Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 14

Når fantasirollespillet er i gang, styres det af en såkaldt spilleder, der fungerer som en kombination af storyteller, instruktør og dommer. Spillederen er på forhånd udstyret med en indsigt i det pågældende scenario og regelsæt, som spillerne ikke har. I de tilfælde, hvor der er tale om selvlavede spil, er det ofte spillederen selv, der har skrevet scenariet og eventuelt også valgt eller konstrueret regelsættet. Det er også spillederen, der igangsætter spillet efter at have introduceret de centrale elementer i plottet.

Herefter afgøres det fortsatte handlingsforløb af samspillet mellem spillederen og spillerne og mellem spillerne indbyrdes. Fortællingens flow afbrydes af terningekast, når udfaldet af et konkret tiltag skal afgøres. Kan den og den person f.eks. dræbe dragen? Eller nå at lukke kisten inden det første morgenlys? Eller hacke sig ind på et computernetværk? Til hver handlingssekvens hører et eller flere terningekast, hvor spilpersonernes grundpoint kombineres med de aktuelle terningeslag i højst komplekse udregninger.

Spillet veksler undervejs hele tiden mellem (mindst) tre rammer for interaktion. Den inderste ramme befinder sig på et fortælleplan, hvor spillerne er helt inde i såvel fortællingen som spillet og i hver deres spilperson, og hvor spillederen kan optræde som en eller flere bipersoner. Her taler spillerne så at sige inde fra deres spilpersoner og anvender replikskifte i en form for direkte tale, f.eks.: »Her er helvedes mørkt, hvad gør vi?«. Den midterste ramme befinder sig på et fortælleplan, hvor spillerne stadig er i fortællingen, men uden for deres spilpersoner og fungerer som en form for medfortællere, idet de i enten 1. eller 3. person refererer deres handlinger over for spillederen. Eksempelvis: »Så prøver jeg/X, om jeg/X kan tænde en tændstik«. Eller mere som en indirekte tale: »Så sagde jeg, at jeg ville prøve …«. Den yderste ramme udgøres af et forhandlende plan, hvor spillerne er uden for fortællingen, men stadig inden for spillet, idet et bestemt initiativ forhandles med spillederen. F.eks. »Har jeg hurtighedspoint nok til det? Kræver det et terningeslag?«. Hertil kommer en meta-ramme, hvori man kan diskutere såvel genreregler som regelsæt, og hvor man er uden for såvel fortælling som spil, men stadig inden for rammerne af det, man kunne kalde spilsituationen. Endelig kan spillerne træde helt uden for såvel fortællingen som spillet og begynde at joke, gamble, diskutere hints til andre historier og medier etc. Hver ramme indbefatter igen forskellige positioner: Spillernes og spillederens er således ikke den samme inden for rammerne, idet spillederen f.eks. kan påtage sig flere (bi)roller i spillet og spillerne henvende sig henholdsvis til hinanden og til spillederen (Sørensen 2002a, se også Nina Riis: »Rollespillets fiktionskontrakt«).

Med denne komplicerede opbygning af fortælle- og spillerammer udgør fantasirollespillet en særlig form for narrativ performance, hvor det performative ligger i omgangen med de forskellige fortælle- og spillelag og glidningen frem og tilbage mellem det at være inde i og ude af henholdsvis ens egen karakter, fortællingen og spillet. Den performative udfordring og den heri bundne oplevelses- og udførelsesværdi ligger, vil jeg hævde, netop i samstemtheden mellem deltagere i og niveauer af henholdsvis fortælling og spil. Inden jeg udfolder dette perspektiv nærmere, skal jeg kort komme ind på, hvordan de forskellige typer af rollespil, som her er på tale, også må ses i en kontekst af (andre) aktuelle ungdoms- og mediekulturer.