Читать книгу Entreprenorskabsundervisning - Группа авторов - Страница 17

To centrale bidrag har det været formålet at give med denne artikel. Den flytter debatten omkring entreprenørskabsundervisning til et uddannelsesniveau i en traditionel universitetskontekst, og den opbygger en teoretisk referenceramme, der linker forskellige forestillinger om forskning til at analysere konsekvenser for uddannelsestilrettelæggelse og akademikerens samspil med praksis.

Det er centralt, at den opstillede referenceramme skal opfattes som et indledende bud på en idealtypisk model. Indledende i den forstand, at de specifikke sammenhænge mellem de forskellige analyseniveauer ikke har været det særskilte fokus her – fokus har alene været at danne en ramme for netop at diskutere disse sammenhænge i en helhed. Idealtypisk i den forstand, at vi næppe vil møde uddannelser endsige uddannelseselementer, der fungerer strengt efter en af logikkerne. I praksis skal de forskellige elementer snarere opfattes som tektoniske plader, der hele tiden udvikler sig og ramler sammen og skaber større eller mindre jordskælv, som må håndteres i den daglige, den taktiske og den mere strategiske uddannelsesledelse.

Den teoretiske referenceramme giver et samlende fundament for at diskutere samspil og sammenhænge mellem forskellige bidrag, der placerer sig på forskellige analyseniveauer og har afsæt i forskellige forestillinger om vidensproduktion.

Sidst, men ikke mindst, er det pointen, at forskningsbasering og foretagsomhed ikke er gensidigt udelukkende fænomener. Forskningsbaseret foretagsomhed er ikke et udtryk med indbygget modsætning. Med afsæt i en modus 2-tænkning omkring uddannelser er forskningsbaseret foretagsomhed netop det ideal, vi skal stræbe efter i forhold til de studerende – eller det, vi i den teoretiske referenceramme har beskrevet som vidensskabelses- og foretagsomhedskompetence.