Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 5

At anvende rollespil og andre begreber, der i sit kulturhistoriske udgangspunkt stammer fra teatret, kender vi mange eksempler på i vores kulturhistorie. Der er en sammenhæng mellem den måde, hvorpå rollespil er blevet og bliver anvendt som metafor f.eks. inden for filosofien, sociologien og psykologien, og den måde at tænke på, der ligger til grund for forskellige former for rollespil.

Forestillingen om verden som en scene og menneskelivet som lige så flygtigt som en teaterforestilling er ikke blot beskrevet af Shakespeare, men sammenfattes i begrebet theatrum mundi (‘verdens teater’), som vi finder som tankefigur allerede i antikken hos f.eks. Platon og Seneca. Denne forestilling går igen i middelalderens mysteriespil såvel som i barokkens og renæssancens teater, og i begyndelsen af 1800-tallet anvendes theatrum mundi om en populær form for dukketeater, der fremstillede aktuelle begivenheder som f.eks. store slagscener. I vore dage er begrebet blevet anvendt af teaterantropologer som Richard Schechner og Eugenio Barba. Det, som gør sig gældende i alle disse tilfælde, er, at teatret anvendes som model eller metafor for verden.

I nyere tid har især sociologien og psykologien anvendt teatermetaforer til at beskrive den måde, hvorpå mennesket fungerer som individ og i forhold til andre. Sociologen Erving Goffman formulerer en dramaturgisk funderet sociologi, hvor han beskriver, hvordan mennesket iscenesætter sig selv og spiller forskellige roller i forskellige sammenhænge med henblik på at skabe en bestemt fremstilling og give et bestemt indtryk af sig selv. Psykiateren Richard Sterba forbinder også liv og teater ved at beskrive glæden ved at optræde og være tilskuer i teatret, som stærkt narcissistisk betonet og noget, der i en vis forstand repræsenterer en tilbagevenden til den tidlige barndoms magiske evne til at skabe fiktive, teatrale verdener omkring sig. Og psykologen J.L. Moreno anskuer livet som et fuldendt stykke teater, hvor det at leve er at være direkte involveret i den dramatiske handling, hvilket han bruger som udgangspunkt for at udvikle en særlig psykodramatisk metode, hvor det handler om at involvere patienten direkte i det drama, han eller hun ønsker at gennemleve, og hvor terapeuter – i henhold til teatrets princip om at anvende stedfortrædende typer/roller – spiller forskellige roller i en række konfronterende scener, der ikke kun er rekonstruktioner, men nye og spontane situationer. Dette sidste eksempel viser, hvordan teatermetaforen danner udgangspunkt for rollespil anvendt som en konkret – her terapeutisk – fortælleform.

Spørgsmålet er så, om anvendelse af teatermetaforer i vore dage dækker over det samme, som de gjorde på f.eks. Shakespeares tid. Når både William Shakespeare og den norske psykiater Finn Skårderud i citaterne ovenfor anvender teatermetaforer som scene, skuespiller og rolle, taler de så om det samme? Både ja og nej. Nok beskriver de begge verden og menneskets livsvilkår, men hverken verden eller menneskets livsvilkår er de samme nu som på Shakespeares tid. Når Shakespeare lader Jacques i As You Like It sige, at mennesket gennem livet spiller mange forskellige roller, så kan dette ved første øjekast se ud til at være det samme, som det Skårderud siger, når han pointerer, at mennesket må ‘beherske forskellige manuskripter og agere på forskellige scener’. Men hvor Jacques taler om de forskellige roller, som livets faser (barndom, ungdom, voksenliv, alderdom) og samfundets institutioner (erhverv, ægteskab, social klasse) tildeler mennesket, er de forskellige manuskripter og scener i Skårderuds metaforik udtryk for menneskets livsvilkår i nutidens hyperkomplekse samfund, hvor roller ikke nødvendigvis er noget, man får tildelt, men noget, man selv skaber. Selv om vi stadig er underlagt biologien og stadig til sidst møder den anden barndom ‘uden tænder, uden øjne, uden smag, uden noget som helst’ (som Shakespeare lader Jacques udtrykke det), så indebærer hyperkompleksiteten, at individet i stigende grad er blevet frisat fra de sociale institutioner, der tidligere definerede dets rolle. For at bruge en af postmodernismens forslidte fraser, så findes der ikke længere store fortællinger, som fastsætter individets handlingsrum. Til gengæld skaber individet i stigende grad sine egne roller og fortællinger. Vi skaber så at sige os selv som roller, som fortællinger. Og i denne proces anvender vi – som man gør det i teatret – forskellige rekvisitter og kostumer; medieteknologier (f.eks. mobiltelefoner), tøjstil, kropsudsmykning, musik, som fortælletekniske virkemidler, der indgår i vor selvfortælling. Rollespil bliver her et fortælleformat til skabelse af selvfortællinger og afprøvning af forskellige identiteter.