Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 56

Karakteristisk senmiddelalderligt er det imidlertid, at de kropslige detaljer ikke er glemt i al denne påskespiritualitet. I bøn nr. 709 er Jesus fanget netop i det øjeblik, hvor han prøvende stikker en fod ud af graven, og jeget glæder sig både indeni og udenpå og tilbeder med alle legemsdele. Andre tekster viser den bedendes indlevelse i opstandelsens konkrete kropslige detaljer, f.eks. ”den tid hans legeme begyndte at gro og at blomstres igen” (MDB III, s. 328). Indlevelse og fantasi ses i skildringen af det øjeblik, da sjælen igen går ind i Jesus’ døde legeme:

Denne bøn skal du læse, når han [præsten] tager korset op påskemorgen.

Stat op min ære, stat op mit håb og min trøst, og giv os dit blide ansigt og lad verden se dit lys, og giv os din nåde igen, som længe har været [borte] fra os. O, min sjæl, tænk på med hvor stor glæde Gud Fader han opvækkede sin eneste søn, da han sagde: ”Stat op min ære, stat op mit strengespil og min harpe”. Se nu med stort begær og med hjertets kærlighed, hvorledes Guds velsignede sjæl kom til legemet igen, som i fredags led så stor nød og pine for din skyld, [se] med hvilken usigelig kærlighed sjælen kom til legemet igen på det samme sted; han opstod med usigelig glæde og fryd, alle hans lemmer var da opfyldt med hans hellige legeme, det voksede som en rose af dagens dug; tænk på [med] hvilken usigelig sødme, vellyst og kærlighed, hans milde sjæl legede og spillede i alle hans årer og ledemod. [Tænk på] det tidspunkt, da det vidunderlige strengespil i graven sang: ”Jeg vil opstå i dagningen, for jeg har nu genløst mine kære børn med min bitre død fra den evige død og med stor magt løst dem fra helvede”; straks sprang der værdige blomster af graven med fem røde roser, som var hans hellige fem vunder, med usigelig ære og med usigelig glæde sprang han op af graven.

(Visdoms spejl, MDB III, s. 336, nr. 705, lettere omskrevet).

Fem gange bruges ordet ”usigelig” i dette citat. Men noget får den bedende dog sagt, først og fremmest, at det også er kroppen, der genopstår. Rubrikken foran bønnen henviser til den middelalderlige tradition, at en Kristus-figur eller et kors symbolsk blev lagt i en kiste i kirken langfredag og taget op igen påskemorgen. Selve bønnen er koncentreret om det øjeblik, hvor Jesus’ sjæl går ind i hans krop igen. Den bedende ser for sig, hvorledes Gud har udtalt opstandelsens ord over Jesus’ døde krop, og den bedende gentager nu i næsten samme form disse opstandelsesord henvendt til sin egen sjæl. Senere (1858) talte W.A. Wexels i lignende ord ”Stat op min sjæl i morgengry”. Gud Fader kalder Jesus for sit ”strengespil” og sin ”harpe”. Det er bemærkelsesværdige metaforer, som også dukker op et par gange til i de danske bønnebøger, f.eks. i Johanne Nielsdatters tidebog:

O, du harpe, som udgik af din himmelske Faders hjerte, og da du hang på det hellige kors, da sang du og klingede således med grædende røst i din himmelske Faders øren: ”Fader, forlad dem deres brøde, alle som har syndet imod mig, fordi de ved ikke, hvad de gør”.

(Johanne Nielsdatters tidebog, MDB I, s. 108, nr. 25d).

Søren Kaspersen (2007, s. 257) forklarer denne metafor således: ”Kristus blev udspændt på korset som strenge på en træramme”. Man kan også sige, at Jesus er den harpe, som Gud spiller på. I graven har Jesus da sunget en opstandelsessang og forløsningssang, inden han stod op. Bønnen fokuserer på det øjeblik, hvor sjælen igen går ind i kroppen; den ”leger og spiller” i årerne, som fuglene og dyrene i påskebønnen nr. 720. Naturen er også her inddraget i form af de fem røde roser, der er det konkrete udtryk for de fem sårs forvandling til påskeglæde. Mest bemærkelsesværdigt i teksten er dog, at jeget gang på gang fremhæver den glæde, Jesus selv følte ved at kunne stå op af graven.

Andre bønner er opmærksomme på andre detaljer, som skal med i omvendingen fra sorg til herlighed. Flere udmaler således den scene, hvor den opstandne Jesus som noget af det første løber sin moder i møde og glædestrålende omfavner hende og fortæller, at han aldrig mere skal dø (III, s. 334 og 342). Andre tekster fokuserer på Jesus’ møde med Maria Magdalena påskemorgen (se kapitlet ”Noli me tangere – Maria Magdalena”).

I forskningen har nogle lagt vægt på folkefromheden som et slags opgør med det gejstlige monopol (Beckwith 1993), andre har mere set den som en støtte til abstrakte teologiske læresætninger (Bynum 1989). Bønner som de her omtalte må tolkes som fromme lægfolks eller klosterfolks anskuelige udtryk for håbet om kødets opstandelse.

Vurderet som sproglige udsagn er de citerede bønner af høj kvalitet. Man kan igen sammenligne med kalkmalerierne og sige, at det fortættede og overraskende ordforråd er som paradishaver midt i en verden af sproglig dagligdag.