Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 55

Alle tekster vil i princippet kunne aflokkes en anagogisk dimension; men i nogle tekster er denne dimension mere iøjnefaldende end i andre. Som påpeget af Alf Härdelin (1996, s. 266) vil især påsketiden udløse den anagogiske forventning.

I bønnebogen Visdoms spejl (MDB III) findes et godt eksempel på den anagogiske jubel påskemorgen:

O du værdige højtidsdag, jeg hilser dig tusinde gange i hver stund og tusinde gange i hvert øjeblik, fordi ingen dag kan sammenlignes med dig i din ære; du er Gud kærest af alle dage; du er givet ham til lovprisning, hæder og ære og værdighed for alt hans arbejde og for al den forsmædelse, han har lidt for os. Jeg hilser dig, du ædle dag, du er som et hovedguld over alle dage med stor sejr og ære, du er fuld af kærlighed og værdighed, alle mine indvendige og udvendige lemmer glæder sig med dig. Driv bort mit hjertes mørke og oplys mig med din nåde og oplys min sjæl og giv mig din salighed i den evige dag, og aller glædeligste og ønskværdigste dag, som ingen kan fuldlove [prise fuldtud], hverken på jorden eller i himlen; derfor skal vi prise dig til evig tid. O Herre, på det tidspunkt, da du trådte ud af graven, da glædede sol og måne sig imod dig med deres skin, som før blev mørkt ved din død; hun [påskedagen] legede da på himlen imod dig, og der gik stråler af hende som solens skin, himlen og stjernerne de glædedes der ved dig, dug og rim de lovpriste dig, græs, urter og blomster og træer og korn de kunne ikke lovprise dig med deres røst; da lovpriste de dig med deres naturlige grøde og lovpriste dig dermed. Dyrene de spillede [legede], og fuglene de sang sødeligt hver med sin røst af al deres magt. Således lovpriser jeg dig, Herre, med alle mine ledemod, og jeg beder jeg dig ydmygt, at jeg må blive dig velbehagelig, og at jeg må holde denne værdige påskehøjtid således, at jeg efter min død må blive ført ind i den evige glæde i mit fædrene land og må blive der med dig evindeligt Amen.

(Visdoms Spejl, MDB III, s. 352f, nr. 720, lettere omskrevet).

Den første del af bønnen er henvendt til selve påskedagen. Den placeres øverst af alle dage med den begrundelse, at den er en oprejsning til Jesus for al hans lidelse. Det er et vigtigt udsagn, fordi det indikerer, at herligheden (”hæder og ære og værdighed”) forstås som en art godtgørelse for modbegrebet sorg og lidelse. Det metaforiske udtryk ”du er som et hovedguld over alle dage” trækker associationer i retning af et jomfrueligt og adeligt smykke. Der er stil og glans over herligheden. Denne del af bønnen er holdt i præsens og er centreret om jegets forhold til påsken. Det er jeget som hilser påskedagen, jeget som opremser alle dagens egenskaber (hæder, ære, værdighed, sejr, kærlighed), dens uforlignelighed (”ingen dag kan lignes ved dig i din ære”, ”Gud kærest over alle dage”), og jeget, som selv må finde på hyperbler for sin hilsen (”tusinde gange i hver stund og tusinde gange i hvert øjeblik”). Det er dernæst påskedagens virkning i jeget, der fokuseres på: ”alle mine indvortes og udvortes lemmer de glæder sig med dig”. Som det bedende jeg i bønnerne til Jesus’ sårede krop identificerer sig med hans lidelse, er det her glæden, der opleves som inkorporeret, som indgået, simpelthen, i alle indvendige og udvendige dele af kroppen. Så følger jegets bøn, der formelt set er rettet til påskedagen. Det er en bøn om påskeglæde her og nu og om en ”evig dag” i himlen. Det bedende jeg udtrykker således den centrale påskeforståelse: Jesus’ opstandelse er en nærværende glæde og et opstandelseshåb, et anagogisk perspektiv over tilværelsen.

Bønnens anden del er rettet til Jesus og går efter den indledende påkaldelse straks over til fortælling i datid, nemlig opstandelsens dengang. Det efterfølgende er en bemærkelsesværdig tekst, fordi naturen så sjældent optræder i disse bønnetekster. Men også her er jegets tankegang logisk; naturen, som gik i sort ved Jesus’ død, skildres nu i glæde over hans opstandelse. Hvert naturelement udtrykker sig efter evne: Himmellegemerne går Jesus i møde, dyr og fugle spiller og leger, og græs og urter vokser af bare påskeglæde. Jeget melder sig til denne lovprisning og ønsker sig endnu en gang en dobbelt påske, først her og så i evigheden. Det sidste markeres som et sted, mit fædrene land. Teksten her er et særligt tydeligt eksempel på påsken som centrum for anagogisk forventning; men alle påsketekster vil have denne dimension.