Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 47

I nogle folkeviser indgår utopiske skildringer i betydningen ”guld og grønne skove”, dvs. falske løfter. De pågældende viser foreligger først i nedskrift senere i århundredet, men man kan tillade sig at gætte på, at de har eksisteret i mundtlig form i 1500-tallets begyndelse.

Utopi-forestillingerne er nogenlunde enslydende i de pågældende folkeviser. Det kan tyde på, at de har eksisteret som formler, som visedigterne har kunnet digte forskellige fortællinger omkring. I alle tilfælde drejer det sig om en bejler, der vil lokke en ung pige til sig ved at love hende ”guld og grønne skove”.

I ”Kvindemorderen” (DgF 183 A) lover hr. Ulver stolt Vennelil følgende, hvis hun vil flygte med ham:

”Jeg skal føre eder til den ø,

som I skal leve og aldrig dø.

Jeg skal føre eder til det land,

som eder skal aldrig komme sorrig til hand [hånd].

Der gror ikke andet græs end løg,

der synger ikke andre små fugle end høg.

Der er vildtkælder, der springer af vin,

tro på min tale, allerkæreste min!”

(DgF 183 A, str. 2-5).

Også her er utopien et sted, i øvrigt en ø som hos Thomas More. Strofe 3’s utopi om løg og høge er ikke umiddelbart forståelig. Det er til gengæld løfterne om mad og drikke, udødelighed og sorgløshed. At pigen tror på ham, må man undre sig over; men hun pakker sine guldsmykker og rider bort med ham om natten. De gør holdt i en grøn lund, hvor Ulver begynder at grave en grav. Pigen spørger hvorfor og får det grumme svar:

Til min hest er den for trang, til min lille hund er den for lang. (DgF 183 A, str. 19).

Graven passer altså til pigen. Ulver beretter, at han har forført og dræbt otte piger; Vennelil vil blive den niende. Men hun klarer sig og dræber forføreren. I denne folkevise er de utopiske strofer ren lokkemad. I D-opskriften af samme vise føjes en guldborg, otte jomfruer (terner) og sølvharer i skoven til. I D-versionen viser det utopiske sted sig at være en dystopi, hvor hoveder på stager møder pigen, da de kommer frem.

I ”Den trofaste jomfru” (DgF 249 A) lover hr. Guldmand jomfru Blidelil de samme utopiske tilstande som forføreren i ”Kvindemorderen”. De flygter og må på hesteryg svømme over havet. På stranden vrider han hestens manke og hun sit gyldne hår og sin silkesærk. Så går han til bekendelse: Han er en fattig, fredløs mand. Blidelil taber ikke modet, men lover at frikøbe ham med det guld, hun har i sit skrin. Herefter kan han fremstå som en kongesøn og føre hende hjem til otte guldborge og otte jomfruer. Også hans to sønner og hans datter vil tjene hende. Det er en noget anden historie end ”Kvindemorderen”. Af den fremgår, at trofast kærlighed kan forvandle utopien til (delvis) virkelighed.

I DgF 403 ”Peder hjemfører sin jomfru” har pigen dette interessante svar:

I fører mig ret aldrig til [den] ø,

jeg er jo skyldig Vorherre en død.

(DgF 403, str. 10).

Visen er ikke særligt god, men den har den vigtige pointe, at for en kristen betragtning findes ikke jordisk udødelighed og ikke jordiske idealtilstande.