Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 12

Den type spil, der skal fokuseres på her, er altså den, der i nogle sammenhænge betegnes fantasirollespil, i andre bordrollespil eller eventyrspil. Det er en form for rollespil, hvor aktørerne med et minimum af gestik, kostume og kulisser, men i stedet med stor sans for mimik, replik og fortælling, fremfører et eventyr, guidet af en hovedfortæller, den såkaldte spilleder – ofte placeret stille og roligt omkring et bord. Det særlige ved denne form for spil skal her indledningsvist præciseres i relation til de øvrige typer af fritidsrollespil.

Den engelske betegnelse fantasy-roleplaying-game rummer de tre forskellige grundtyper: Fantasy refererer til det, der er fantasirollespillets særtræk og vigtigste element, nemlig genren fantasy eller mere bredt det at bruge sin fantasi til at skabe fortælling og eventyr. Roleplaying refererer til det, der er liverollespillets særtræk og primære element, nemlig det at identificere sig med en rolle, at agere og dramatisere. Game refererer derimod til det regelbaserede og dermed tilfældige i spillet og dermed også til brugen af terninger og bræt eller kort, alternativt det computerbaserede spil. Alle typer af rollespil rummer alle tre elementer, men de forskellige typer er netop kendetegnet gennem det at fremhæve ét af dem (Sørensen 2002a).

Liverollespillet ligner drama og teater mest, men det foregår som regel i et foreliggende interiør eller landskab, idet netop spændingen mellem de naturligt forekommende og de iscenesatte kulisser og begivenheder udgør spillets særlige set-up. Forskellen mellem liverollespil og teater ligger dels i denne særlige relation mellem det virkelige og det virtuelle, der inddrages i plottet og udgør dets rituelle ramme; dels i de simple karakterer, i forløbets åbenhed og endelig i fraværet af et publikum. I den forstand minder liverollespil om de gamle landskabs- og rollelege blandt børn: cowboys og indianere, politi og røvere osv. Forskellen er imidlertid, at der for liverollespillet findes et konkret forlæg, et manuskript, og at rollelegen foregår efter en nøje fastlagt manual. Forskellen til fantasirollespillet ligger i den måde, krop, artefakter og omverden inddrages på, og i, at hele forløbet er mere orienteret mod det sceniske og dramatiske.

Bræt-, figur- og kortspil, der refererer til de samme fantasiuniverser som de øvrige, f.eks. det tidlige kortspil Magic eller bræt- og figurspil som Blood Bowl og Warhammer, rummer alle et element af rollespil, der adskiller dem fra mere klassiske tilsvarende spil. Den primære forskel til de to øvrige rollespilstyper er imidlertid, at elementerne af eventyr og rollespil mere udgør en løs ramme omkring det, der stadig er et mere abstrakt, regelbaseret spil. Det er kendetegnende, at der i princippet hverken fortælles eller ageres, selv om der trækkes på en række af de fiktive universer, der også indgår i de øvrige typer af rollespil, men bruges terninger og kort eller manipuleres med objekter på et bræt. Denne type af spil er baseret på matematiske formler og algoritmer, hvilket også danner basis for de computerbaserede rollespil, som i denne strikte forstand er virtuelle. Når jeg også omtaler de øvrige typer af rollespil som virtuelle, så er det fordi de alle, til forskel fra rent sociale eller teatralske rollespil, har det systemiske indbygget som en væsentlig dimension.

Til forskel fra såvel live- som kort-, bræt- og figur- eller computerspil har fantasirollespillet oplagte lighedspunkter med den levende fortælling, blot med den forskel, at der her er tale om en slags kollektiv fortælling med en overordnet fortæller, den såkaldte spilleder, og at fortællingen indimellem kan afbrydes af såvel mere teatralske indslag som af terningeslag, der skal afgøre udfaldet af bestemte handlingssekvenser. Fælles for både fantasirollespillet og liverollespillet er imidlertid, at fortællingen ikke bare fortælles frem, men fremføres eller netop performes, idet fortællingen kropsliggøres og eventyret så at sige sker i og med spillet. For at dette kan finde sted, anvendes der ligesom i ritualet en bestemt fremgangsmåde med nogle fastlagte procedurer og formularer, der netop ved at sikre traditionen også sikrer karakteren af begivenhed, af live.

På den måde har begge typer af rollespil lighedspunkter med performancekunst og performanceteater. Lederen af Hotel Pro Forma, Kirsten T. Dehlholm, bestemmer performance som et værk i sig selv og som et værk, hvor formen er budskabet. Hun bestemmer dette kendetegn yderligere ved at sige, at det udførende jeg smelter sammen med formen og med dens symbolske betydning som ritual (Dehlholm 1993). Denne symbolske betydning er, når det gælder rollespil, vil jeg hævde, tæt knyttet til genren, og i fantasirollespillet til kunsten at fortælle. Dette skal jeg senere uddybe med inspiration fra aktuel fortælle- og performanceteori.