Читать книгу Sanselig senmiddelalder - Pil Dahlerup - Страница 49
LYST OG GRØNT
ОглавлениеGeografien i det hinsides sørgede digtere og malere for. Et hovedværk gav Dante (1265-1321) med Divina commedia. Dante skildrer her sig selv som en rejsende på besøg i den anden verdens centrale steder. I helvede og skærsilden ledsages han af Vergil (den naturlige fornuft), i himlen vises han rundt af sin ungdoms elskede, Beatrice (den guddommeligt oplyste forstand), på sidste etape af Bernhard af Clairvaux (den mystiske indsigt). Helvede, Dantes dystopi, er skildret som en uhyre tragt, hvor de værste syndere sidder dybest nede i spidsen. Dantes skærsild er et bjerg i syv terrasser, én for hver af de syv dødssynder.
Den største udfordring har været paradis. Det kunstneriske problem har været at sanseliggøre dette sted uden at lade det miste sin karakter af åndelighed. Dante løser problemet ved at opbygge sit paradis af de mindst sanselige elementer: lys, lyd og bevægelse. Han konstruerer sit paradis i et hierarkisk system af 10 himle. Ved at beskrive sjælene ud fra deres plads i systemet undgår Dante at give dem fysisk form. Kun i de tre nederste himle er sjælene til stede som en skygge eller et par øjne, ellers er de lys. I den tiende himmel sidder de højest placerede sjæle, blandt dem Maria, Bernhard af Clairvaux og Beatrice, som blade i en hvid himmelrose. Treenigheden skildres som lysende cirkler af energi med Gud som cirklernes centrum. Ved siden af disse valg har Dante benyttet en lang række retoriske figurer til at udtrykke sit paradis: adynaton, pars pro toto, negerede sammenligninger, gradation, bøn, apostrofe, metaforer og sammenligninger. Hele fremstillingen kalder han ”et skyggerids” af det lysende paradis, han påstår at have set. Med disse verbale greb opbygger Dante hos læseren en oplevelse af en lys- og energiverden hinsides normal fatteevne.
Talrige kunstnere har i tidens løb illustreret Dantes Divina commedia, blandt dem Botticelli, William Blake, Gustav Doré og Salvador Dalí. De har alle lagt hovedvægten på lyset og letheden.
Andre kunstnere har koncentreret sig om at skildre paradis som en have, blandt dem Fra Angelico, den ukendte mester fra Frankfurt, Jan Breughel den Ældre og Lucas Cranach den Ældre.