Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 52

Forestillingen om paradis optræder mange gange i Mandevilles rejse. Fortælleren giver (Lorenzen 1882, s. 63) en meget klar beskrivelse af, at saracenere, hedninger og andre ikkekristne kun tror på det jordiske paradis, mens kristne og jøder tror på det himmelske paradis. For dette bruger han også udtrykket ”himmerige”, bl.a. om det sted, hvor Holger Danske efter hans mening befinder sig. (Lorenzen 1882, s. 191). Selv forventer Mandeville sig ”evig fred og glæde … i himmeriges rige” (Lorenzen 1882, s. 204).

Mandeville beskriver de uigennemtrængelige omgivelser til paradis, men selve paradis siger han ikke noget om. Man kan umiddelbart undre sig over denne tilbageholdenhed, da forfatteren, som det er vist, ikke holder sig tilbage fra fiktive skildringer. Ved nærmere eftertanke kan man betragte netop denne tilbageholdenhed som led i en raffineret illusionsteknik. Fortælleren nuancerer nemlig konstant den centrale repræsentationsproblematik. Gang på gang vender han tilbage til, hvad det er muligt at fortælle om, eller hvad det er muligt at fortælle udtømmende om. Han diskuterer også sansernes status i formidlingssituationen, især hvad det er muligt at se, og hvad det er muligt at høre. I skildringen af fortællerens møde med det jordiske paradis kommer denne problematik til fuld udfoldelse. Først forklarer han sin egen position som vidne til det jordiske paradis:

Ikke kom jeg det nærmere, end jeg da var; dog vil jeg sige nogle få ord om det sted paradis, som jeg der hørte og fik at vide, og som man må tro er sandt.

(Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 193, lettere omskrevet).

Her sætter fortælleren sin læser på den yderste prøve. Han har ikke selv været tæt på paradis, men hvad han fortæller er ”sandt”, fordi han selv har hørt det. Om den uigennemtrængelige vej til paradis meddeler fortælleren følgende:

Ingen kunne komme nær dertil med skib ad nogen flod, først og fremmest fordi floden sommetider løber under jorden, og pga. det bulder, som den giver, når den falder ned fra høje bjerge og sten. Jeg har hørt, at nogle herrer og dårer har forsøgt at komme med skib, af dem var nogle døve og nogle blinde, nogle fik straks en brat død, da de begyndte. Man må tro, at det ikke er Gud velbehageligt, at noget menneske forsøger på det. Derfor ville jeg ikke nærmere, end det var muligt at gå. Da var jeg sådan til sinds, at jeg vendte om og begav mig på hjemvejen til England. Der hvor jeg først kom til verden, der ville jeg også skilles fra den og give jorden sit tilbage og befale min sjæl til Guds nåde og miskundhed. (Mandevilles rejse, Lorenzen 1882, s. 196, lettere omskrevet).

Fortælleren lader således vejen til det jordiske paradis være så farefuld, at menneskelige sanser ikke kan udholde den; derfor, fortæller han, har nogen forsøgt at sende døve og blinde af sted. Også det er endt uden held. Fortælleren meddeler herefter, at han ikke hører til de dumdristige, der forsøger at sejle til paradis; han stopper, når han ikke kan vandre længere. Så vender han om og tager tilbage til England.

Denne beskrivelse af paradis er såvel religiøst som kunstnerisk suveræn. Den understreger hele beretningens karakter af en pilgrimsgang på jorden, hvor Jerusalem er det opnåelige centrum og paradis det utopiske mål. Utopien understreges religiøst af ufremkommeligheden og kunstnerisk af ubeskriveligheden.