Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 10

Større problemer knytter sig til betegnelserne for negative holdninger til indvandrere. Man kan relativt neutralt tale om “indvandringskritiske”, men det er ikke den neutrale sprogbrug, der er fremherskende. Tværtimod er der, som det allerede er fremgået, en vis forkærlighed for stærke udtryk og ikke mindst for udtrykket “racisme”.

Brugen af udtrykket i forbindelse med Danmark virker umiddelbart mærkelig. For i den klassiske forstand, hvor “racisme” betegner modvilje mod andre “racer”, er der ikke megen racisme i Danmark. Vi har 150-200 nynazister med en “borg” i en københavnsk forstadsvilla, og sandsynligvis er der et par smågrupper til. Stort mere er det ikke.

Racisme er generelt noget, danskerne forbinder med udlandet. Der er de store historiske eksempler som Hitler-Tyskland, apartheidtidens Sydafrika og ekstremisterne i de amerikanske sydstater. Der er også de nynazistiske grupper i Tyskland, der med mellemrum myrder farvede, og de ret talstærke nynazistiske grupperinger i Sverige – også med mord på samvittigheden. Men den slags mord har Danmark ikke haft.

Men nu skulle der ifølge udenlandsk kritik være megen racisme i Danmark, og for eksempel er statsminister Anders Fogh Rasmussen blevet kaldt racistisk. Noget kan skyldes dramatiserende journalistik, men også i mere akademiske sammenhænge møder man en bredtfavnende brug af udtrykket “racisme”.

Den svenske professor Anders Lange peger således på, at der er gået inflation i begrebet. Ordet bruges selvsagt i den helt klassiske betydning, hvorefter man skiller personer ud på biologiske eller formodet biologiske kriterier, ser de udskilte som en reelt eksisterende gruppe med bestemte egenskaber samt behandler og vurderer dem negativt. I 1960’erne begyndte man imidlertid også at tale om “racisme” i forbindelse med faktorer, der kunne formodes at medvirke til undertrykkelsen af grupper defineret på biologiske kriterier, og i 1980’erne blev “racisme” bredt ud til at gælde alt med forbindelse til diskriminering på grund af race eller etnicitet samt mangel på lighed i bred almindelighed. Anders Lange peger på, at der nu tales om en række forskellige racismer: Latent racisme, kulturel racisme, strukturel racisme, økonomisk racisme og så fremdeles¹⁰.

Beskrivelsen af bredden i sprogbrugen synes dækkende. Den norske professor Marianne Gullestad skriver således, at meget få nordmænd ønsker at være racister, men fortsætter med at skrive, at “alligevel er racialisering baseret på kulturforskelstænkning næsten allestedsnærværende”. Ifølge Marianne Gullestad er nordmændenes kritiske syn på kvindens stilling i indvandrermiljøerne et klart eksempel. Marianne Gullestad vil selv afstå fra at give en præcis definition af “racisme”, men hun ønsker at se på, om folk begrunder deres handlinger på en måde, der implicerer “et begreb om rangordnede ‘racer’ eller uforenelige ‘kulturer’ og ‘religioner’” ¹¹. Her er “racisme” og “racialisering” ikke blot et spørgsmål om biologi, men også om kultur og religion.

I Danmark går antropologen Peter Hervik tilsvarende i et interview imod, at man alene forbinder “racisme” med fænomener som nazisme, apartheid eller Ku Klux Klan. Den slags “racisme” er der, ifølge Peter Hervik, ikke meget af i Danmark. Men i stedet for at afstå fra at tale om “racisme”, foreslår han en stærkt udvidet definition:

“Hvis der for det første er etableret et ‘os’ og ‘dem’, hvis ‘dem’ for det andet regnes for inferiøre i værdier, tro og loyalitet over for samfundet, og man for det tredje lader de to første punkter udmønte i egentlig forskelsbehandling … så mener jeg, at man objektivt kan tale om racisme”¹².

Interviewet blev givet i anledning af en kritisk rapport, han havde udarbejdet for Nævnet om Etniske Minoriteter om mediernes dækning af islam, og Peter Hervik har også medvirket ved udarbejdelse af rapporter for EUMC.

Tilsvarende peger Peter Hervik og Rikke Jørgensen i en længere artikel på, at danske politikere benægter, at der er racisme, men forfatterne fremhæver over for dette et fænomen, de kalder “nyracisme”, der defineres på samme vis som i citatet¹³.

Også i EUMC-sammenhæng bruges udtrykket “racisme” meget bredt. Organisationen udgav således i 2002 en rapport om racisme i medierne, og redaktøren af den samlede rapport, Jessika ter Wal, skriver i denne om grundlaget for arbejdet:

“Som resultat af den udbredte accept og internalisering af antiracistiske normer i de nutidige pluralistiske samfund sker den fortsatte uddifferentiering og udelukkelsen af etniske minoritetsgrupper mere skjult og legitimeres på basis af andre kriterier end (alene) racemæssig forskel eller underlegenhed… Racisme ses ikke længere som en irrationel, individuel ‘fordom’. I stedet er argumenterne, der bruges til at retfærdiggøre racistiske holdninger, ofte rationelt begrundede med henvisninger til for eksempel begrænsede økonomiske ressourcer, manglende plads, arbejdsløshed, kulturel uforenelighed etc”¹⁴.

Karakteristikken har et bemærkelsesværdigt træk: Anti-racistiske normer siges at være bredt accepterede og endda internaliserede, men alligevel kan der være tale om “racisme”. Videre er “racisme” ifølge Jessika ter Wal ikke blot knyttet til (forkerte) fordomme, men kan være rationelt begrundet. Konsekvensen er, at enhver differentiering mellem og forskelsbehandling af etniske grupper kan opfattes som “racistisk”. Også her synes der at være gået inflation i begrebet.

Denne formulering kunne betragtes som Jessica ter Wals egen formulering, hvis ikke EUMC i sin årsberetning for år 2000 – udgivet 2001 – gav rapporten en foromtale og gjorde dens formuleringer til sine egne. Årsberetningen fremhæver, at racisme i medierne ikke længere baseres på grove stereotyper. I stedet peger organisationen på et fænomen, organisationen kalder “subtil racisme”¹⁵, og som fungerer ved:

EUMC kalder det “subtil racisme” at pege på de problemer, indvandringen måtte give modtagerlandet.

“Brug af et andet grundlag end race for opbygning af argumenter, såsom økonomiske krav, kulturelle forskelle, sikkerhed og medicinske trusler, der defineres i kontrast til en formodet kulturelt homogen værtsbefolkning (min fremhævelse).”

Simpel rapportering om “racistiske ideer”, uden opposition, kunne ligeledes ses som samtykke. EUMC skrev således:

“Racisme i medierne kan endvidere komme frem ved præsentation af meninger, som om de var facts, kombineret med manglende imødegåelse eller udfordring af racistiske ideer”.

Endelig kan det ifølge EUMC være racisme at fremhæve problemer i forbindelse med de etniske minoriteter:

“Et yderligere træk er reportager om begivenheder ud fra perspektivet af, hvorledes disse kan påvirke værtsbefolkningen negativt, som det sker i Finland og Holland, hvilket bidrager til en opfattelse af etniske minoriteter som kilden til problemerne”.

Sådanne betragtninger findes ikke blot hos EUMC. En dansk radiojournalist blev således ved danske domstole, fra byret til højesteret, dømt efter den såkaldte “racisme-paragraf ” for at have bragt et interview med en “grønjakke” med stærkt negative synspunkter på fremmede. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg gik dog imod afgørelsen under henvisning til ytringsfriheden¹⁶. Journalisten Frede Vestergaard beretter ligeledes, at økonomer, der i Sverige søger at beregne indvandringens omkostninger, er blevet omtalt som “økonomiske racister”¹⁷. Ud fra en sådan sprogbrug kunne en del af undersøgelserne af indvandrernes (manglende) integration på arbejdsmarkedet fra Rockwool Fondens Forskningsenhed også kaldes “økonomisk racisme”.

Den udvidede sprogbrug kom også frem i en dansk højesteretsdom fra 2003. Pia Kjærsgaard havde ved to lavere instanser vundet en injuriesag mod en politisk modstander, der havde kaldt hende en “racist”. Sagen gik imidlertid til Højesteret, der indhentede en udtalelse fra Dansk Sprognævn, ifølge hvilken “racist” også bruges på den, der er negativ over for andre grupper – selv hvis de er af egen race. Derefter tabte Pia Kjærsgaard sagen. Det indgik dog også i afgørelsen, at udtalelserne om Pia Kjærsgaard var faldet i en stærkt politiseret sammenhæng.

DISKUSSION: Ud fra ét perspektiv rejser sprogbrugen et spørgsmål om brugen af værdiladede termer til analytiske formål, og om hvor man kan bruge termen “racisme”. Men der er også et videre perspektiv. Under alle omstændigheder er “racisme” et skældsord, og de udvidede betydninger peger på en række mulige tabuer i forbindelse med omtalen af indvandrere:

 Man må ikke lægge vægt på kulturforskelle og mene, at nogle værdier er bedre end andre, jf. Marianne Gullestad.

 Man må ikke skelne mellem forskellige grupper og gøre forskel, jf. Peter Hervik og Rikke Jørgensen.

 Man må ikke pege på de problemer, som etniske minoriteter kan give, jf. EUMC. Det er i orden at se de problemer, der måtte være hos “den modtagende befolkning” – her hos “danskerne” – mens det på forhånd er suspekt at se problemer hos indvandrerne.

Sådanne tabuer kan gøre sig gældende, selvom man bruger andre udtryk som “fremmedfjendtlighed” eller “xenofobi”. Afgørende er, at der peges på regler for, hvilke perspektiver det er “tilladeligt” at anlægge på virkeligheden. Dette har videre konsekvenser:

 Forestillinger om tilladelige perspektiver rammer de politikere og de debattører, der peger på fænomener, som de anser for problematiske i visse indvandrermiljøer – som kvindesynet eller indstillingen til demokrati – for i sig selv vidner en sådan påpegning af problemer ud fra de udvidede betydninger om en negativ indstilling til indvandrerne eller deres kultur.

 Forestillinger om tilladelige perspektiver rammer imidlertid også rapporteringen om sådanne fænomener i medier og i rapporter fra internationale organisationer, for også her bliver det suspekt at acceptere, at der er problematiske sider ved indvandrermiljøerne. Dette afviger på mange måder fra almindelig nyhedsrapportering og fra almindelig debat, hvor det er normalt at “se sagen fra begge sider” og finde fejl og mangler hos alle parter i en konflikt.

Det er langtfra givet, at den faktiske rapportering slavisk følger reglerne for, hvad der er “tilladeligt”. Men blot en mere uspecificeret modvilje mod at se problemer ved indvandrerne og ved indvandringen vil på forhånd ramme politikere og debattører – som de danske – der faktisk ser problemer: Deres argumenter er suspekte, og det er nærliggende at tilskrive de pågældende uvedkommende motiver snarere end interesse for selve problemerne.