrim kan således ikke bevæge sig mange skridt uden at møde betydningsladede ting og steder. Det meste tager Mandeville for gode varer, men det er dog ifølge ham ”enfoldige” mennesker, der kommer med forklaringen om Marias mælk på stenen i Betlehem.

At kristne vandrer rundt i en verden af symboler er ikke opsigtsvækkende. Det interessante er de beskrivelser, som ikke er symbolske. Mange skildringer, også i første del af bogen, har ikke nogen religiøs funktion; de er der bare på Mandevilles vej. På den måde får læseren beskrivelse af f.eks. Cypern og Alexandria, af balsamudvinding, af Nilen, af nomader, af diamanter, af krydderier, af købmænd og af peberhøst. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at en kristen ridder kan opleve verden uden at se religiøs funktion i hver eneste detalje. Til dette kommer så en række mærkelige fænomener, som ikke kan tilskrives religion, Fugl Fønix, ungdomskilden, amazonerne, fabelmennesker, menneskeædere og ufattelige naturrigdomme. Mandeville kommenterer ikke de niveauer, han blander sammen, men det er i sig selv relativerende, at han kan møde så mange underfulde fænomener, som ikke tillægges umiddelbar religiøs betydning. Om Fugl Fønix, der genopstår af sin egen aske, siger han: ”Hvad heller det er hans natur, at han skal fødes sådan, eller det er et synderligt mirakel givet af Gud, det ved jeg ikke at sige. Han var mig vist i Ægypten; jeg så ham tre gange, den stund jeg var der” (Lorenzen 1882, s. 28).

Bedrager eller kunstner?

Eftertidens forskere har påvist, at alt i Mandevilles rejse er afskrifter fra andre tekster. Beskrivelsen af rejseruterne, af Jerusalem, af de i datiden kendte forhold i Asien og af alle fabelvæsenerne – alt er taget andre steder fra og stykket sammen. Lorenzen (1882) redegør for de vigtigste af disse kilder. Det er også påvist, at forfatteren selv efter al sandsynlighed ikke har været på nogen af de steder, han beskriver; dertil er der for mange fejl og uklarheder i hans oplysninger.

Forfatteren af Mandevilles rejse er selvfølgelig en bedrager, hvis man hæfter sig ved, at han ikke har oprettet en ”fiktionskonkrakt” med læseren, dvs. givet eksplicitte signaler om, at hans rejse er opdigtet. Hvis man ser mindre strengt på den manglende ”kontrakt”, kan man betegne Mandevilles rejse som fiktion og forfatteren som kunstner. Han har som sådan fantasi, frækhed og en overlegen narrativ kompetence. Han har formået at binde sine forskellige strandhugster fra andre skrifter sammen til en helhed og at udvikle illusionsteknikker, der har gjort hans fortæller så troværdig, at hans fiktion i datiden blev taget for fakta. Dertil har han øjensynlig haft den ideologiske hensigt at gøre det kendte relativt. Det er en i enhver henseende spændende bog.

Mandeville i Danmark

Mandevilles rejse blev som nævnt oversat i et franciskanerkloster og foreligger i flere afskrifter. Teksten har da været kendt og accepteret i nogle klostermiljøer. Talrige kalkmalerier af fabelmennesker i danske kirker kan være inspireret af Mandevilles rejse eller af Lucidarius, hvori de også forekommer.

Bogen har desuden været kilde til den såkaldte Udvandrerkrønike fra 1521 (se kapitlet ”Historia”). Den beretter om tre danske mænd, som har vundet store riger i udlandet, Aurelianus fra Ribe, der blev kejser i Rom, Holger Danske, der vandt Indien, og Jon Præst, som Holger Danske indsatte som sin efterfølger. Alle rigets herskere har herefter heddet Jon Præst. Østerland fremstår i Udvandrerkrøniken således som en national imperialismeutopi. Det sidste spor fortsættes af Christiern Pedersen i forordet til Kong Olger Danskes Krønike (1534).

Der er den pointe, at dyrkelsen af Holger Danske ikke er en dansk opfindelse. Han forekommer vidt og bredt i Mandevilles rejse. Man træffer ham således i byen Sarke i Johannes Presbyters rige, ”og det er en skøn stad. Der bor mange kristne mennesker. Der er mange abbedier, klostre og kirker, som hertug Otgerus af Danmark [Holger Danske] fordum stiftede, og deraf hedder endnu kirkerne ecclesie Dani, det er Danmarks kirker” (Lorenzen 1882, s. 87). Ifølge Lorenzen har historikeren Petrus Olai (d. ca. 1570) i sine efterladte samlinger et uddrag fra den latinske udgave af Mandevilles rejse vedrørende Holger Danske i Indien.

Ude og hjemme

Mandevilles rejse kan i enhver henseende siges at have de store horisonter som sit overordnede projekt. Sammenholder man den med Peder Palladius’ Visitatsbog (ca. 1543), får man et glimt af kulturkampen mellem senmiddelalderlige og efterreformatoriske værdier. Mandeville vil åbne menneskers øjne for det store, fjerne og ukendte, Peder Palladius vil have dem til at koncentrere sig om de nærmeste krav. I stedet for pilgrimsrejser til døde helgener i afsides verdensdele skal man hellere tænke på de levende og besøge sin syge nabo. Begrebet ”her” er nøgleordet:

Her har han givet eder eders daglige brød uden på [ude på] disse agre her omkring, og her har han skikket eder eders spisning inden disse døre, her kan du fødes i denne sogn, her kan du dø bort, og aldrig komme uden [for] dette sogn, og alligevel blive salig med Gud; om du vil ellers flittigt lære din saligheds lærdom, at du tør [behøver] ikke løbe til andre steder og stavstryge efter: det har ingen gavn af.

(Peder Palladius: Visitatsbog (ca. 1543), 1925, s. 131).

For Mandeville er det en indsnævring aldrig at komme ud over sit fødesogn, for Peder Palladius går vejen til Gud netop her. Peder Palladius omtaler ikke Mandevilles rejse; men han gør op med de værdier, bogen repræsenterer.