Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 51

Lucidarius hedder en latinsk middelalderlig oplysningsbog fra 1100-tallet, den oversattes til en række europæiske folkesprog, herunder til dansk. Bevaret er en afskrift fra slutningen af 1400-tallet. Gotfred af Ghemen trykte denne bog i 1510, altså samme år som En lystelig historie af Jon Præst (Om Lucidarius, se Dahlerup 1998 I, s. 487ff). Bogen er opbygget som spørgsmål fra en discipel og svar fra en mester.

Om paradis giver Lucidarius ganske god besked uden egentlig at skildre det. Der skelnes tydeligt mellem ”paradis” og ”himmel” i følgende citat, hvor disciplen spørger til Adam og Eva:

Disciplen: Hvordan ville deres liv have været, hvis de havde været længere i paradis?

Mesteren: De ville have levet der uden nogen sorg og været jorderigs herre og fået børn, det ene efter det andet, som skulle have opfyldt himmerig, og siden dø og ophøjes til himmerig, så snart som Gud ville, at de ikke skulle leve længere.

(Lucidarius, (1510), A Danish Teacher’s Manual 1993, s. 326, lettere omskrevet).

Paradis er ifølge denne skildring et sted, hvor Adam og Eva kunne have levet sorgløst, fået mange børn og hersket over jorden. Efter døden ville de alle komme i himlen. Der skelnes altså klart mellem ”paradis” og ”himmel”. Gotfred af Ghemen (eller hans hjælper) har i forhold til manuskriptet foretaget en interessant rettelse. Manuskriptet har ”og siden uden døden hver i sin sted højes op til himmerige” (A Danish Teacher’s Manual, 1993, s. 326). Ifølge manuskriptet dør Adam, Eva og deres børn således ikke, før de ophøjes til himlen. Det er der logik i, for døden er netop ifølge den kristne opfattelse kommet ind i verden på grund af syndefaldet. Gotfred af Ghemen udelader ordet ”uden” foran ”død”og lader således Adam og Eva dø i paradis.

Himlen, som altså er det øverste sted, beskrives i resten af Lucidarius kun indirekte gennem lyset, skønheden og godheden, der udstrømmer fra Gud, og fra forestillingen om den lystilstand, de salige sjæle vil befinde sig i (se også kapitlet ”Deformationer”). Desuden forklarer mesteren, at man kan ane himlen ved at se på alt det skønne på jorden.

Det paradis, som Adam og Eva måtte forlade, befinder sig nu ifølge mesteren højt oppe i luften et sted i Asien:

Til paradis er det umuligt at komme for jorderigs mennesker, fordi det ligger så højt, at det når op over skyerne, så at alt det, der regner der, og det regner meget, forsvinder langt nedenunder og når ikke derop, fordi det ligger så højt oppe i luften, at man neden under sig kan høre stjernerne klinge mod hinanden, og himlen ovenover lyder, som det var den smukkeste violin, man hørte, fordi det er så højt, at der ikke kommer blæst der undtagen den sagteste og skæreste, man kan have, og ingen regn undtagen den dug, der kommer ned fra den himmel, der er oven over stjernehimlen, for der er en himmel, der hedder vandhimlen, den er skabt sådan, siges det, at heraf kommer alle ting, som vi har på jorden. Dernæst er der hele vejen uden om en ildmur, og uden for muren er der overvættes høje bjerge og skove, og foran dem ligger farlige kær og moser, fulde af drager og andre farlige slanger, så at ingen kan komme frem der. (Lucidarius (1510), A Danish Teacher’s Manual, 1993, 209f, lettere omskrevet).

Det er ikke helt let at få rede på de mange forskellige himles indbyrdes forhold, der ligger oven over paradis, men hovedsagen er klar nok. Disciplen spørger, om man kan komme til paradis fra Indien (som jo ligger tæt på). Mesteren svarer, at der ikke gives en sådan genvej. Paradis ligger i luften og er omgivet af en ildmur, høje bjerge og moser med drager og slanger. I modsætning til Mandevilles rejse gives i Lucidarius et glimt af paradis: Det regner og blæser ikke, og der udgår den skønneste lyd som af violiner derfra. Man formoder, at den danske bearbejdelse er foretaget af en munk i Vestervig Kloster. Han er æstetisk orienteret, og det er forståeligt, at hans paradis i modsætning til Vestjylland ligger i ly for blæst og regn. Gotfred af Ghemen viser i øvrigt også her selvstændighed i forhold til manuskriptet. Stjernerne, der klinger mod hinanden, findes kun i hans tryk.

I Lucidarius indgår en helt særlig utopi, nemlig beskrivelsen af verden efter dommedag. Solen vil da skinne syv gange klarere end nu, jorden vil blive ren som krystal, og det vil aldrig blive nat. Også denne utopi har lys som sin hovedbestanddel.