Читать книгу Entreprenorskabsundervisning - Группа авторов - Страница 12

Entreprenørskab i videregående uddannelser er diskuteret i mange år, fx i forbindelse med IDEA (International Danish Entrepreneurship Academy) og Øresund Entrepreneurship Academy.

Som følge heraf er der en stigende mængde litteratur om, hvordan man på forskellig vis kan tilrettelægge uddannelseselementer, der giver ‘entreprenørielle kompetencer’. Disse bidrag bevæger sig på forskellige analyseniveauer. Kirketerp (2010) fokuserer i høj grad på, hvad det er for pædagogiske/didaktiske metoder, der kan anvendes i den daglige undervisningstilrettelæggelse. Hun argumenterer for, hvordan foretagsomhedskompetence kan udvikles gennem det, hun beskriver som skubmetoden. Kirketerp udkrystalliserer sin metode med afsæt i casestudier hos Kaospiloterne, Babson College, MIT samt Operation Startup, der er et særligt entreprenørskabssemester på Københavns Universitet.

Andre fokuserer på tilrettelæggelse af specifikke afgrænsede aktiviteter som innovation camps og lignende (Hansen & Byrge, 2008; Lassen & Nielsen, 2008), konkrete pædagogiske overvejelser knyttet til fx problembaseret læring (Sørensen & Laursen, 2008), generelle overvejelser om praksiselementet i iværksætteri- og innovationsundervisningen (Stolt & Vintergaard, 2009), eller hvilken rolle undervisning i entreprenørskab på universiteter har for stimulering af teknologioverførsel og udnyttelse af akademiske opdagelser (Gibb, 2005).

Men i den eksisterende litteratur på området savnes bidrag, der diskuterer de udfordringer, det giver, når entreprenørielle elementer skal tænkes ind på studieordningsniveau, og hvor de ikke foregår på en institution, der er særligt dedikeret som i Kirketerps cases omkring henholdsvis Kaospiloterne og Babson College, eller afgrænses til konkrete events som camps og lignende, eller isoleres på specifikke fag eller gennemføres som aktiviteter uden for curriculum.

Et enkelt eksempel på et bidrag, der diskuterer på uddannelsesniveau, findes hos Rezania & Henry (2010). Rezania & Henry opstiller en typologi til at klassificere forskellige sammensætninger af uddannelser, hvor de bygger på to dimensioner. Den ene dimension skelner mellem profession med fokus på konceptuel viden på den ene side og praksis med fokus på procedural viden på den anden side. Den anden dimension fokuserer på ‘ontology of knowledge’ med objektiv, målbar, kontekstuafhængig viden i den ene ekstrem, og i den anden ekstrem på individuelt konstrueret viden, der integreres ind i den enkeltes kognitive strukturer, og som udvikles på baggrund af konkrete erfaringer og måder at se verden på.

Disse dimensioner anvendes til at skelne mellem forskellige typer af management education, som i Danmark bedst kan sammenlignes med det at skelne mellem universitets-, professions- og akademiuddannelser. Men Rezania & Henry (2010) tager ikke diskussionen videre fra overordnede betragtninger om forskelle mellem uddannelser, til hvad der er af udfordringer på konkrete uddannelser med forskellige samtidige logikker.

I antologien Entreprenørskab og Kompetencer (Bager & Nielsen, 2008a) samles en række bidrag med fokus på samspillet mellem entreprenørielle kompetencer og uddannelse og træning. Denne antologi falder i to hovedafsnit. Et hovedafsnit med fokus på behovet og effekten af undervisning og træning i entreprenørskab, og et hovedafsnit med fokus på metoder til entreprenøriel kompetenceudvikling. Hvorfor skal vi have det – og hvilke konkrete metoder og aktiviteter kan vi sætte i søen? Men ingen af disse bidrag forholder sig til, hvilke udfordringer det giver at gøre det inden for rammerne af et traditionelt universitet.

Der savnes således erfaringer med de udfordringer, det giver, når entreprenørielle elementer tænkes ind i grundstrukturen på en helt traditionel universitetsuddannelse i den helt traditionelle universitetsstruktur og -kultur, og hvor ambitionen altså ikke blot er at sætte parentes om udfordringerne ved at isolere dem på en event eller i et enkelt kursus. Hvilke udfordringer giver det, når forskningsbaseret foretagsomhed forsøges tænkt ind som en grundtone i en helt specifik bacheloruddannelse?

Udfordringens omfang illustreres af Bager & Nielsen (2008b), der argumenterer for, at der er en række svagheder i uddannelsessystemet i relation til den entreprenørielle udfordring. De peger på, at uddannelsessystemet er præget af:

 opdeling i faglige ‘siloer’ – mens entreprenørskab kræver tværfaglighed

 dominans af traditionel lærerstyret undervisning – mens entreprenørskab kræver, at studerende aktiveres, og læreren bliver coachende snarere end styrende

 dominans af passiv læring – mens der fortsat savnes proaktive former, der griber om den nye udfordring og træner foretagsomhed (frit efter Bager & Nielsen, 2008b, s. 9-10).