Читать книгу Entreprenorskabsundervisning - Группа авторов - Страница 19

Min datter og jeg leger tit gæt et dyr på lange køreture. Ideen er, at den ene tænker på et dyr, og den anden stiller lukkede spørgsmål for at indsnævre, hvad det er for et dyr, der tænkes på. Spørgsmål som ‘Har det fire ben?’ eller ‘Har det vinger?’ eller ‘Er det uddødt?’ fjerner en lang række potentielle dyr fra listen. Det er en udmærket leg, der konkretiserer erfaringer med dyr og fremmer evnen til at spørge afgrænsende. Vores hjerner arbejder på den måde hele tiden. På millisekunder afgør vi, hvordan vi skal forholde os til det, vi sanser, ved at bruge vores erfaring og udelukke alt det, der ikke kan være tale om. Nogle kender formodentlig til den danske psykolog Edgar Rubins vase-ansigter og Borings kone/svigermor-illustration. Den første viser i samme billede to ansigter, hvis profiler danner en vase. Den anden viser en tegning af en smuk ung kvinde, men kigger man igen, ser man måske også en gammel kone. Vi kan se begge dele men må skifte mellem de to, fordi vi knytter det, vi sanser, til det, vi forventern og ikke kan se begge variationer samtidig (Frith, 2007). Vi søger at nedsætte usikkerheden af vores iagttagelser ved hele tiden at foretage approksimationer af usikkerheden. Det sker som en ubevidst handling i modsætning til den mere bevidste udelukkelsesmetode i ‘Gæt et dyr’, men mekanismen er den samme (sat på formel af Thomas Baye (1702-1827). Den første del af denne artikel tager udgangspunkt i, hvor vi står, når vi taler sammen som entreprenørskabsundervisere. Det, at vi enten er vant til at være alene i feltet eller til at være en del af en gruppe, præger måden, vi opfatter hinanden på, og brugen af centrale begreber. Det grundlæggende uhensigtsmæssige er, når vi tror, at vi siger det samme, men mener noget forskelligt, samt når vi tror, vi mener noget forskelligt, men i virkeligheden er enige. Blinde pletter og download af kendte mønstre står i vejen for en reel dialog og hindrer samarbejdet.

På samme måde kan de billeder, vi knytter til vores viden og tænkning, hindre en reel forståelse. Anden del af artiklen udfolder den form for billeder, som benævnes metaforer. Dette begreb dækker her over den kognitive sproglige ressource, som metaforen er. Metaforen er en måde at overføre erfaring fra et kendt felt til et andet for at forklare det. Som når vi taler om væksthuse og inkubatorer i forbindelse med entreprenørskab og iværksætteri. At tale metaforisk er derfor ikke blot at tale med mange billeder, men helt konkret at anvende billeder, der kan sammenligne erfaringer, som hjælper vores forståelse. Og frem for alt er det problematisk for forståelse og samarbejde, hvis vi ikke taler ud fra de samme grundlæggende metaforer. Jeg vil argumentere for, at vi ikke taler i hensigtsmæssige metaforer, når vi taler om entrepreneurer, fordi de hører til et forgangent paradigme og er i uoverensstemmelse med de metaforer, entrepreneurerne selv tænker i.

Det sidste element, denne artikel bearbejder, er entreprenørskabsretorikkens tendens til at opdele i dikotomier, der gensidigt udelukker hinanden. Det er en normal udskillelsesproces, hvor man for at differentiere sig i en opstartsfase vælger at fokusere på det, man er i modsætning til andre frem for i relation til andre. Disse dualiteter eller dikotomier er dog ikke hensigtsmæssige for udviklingen af entreprenørskabsundervisning i samklang med de mere traditionelle uddannelsestilgange, da den gensidige udelukkelse ikke er befordrende for dialog mellem eksisterende og nye metoder.