Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 18

Samtidig er det danske samfund åbent på flere punkter. Dette gælder således med hensyn til politisk deltagelse. Som i en række lande – men bestemt ikke alle – får fastboende udlændinge efter tre år kommunal valgret og kan vælges til kommunale organer. En undersøgelse ud fra valglisterne i danske kommuner viser her store variationer, men samlet lå valgdeltagelsen blandt danske statsborgere med en ren dansk baggrund i de udvalgte kommuner helt oppe på 85 procent, på 71 procent for danske statsborgere med oprindelse i tredjelande og på 47 procent for udenlandske statsborgere fra tredjelande.

Der er her stadig en klar forskel mellem etniske danskere og andre, men sammenlignet med nabolandene var valgdeltagelsen høj blandt indvandrerne. I Oslo stemte kun 43 procent af de norske statsborgere fra ikke-vestlige lande ved kommunalvalget i 1999 og kun 33 procent af de udenlandske statsborgere fra disse lande, og i Sverige lå valgdeltagelsen blandt alle udenlandske statsborgere i 1998 nede på 35 procent. I Holland varierede valgdeltagelsen i 1998 mellem 21 og 39 procent for de største etniske grupper uanset statsborgerskab¹⁶ .

I Danmark er indvandrerne dermed forholdsvis godt med i politik. Og indvandrerne er ofte overrepræsenterede i kommunalbestyrelserne. Dette skyldes givet valgsystemet, hvor kandidaterne vælges på lister – normalt partilister – og ikke ved enkeltmandsvalg (“first past the post”), og ud fra et system, hvor det er de personlige stemmer, der i det store og hele afgør, hvem der bliver valgt fra de forskellige lister. Får et parti ni eller elleve personer valgt, er det forholdsvis let for en indvandrerkandidat ved hjælp af personlige stemmer at blive en af de valgte, hvor indvandrerne meget let kunne tabe hele vejen igennem, hvis der kun skulle stemmes om en plads ad gangen. Indvandrerne er således i forhold til deres andel af de valgberettigede overrepræsenterede i tre af de største kommuner (København, Aarhus og Odense), men til gengæld slet ikke repræsenteret i den fjerdestørste (Aalborg)¹⁷.

Samtidig er der andre åbne træk. Der er for eksempel ingen legale hindringer for jødisk og muslimsk slagtning, og først og fremmest er der store muligheder for at oprette egne institutioner. Dette skyldes ikke specielle hensyn til indvandrerne, men er en dansk tradition, der går tilbage til den såkaldte “grundtvigianisme” og de såkaldte “folkelige bevægelser” fra sidste halvdel af 1800-tallet. Da der stadig i debatten om danskernes forhold til indvandrerne refereres til grundtvigianismen, er fænomenet kort skitseret i tekstboks 3.2.

Det hele ville være historie, hvis ikke grundtvigianismen og de folkelige bevægelser i sin tid sejrede politisk og muligvis også intellektuelt. Helt kontant betød sejren store muligheder for at oprette for eksempel egne skoler, i alt væsentligt finansieret af det offentlige, men – ud over krav om overholdelse af visse minimumsstandarder – med meget stor pædagogisk frihed og med frihed til at bestemme det nærmere indhold. Forskellige minoriteter – jøder, katolikker, grundtvigianere og pietister – har da også længe før, der var indvandring af nogen talmæssig betydning, indrettet for eksempel egne skoler med eget program. Og i dag ser man også en lang række muslimske friskoler.

Tekstboks 3.2 Grundtvigianismen og de folkelige bevægelser

N.F.S. Grundtvig (1783-1872) var præst og salmedigter og skabte en vækkelse, der kombinerede en ikke-pietetistisk, nærmest humanistisk kristendom med et national-romantisk eller snarest nordisk livssyn med en del sværmeri omkring de gamle nordiske guder. Intellektuelt var bevægelsen negativ over for boglig lærdom og lagde større vægt på forståelse, medleven og “det talte ord”.

Samtidig kom der en organisatorisk mobilisering i bondebefolkningen: Der blev skabt en andelsbevægelse, man fik en dagspresse og egne friskoler, og man fik også folkehøjskoler, hvor unge kunne komme på halvårs-kurser med fuldt ophold. Dette miljø havde i øvrigt tiltrækningskraft ud over Danmark. Det var således slående i samtalerne til dette projekt, at en norsk journalist kunne berette om en opvækst i et grundtvigiansk og højskolepræget miljø nord for Trondheim, og at faderen til en finsk journalist fra et “ungfinsk”, dvs. også nationalt-kulturelt set finsk, landbomiljø i Karelen havde været på Askov Højskole.

Grundtvigianismen og de folkelige bevægelser betød igen en politisk mobilisering, således at bondebefolkningen ikke som i mange andre lande blev en konservativ gruppering, men på den tid blev en ledende kraft til venstre i spektret.

Grundtvigianismen gav konflikter med det radikale, mere intellektuelle og ofte a-religiøse borgerskab, og blandt andet dagbladet Politiken udsprang af denne konflikt som talerør for by-radikalismen, og i oprindelsen med direkte brod mod grundtvigianismen.

Samtidig er der imidlertid et videregående spørgsmål: Ét er de institutionelle rammer, men hvor åben er kulturen over for dem, der er anderledes? Med dette er man tilbage ved grundspørgsmålet om danskernes holdninger, og forbavsende ofte knyttes der her også tråde tilbage til den selv samme grundtvigianisme, men med vægt på en anden side: Grundvigianismen betød en folkelig mobilisering, men samtidig var bevægelsen national-romantisk og kan derfor – muligvis – tolkes som udtryk for en eksklusion af dem, der er anderledes.

Det er dog tvivlsomt, hvor langt man kan overføre de mere intellektuelle sider af en religiøst motiveret bevægelse i et bondesamfund til et postindustrielt og gennemsekulariseret samfund 100-150 år senere. Spørgsmålet tages op senere.