Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 6

Figur 2.1 Oversigt over bogen

Den udenlandske interesse for danskernes forhold til indvandrerne er forståelig. Emnet har været et af hovedspørgsmålene i dansk politik og samfundsdebat i de senere år, og den udenlandske omtale favner da også emnemæssigt bredt (se første søjle i figur 2.1): Der er referencer til politikerne og deres udspil og til befolkningens indstilling. Men andre emner kommer også med. Der peges i den udenlandske dækning således på de ubehageligheder, som indvandrerne siges at møde i dagligdagen, og på den manglende integration på arbejdsmarkedet, der ses som endnu et tegn på danskernes uvilje mod fremmede.

Er meget af interesse, kan alt imidlertid ikke behandles lige udførligt, og analysen tager udgangspunkt i emner med forholdsvis direkte relevans for den politiske debat (se den øverste, grå zone i figur 2.1): Hvad er befolkningens indstilling til indvandrere, og hvordan spiller politikerne ud over for befolkningen? Rent logisk hører spørgsmålet om mediernes ageren også med, men i praksis er der fundet færre udenlandske referencer (derfor er rammen stiplet i figuren). Populært kredser bogen om spørgsmålet, hvorvidt den danske befolkning og den danske debat er “fremmedfjendsk” eller ligefrem “racistisk”?

Den politiske debat kan imidlertid have mange former, og i figur 2.2 skitseres fire hovedtyper. I de to elitære versioner er der ingen pile fra befolkningen til politikerne – i version A lever politikerne i “splendid isolation”, mens der i version B trods alt er en pil fra politikere til befolkning: De kan for eksempel søge at opdrage befolkningen. Men politikerne lytter ikke, eventuelt fordi befolkningen forholder sig tavs. I de to demokratiske modeller er derimod pile fra befolkning til politikere – i version A uden at politikerne har opgivet at påvirke den anden vej, mens de i version B blot følger befolkningen. Selve navngivningen af modellerne kan give anledning til debat: Hvad der her er blevet kaldt “demokrati”, vil andre kalde “populisme”. Men ordene ændrer ikke på indholdet.

Figur 2.2 Fire modeller for den offentlige debat

Normativt er der mange synspunkter på det rette forhold mellem vælgere og politikere, netop når det gælder forholdet til indvandrere og etniske minoriteter. Spørgsmålet var således et hovedemne i det, der er blevet kaldt “den store nordiske ordkrig” – en hovedsageligt svensk-dansk disput 2001-2002 om den rette form for debat af indvandrerspørgsmål.

Vigtig er en præcisering: Bogens interesse for politikerne knytter sig til deres rolle i den politiske debat, dvs. i deres samspil med befolkningen. En dansk justitsminister forsøgte således for år tilbage at stoppe familiesammenføringer for tamilske flygtninge ved administrativ trænering. Sagen kom frem, og justitsministeren blev dømt ved rigsretten. Men selv hvis årstallene i øvrigt havde passet, ville sagen kun have ligget inden for bogens fokus på grund af den debat, den gav, ikke på grund af selve træneringen. Fokus er ikke på alt, hvad politikerne gør, kun på det de gør i forhold til offentligheden.

Med dette som kerneområde er det også nødvendigt at få et nærmere billede af, hvad det er, der siges, og anden søjle i oversigtsfigur 2.1 angiver derfor nogle uddybende spørgsmål. Selvom der intet mærkeligt er i, at udlandet skriver og taler om danskernes forhold til indvandrerne, kan det gøres på mange måder.

Graden af differentiering kan således variere. Det gælder med hensyn til, hvem der refereres til: Der er forskel på referencer til et enkelt partis modvilje mod indvandring som i omtalerne af Dansk Folkeparti som omtale af alle partier som stort set lige “fremmedfjendske”. Tilsvarende er det ikke det samme at sige, at en del vælgere er imod fremmede, som at fremhæve, at den danske befolkning uden nærmere specifikation – eller “dansk kultur” – er fremmedfjendsk.

Tilsvarende kan der være variation i, hvad der refereres til: Der er forskel på at pege på specifik modvilje mod for eksempel indvandrernes træk på de sociale budgetter og så at tale om en generel og uspecificeret uvilje mod alle fremmede, hvad enten de for eksempel ligger samfundet økonomisk til last eller tværtimod bidrager positivt til samfundsøkonomien.

Sammenligningerne med andre lande varierer ligeledes: Der er de rene omtaler udelukkende af Danmark og ingen andre lande. Men når andre lande inddrages, er der et spænd fra omtaler, hvor Danmark er helt unikt, til omtaler hvor dansk uvilje mod indvandrere ses som del af en bred europæisk tendens. Danmark som unikt fænomen kan ydermere sættes i relief ved negative sammenligninger med hjemlandet af typen “sådan er vi ikke”.

Endelig peger anden søjle på, at omtalen kan være mere eller mindre neutral eller, stik modsat, stærkt fordømmende.

De resterende emner i søjle 1 (neden for den grå zone) er ikke i sig selv i fokus, men har betydning for vurdering af den politiske debat i to henseender:

 For det første har de betydning som almen baggrund for de emner, der optræder i den politiske debat. Vurdering af et forslag om stramning af reglerne for familiesammenføring eller for asyl af hænger af, om reglerne i forvejen er liberale eller stramme.

 For det andet inddrages de tit eksplicit i den udenlandske debat. Således bruges indvandrernes dårlige integration på arbejdsmarkedet som indikator på danskernes uvilje mod fremmede.

I praksis vil de tilgrænsende emner blive dækket ind gennem generelle redegørelser for den danske baggrund i det følgende, men uden at der gås specielt i dybden med emnerne.