Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 57

I bogen om rosenkransen, Expositio pulcherrima super rosario beate Marie virginis, der hovedsagelig er på dansk, udlægger hr. Michael den femte store sten [perle] som et symbol for ”himmerig”. Hr. Michael har skiftet terminologi og taler ikke længere om ”paradis”. Skildringen har da også flere åndelige aspekter og især flere kristelige:

Den sten skal være enten hvid eller blå,

som skal her næst på båndet stå,

det er alt himmerigs ære:

En stund er der som tusinde år,

hvad glæde, sjælen der da får,

til evig tid der at være.

Den klare guddom gør dette først,

tager fra sjælen både hunger og tørst,

hun fødes af guddoms nåde:

Sygdom, frost, med kuld’ og sne,

tages da fra hende: thi må hun le,

dertil al verdens våde.

Af sorg og værk og vedermod [modgang],

som kroppen har haft, får hun da bod:

Gud Fader vil efter hende bide [vente].

En arving gør’s hun til himmerige,

hvad [hvor] kan da noget være hendes lige?

hun sættes hos Kristi side.

For han hende løste med sit blod,

vil han hende være både blid og god,

sin brud monne han hende kalde.

Hun har på sig ej noget smitte [synd],

med Jesus kan hun venskab hitte,

thi hun er fager med alle.

Den Helligånd fylder hende med sin dyd,

med hæder sættes hun i himmerigs fryd

blandt alle Guds engle klare:

Hun lover da Gud til evig tid,

for han har hende fra helvede frid [befriet]

med alle Guds helgens skare.

De sjunge: Sanctus Deus Sabaot!

O, Herre, hvor du haver gjort os godt,

vor strid haver fanget ende,

som vi havde mellem krop og sjæl

mod djævelen og verden, ved du vel,

til du os venskab sendte.

(Hr. Michael: Expositio pulcherrima super rosario beate Marie virginis (1515), Molbech 1836, s. 59-60).

Hr. Michaels terminologiskift er konsekvent. Det er en tilværelsesform, ikke et sted, han her beskriver. Efter den indledende præsentation af stenen og af tidsforskellen og den evige glæde i himmerig følger en trinvis beskrivelse af sjælens saliggørelse. Først fjerner Gud al verdens modgang, sygdom, frost, kulde og sne, dernæst alle kroppens smerter. Dette sker af Guds nåde. Så kommer næste trin, sjælen sættes som en brud ved Jesus’ side, fordi han har løskøbt den fra al synd, dernæst fyldes sjælen af Helligånden, og sammen med englene lovpriser den Gud til evig tid. Sjælen aflægger altså først al jordisk kval, så fylder Treenigheden den: Gud med sin nåde, Jesus med sin forløsning og Helligånden med sin kraft. Det er et ganske fint lille himmerigsbillede og metrisk med gennemført rimskema aaBccB og en fast jambisk rytme med indlagte anapæster.

Hr. Michael er i almindelighed ikke nogen lysbringer, men i hans skildring af henholdsvis paradis og himmerig har også han bidraget til tidens utopiske forestillinger.