Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 21

Det hidtidige kan bruges til at differentiere de indvandringskritiske synspunkter hos danske partier, idet vægten lægges på de mere klart indvandringskritiske partier, nemlig Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Venstres og De Konservatives synspunkter må klart karakteriseres som indvandringskritiske i den forstand, at partierne var kritiske over for den indvandringspolitik, der var ført, indtil de selv overtog regeringsmagten.

Derimod er det et åbent spørgsmål, hvorvidt partierne også kan siges at være “indvandringsnegative”, for det af hænger af, hvilken vægt man lægger på regeringspartiernes ønsker om at begrænse asyl og familiesammenføring i forhold til partiernes positive indstilling til arbejdskraftindvandring. Det er regeringspartiernes ønsker om stramningerne, der har domineret i den offentlige debat og har spillet den største rolle i VK-regeringens politik fra 2001 og frem. Men den positive indstilling er også markeret i debatten og i den praktiske politik i form af green-card-ordningen og i fastholdelsen af åbningen for østeuropæisk arbejdskraft mod Dansk Folkepartis ønsker. En endelig vurdering må derfor vente.

På det kulturelle område er der hos Venstre og Konservative klar modstand mod træk i visse indvandrermiljøer – ikke mindst over for mere eller mindre tvangsmæssige ægteskaber – og VK-regeringen henviser da også hertil i argumentationen for de skærpede regler for familiesammenføringer. Men der er ikke tegn på en almen negativ indstilling til bestemte kulturer.

Dansk Folkepartis position er mere enkel. Dansk Folkeparti er generelt negativ over for indvandring, hvad enten den sker ud fra landets behov eller ud fra indvandrernes ønsker.

Partiet udmærker sig også ved en ret konstant og almen kritik af muslimsk kultur – ikke blot når det gælder bestemte træk ved familiemønstrene, men også når det gælder bygning af moskeer²³, muslimsk hovedbeklædning etc. Derimod er der ingen tegn på biologisk tænkning, idet partiet har praktiseret en hård eksklusionskurs over for de helt ekstreme grupper²⁴.

Hvor Venstre og Konservative er præget af specifik kritik af træk ved indvandrermiljøerne, er billedet for Dansk Folkeparti snarere en generel kritik af bestemte kulturer, men uden at der trækkes på biologiske forestillinger.

Variationen i synspunkter møder man også hos vælgerne. Der er vælgere, der i det store og hele er gennemført indvandringspositive, men det indvandringskritiske er også meget rigt repræsenteret, for der er – som senere mere detaljerede resultater vil vise – overvejende flertal for at begrænse indvandringen og også for mindskning af udgifterne til indvandringen. Derimod er kulturkritikken ikke nær så udbredt, idet vælgerne er splittede med hensyn til, om indvandringen er en kulturel trussel. Mange kritikere af indvandringen synes ganske pragmatisk, at de problemer, der er, ville løse sig selv, hvis indvandrerne kom i arbejde. Og med hensyn til den biologiske tænkning synes Peter Hervik som oven for citeret at have ret i, at der ikke er megen racisme i den klassiske forstand.

Fremmedpolitikken er dermed for både partier og vælgere så langt fra at være et konsensusområde, som det kan være, for splittelsen er det dominerende.