Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 7

“Udlandet” er en diffus kategori. I praksis er tre sæt kilder i fokus, nemlig medier i nabolande, politikere i nabolande og rapporter fra internationale organisationer, suppleret med uddybende samtaler med journalister (søjle 3 i figur 2.1). I princippet skulle dette give:

 En variation mellem forskellige typer kilder.

 En variation mellem forskellige oprindelseslande, dog modificeret af fokuseringen på nabolandene.

Indtrykket af variation i kilderne kan let overvurderes. Først og fremmest er Danmark et lille land og dansk et sprog, som kun få forstår. Selv i Sverige måtte samtaler til dette projekt til dels gennemføres på engelsk. Snarest er Danmark et land,

 hvor et mindre antal udenlandske aviser, telegrambureauer etc. hver har kontakt med en herboende journalist. Omfanget af selvstændig “research” må blive begrænset

 hvor udenlandske politikere orienterer sig efter, hvad disse journalister skriver, og hvor tilrejsende udenlandske journalister fra Tyskland og UK ligeledes vil være afhængige af briefinger fra og artikler af herboende pressefolk.

Der er et tigerspring til lande som Tyskland, England eller Frankrig,

 hvor udenlandske aviser, telegrambureauer etc. opretholder selvstændige redaktioner af en vis størrelse

 hvor udenlandske politikere og journalister på egen hånd følger med i, hvad der sker.

Dækningen må dog påregnes at være bedst i nabolandenes presse, hvorfor den er vægtet højest¹.

Mere præcist var fremgangsmåden følgende:

UDENLANDSK PRESSE: Indsamlingen af pressemateriale skete i alt væsentligt for perioden 1. januar 2000 til ultimo 2002 og med koncentration om Norge, Sverige, UK og Tyskland.

Materialet er primært fundet via internettet. Derudover blev analysen søgt differentieret gennem uddybende samtaler med udenlandske journalister og politikere.

Brugen af internettet gav en mulighed for forholdsvis hurtigt at søge bredt i mange medier, som næppe er til stede ved en gennemlæsning af for eksempel en række medier i en række lande for at finde artikler om danskernes forhold til indvandrerne. Om ikke andet ville det tage meget længere tid, og det ekstra tidsforbrug ville i stort omfang være spildt: Hvorfor bruge tid på gennemsøgning, når materialet allerede er indekseret af de enkelte medier selv, og når der ydermere findes tværgående søgetjenester, der for mange aviser på en gang søger artikler om bestemte emner?

Samtidig mindskede brugen af internettet risikoen for, at udvalget blev alt for stærkt præget af for eksempel perspektivet i nogle få aviser, for man kan ret let søge i mange aviser. Her er det dog nødvendigt med forbehold, nemlig at der ikke – som på bibliotekerne – er et fælles decimalklasse-system eller anden form for fast indeksering, som man kan bruge ved søgning i alle aviser. Resultatet af søgningen af hænger stort set af, hvilke ord der er brugt i teksten. Til en begyndelse kan man bruge f.eks. kombinationer af “Danmark” og “indvandrere”, oversat til de forskellige sprog, men selv her varierer de bedste centrale termer til søgningen fra land til land. For eksempel kan “indvandrere” også omtales som “udlændinge”, “fremmede” eller “etniske minoriteter”, og negative holdninger til disse grupper findes under “xenofobi”, “fremmedfjendtlighed”, “fremmedfrygt” eller “racisme”.

Dernæst er omtalen af forholdet til indvandrerne ofte bundet til konkrete begivenheder og udtalelser. I første halvår af 2000 var der således megen omtale i svensk og tysk presse af Danmark i forbindelse med sanktionerne mod Østrig – pointen var som oftest, at den danske politik lignede den politik, det østrigske Frihedsparti under Jörg Haider stod for – men der var næsten ingen omtale i engelsksproget presse. Det virkede interessant, men for at være sikker blev “Haider” også brugt som søgeord. Tilsvarende var der i andet halvår en del omtale i udlandet af den danske debat om isolering af kriminelle asylsøgere, men i den svenske søgetjeneste Presstext var det vendingen “øde ø”, der gav rigtigt mange referencer til debatten.

Noget sådant kan man ikke vide på forhånd, og søgningen blev derfor todelt. I en central periode, nemlig fra starten af 2001 til midten af 2002, blev der i en første gennemsøgning valgt en eller to aviser i fire lande, og her blev der søgt “i dybden” med brug af mange søgeord samt ret nøje gennemgang af artiklerne. De valgte medier var:

Sverige:	Dagens Nyheter og Sydsvenska Dagbladet
Norge:	Aftenposten
UK:	The Independent
Tyskland:	Die Welt

I en anden fase blev der derefter for den samlede periode, dvs. med inddragelse af år 2000 og andet halvår af 2002 søgt “bredt” i mange medier med brug af erfaringerne fra den første søgning. Her blev der ikke mindst brugt generelle internet-søgetjenester (Presstext, www.paperazzi.de, Lexus-Nexus etc.). Dette betød tillige en udvidelse til hele sprogområder, idet den svensk-finske og især den østrigske presse også kom med. Ofte er det de samme bureauer og korrespondenter, der inden for et sprogområde dækker Danmark på tværs af landegrænser. Den brede søgning betød, at andre medier end de først udtagne medier kom stærkt ind i billedet med mange beretninger om dansk udlændingepolitik. I Sverige gjaldt dette for eksempel Expressen og Aftonbladet og i Tyskland Frankfurter Allgemeine Zeitung.

I den første søgning var der per definition ingen spredning på forskellige medier i de enkelte lande. Men der var en spredning for de inddragne lande under et. Mens Dagens Nyheter, Sydsvenska Dagbladet og The Independent er opinionsprægede aviser med en klar “liberal profil” i indvandrerspørgsmål, er Die Welt og Aftenposten snarere klassiske omnibusaviser med vægt på den solide dækning.

“Den brede søgning” skulle give en korrektion af skævheder i “dybdesøgningen”. Men mere er der formentlig ikke tale om, idet “dybdesøgningen” stadig sætter sit præg på materialeudvalget fra de enkelte lande. Slutninger om, at “sådan er svensk presse”, eller “sådan er norsk presse”, har derfor et forholdsvis hypotetisk præg. Spredningen i det samlede materiale kommer derfor først og fremmest ved, at der er set på medier med forskelligt præg i forskellige lande.²

Samtidig er der skævheder og muligheder for skævheder: Materialet domineres af de trykte medier, og selvom der er brugt materiale fra svensk radio og tv, er de elektroniske medier klart underrepræsenterede.

Videre er internettet fremragende til at finde artikler, når de er der, men giver – modsat en forgæves gennembladning af en række aviser for at finde stof – ikke indtryk af en eventuel manglende omtale. Man kommer derfor let til at overvurdere den udenlandske interesse for den danske indvandrerdebat. I samtaler med udenlandske politikere kom det da også et par gange frem i sidebemærkninger (ikke refereret), at de pågældende ikke havde beskæftiget sig synderligt med den danske valgkamp.

Tilsvarende kunne brugen af internettet let give et indtryk af en mere intens meningsdannelse, end der faktisk er basis for, da markante opinionsartikler formentligt har større chance for at blive lagt på nettet end faktuelle beretninger. På området “flygtninge og indvandrere” er det dog vanskeligt at bruge en traditionel sondring mellem faktuelle nyhedsartikler, og ledere der udtrykker holdninger. Der er nemlig en udstrakt brug af mellemformer, hvor “facts” sættes ind i en holdningspræget ramme, til dels i form af “kampagnejournalistik”.

Endelig er der muligheden for politiske slagsider. Den vigtigste side heraf er allerede nævnt, nemlig at nogle, men ikke alle medier har en klar liberal profil i spørgsmål om “flygtninge og indvandrere”. Derimod er betydningen af den klassiske, økonomisk-betonede venstre-højre-linje mindre klar. Således er det i flere lande den borgerlige side, der er mest åben over for arbejdskraftindvandring.

I tillæg til selve pressestoffet blev der gennemført uddybende interviews med herboende korrespondenter for udenlandske medier (Norge, Sverige, UK, Finland og Tyskland), med journalister i hjemlandet (Norge) og med tilrejsende journalister (Holland, Frankrig).

Rent praktisk skal det noteres, at brugen af internettet kan give problemer med dateringen: Hvor offentliggørelsesdagen er angivet (på Web-siden), er denne oplysning brugt i det følgende, men ofte er alene oplyst, hvornår den pågældende artikel er lagt på nettet. Dette kan betyde, at for eksempel artikler til avisernes morgenudgaver – skrevet aftenen i forvejen – dateres til den forudgående dag.

UDENLANDSKE POLITIKERES opfattelser af Danmark kunne i vidt omfang aflæses af pressen – ikke blot den udenlandske, men også den danske, for udenlandsk kritik er godt stof i dansk presse. Men der var den risiko, at det var de specielt engagerede politikere, der især udtalte sig, hvorfor der også kunne være grund til at spørge bredere.

I samme retning trak en anden betragtning: Et kritikpunkt fra udenlandsk side var selve debatformen i Danmark. Men hvordan diskuterer man så i de andre lande spørgsmålet om indvandrere? Stadig kan man her aflæse meget af den udenlandske presse, men der er også grund til at spørge aktørerne selv om kriterierne for en rimelig debat: Hvad kan man tillade sig at sige?

Det blev derfor planlagt at tale med 4-5 politikere, partifunktionærer eller andre aktører i hvert af de fire nabolande (Norge, Sverige, Tyskland og UK), i tillæg til samtalerne med udenlandske journalister. Ud fra danske erfaringer skulle dette også være en realistisk plan. Udenlandske studerende på gæsteophold i Danmark kan som regel uden større besvær få samtaler med danske folketingsmedlemmer.

Trods god hjælp fra danske politikere, partifunktionærer og journalister viste det sig at være noget af en illusion. I Norge gik det fint med kontakt til både politikere og journalister, hvorimod det var langt sværere i både Sverige og Tyskland. En afgået tysk partileder besvarede således en anmodning om en samtale med, at han ikke havde tid til at tale med akademikere, og fra et svensk parti svarede nøglefunktionærer tilsvarende omkring 1. juni 2002, at de ikke havde tid til at tale med akademikere før efter det svenske valg den 15. september 2002. Da havde de åbenbart heller ikke tid, for adskillige opringninger efter valget gav intet resultat. Heldigvis lykkedes det senere at få en samtale med et medlem af Riksdagen fra samme parti³.

I Tyskland kom den ekstra vanskelighed til, at jeg i to tilfælde fik samtaler med partifunktionærer, der blot ikke ville citeres, og heller ikke ville have, at der blev brugt optager. Fortrolige samtaler uden for referat kan per definition ikke være bærende dele i et portræt af debatten i de pågældende lande, men specielt den ene af de tyske partifunktionærer gav særdeles nyttige tips til fortolkning af beretningerne i de trykte medier.

Efter vanskelighederne i de nærmeste nabolande, blev det opgivet at søge samtaler i UK, således at dækningen i form af politikersamtaler kun er tilfredsstillende for Norge og – efter en del besvær – i Sverige.

Partimæssigt dækker de gennemførte interviews en betydelig del af spektret, nemlig:

 Til venstre for midten: Arbeiderpartiet (Norge), Sosialdemokraterna (Sverige), Die Grünen (Tyskland) og – uden for partierne – LO (Sverige).

 Midten: Venstre (Norge) og Folkpartiet (Sverige).

 Til højre for midten: Høyre (Norge), Fremskrittspartiet (Norge) og Moderaterna (Sverige).

Stadigt skal, som ved medierne, erindres, at der kun er en begrænset sammenhæng mellem venstre-højre-placering og synspunkter på flygtninge- og indvandrerspørgsmål. Mens det i Sverige er venstresiden (Vänsterpartiet og Socialdemokraterna), der vender sig mod arbejdskraftindvandring, og de borgerlige partier, der går ind for denne, er billedet omvendt i Tyskland. Socialdemokraterne og de grønne vil åbne op, mens de kristelige demokrater siger nej.

Endelig kommer som en sidste kategori samtaler med forskere og forskningsmedarbejdere ved tre på emneområdet særligt relevante akademiske miljøer, nemlig Institut for Samfunnsforskning i Oslo, forskningsområdet Internationell Migration och Etniska Relationer (IMER) ved Malmø Högskola og European Monitoring Centre on Racism and Xenophobia (EUMC) i Wien.

RAPPORTER FRA INTERNATIONALE/EUROPÆISKE ORGANISATIONER. Leverandørerne befinder sig her hovedsageligt på europæisk plan med EUMC som den absolutte storleverandør, med spredt supplement fra Europarådets komite mod racediskrimination (ECRI) og fra Eurobarometer ved selve EU-kommissionen.