Читать книгу Rollespil - Группа авторов - Страница 6
Rollespil som aktuel fortælleform
ОглавлениеVi har inden for de seneste årtier fået en række nye fortælleformer og dermed også en række nye fortællere på banen; reklamefolk, personaleudviklere, fremtidsforskere, spildesignere. Alt efter hvilke aktører vi har på banen, kaldes historiefortællingen storytelling, branding, human ressource management osv. Men fælles for dem alle er, at det er det at fortælle en historie, der er i fokus, hvad enten det nu handler om at iklæde bedriftens produkt en fortælling, der skaber opmærksomhed og sælger varer (corporate branding); det handler om at fortælle bedriftens egen fortælling, som skaber en følelse af samhørighed og tilhørighed hos de ansatte (corporate storytelling); det handler om at fortælle et samfund: et land, en region, en ø (local branding); det handler om at løse konflikter, debattere f.eks. politiske eller sociale problemstillinger eller illustrere og afprøve forskellige krisesituationer (simulationer/konfliktspil); eller det handler om at fortælle vor egen historie og på den måde vor egen identitet og fremtid (selviscenesættelse/selvfortælling). En af de mest anvendte fortælleformer i disse sammenhænge er rollespillet.
Anvendelse af ‘kanindræber-kurser’ og andre former for dramatiske handlingsforløb er almindelige måder at anvende rollespil på inden for moderne virksomhedsledelse. Når virksomheder ansætter forfattere, der skriver virksomhedens og de forskellige ansattes gøremål ind i ugentlige episoder i en slags uendelig docu-soap, sker dette netop som et slags rollespil, hvor de ansatte indskrives som aktører i en semi-fiktiv dramatisk fortælling. Selv når det gælder den årlige julefrokost hyrer mange virksomheder eventbureauer, dvs. professionelle rollespilsdesignere, til at give festlighederne et ekstra pift ved f.eks. at lade julefrokosten forme sig som et mordmysterium. De levende museer bruger rollespil for at levendegøre den nationale eller lokale historie, og på samme måde som egnsspil og historiske spil, der rekonstruktioner historiske begivenheder, kan de involvere tilhørerne som medspillere. Rollespil anvendes af Dansk Flygtningehjælp til at simulere, hvad det er at skulle flygte og dermed øge forståelse for flygtninges vilkår. Nato anvender rollespil til at simulere forskellige krisesituationer osv. Interessen for naturfag i folkeskolen forsøges løftet ved at lade fysik, kemi og matematik indgå som væsentlige narrative ingredienser i fiktive mordsager, hvor eleverne har roller som medlem af politiets rejsehold.
Som aktuel fortælleform adskiller rollespil sig fra andre fortælleformer. Her er fortællingens status ændret fra at være noget, der bliver formidlet til os, og hvor verden og os i den bliver fortalt, og som derfor ligger fast, til at blive en form for fortælleproces, hvor vi rykker ind som væsentlige aktører. Fortællingen er noget, vi selv skaber, og som vi selv spiller rollerne i. Der sker et markant skift i vor opfattelse af verden, når vi går fra at se den som serier af tilfældige eller skæbnebestemte hændelser, til at se den som fortællinger, der er menneskeskabte og ikke begrundet i f.eks. metafysik eller naturvidenskab – dvs. i instanser uden for/oven over os selv. Den hyperkompleksitet, som er kendetegnende ved dagens samfund, og som sætter sig igennem på alle niveauer, udfordrer de klassiske fortælleformer og inviterer til fortællinger, som er mere komplekse, mere åbne, ja, som endda er interaktive.