Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 14

Indvandringen har længe været et stridsemne i dansk politik. Fremstillingen knytter sig her til oversigten i tekstboks 3.1. I tekstboksen er partierne ordnet efter den traditionelle, økonomisk-betonede venstre-højre skala.

Teksboks 3.1 De politiske forhold

* CD og Fremskridtspartiet er ikke repræsenteret efter folketingsvalget i 2001.

Tre forhold skal fremhæves:

 For det første bygger dansk politik ikke på en todeling mellem regering og opposition, men på en tredeling. Kategorien “støttepartier” kommer til: Disse partier er interesseret i at holde regeringen i live, men regeringen kan ikke på forhånd regne med deres støtte i alle spørgsmål1.

 For det andet er stikordene for partiernes udlændingepolitik alene omtrentlige retningsangivelser. “Åbne” partier afviser ikke automatisk stramninger, “strammer-partier” går modsat ikke ind for enhver stramning, og endelig er der grader af splittelse i flere partier og her mest markant i Socialdemokratiet.

 For det tredje skelnes der mellem partiernes syn på asyltildeling og familiesammenføring på den ene side og på brug af udenlandsk arbejdskraft, da politikken på de to områder ikke følges ad.

¹ I 1980’erne var Det Radikale Venstre således støtteparti for borgerlige mindretalsregeringer og støttede også deres økonomiske politik, men bragte regeringen i mindretal både i miljø-, EU- og Nato-politik.

Åbningen for gæstearbejdere i 1960’erne skete især efter krav fra erhvervslivet og med støtte fra borgerlige partier (Venstre og Konservative), mens der var betydelig skepsis fra blandt andet dele af fagbevægelsen. Erhvervslivet havde simpelthen brug for arbejdskraften¹.

Dette behov svandt kraftigt ind under 1970’ernes og 1980’ernes arbejdsløshed. I stedet blev asylpolitikken og familiesammenføringerne til stridsspørgsmål, og “fremmedvenligheden” holdt flyttedag: For venstrefløjen og midterpartierne var åbenhed over for indvandrere nærmest mærkesager med tilslutning fra dele af Socialdemokratiet, mens der var betydelig skepsis fra Venstre og Konservative og allerkraftigst fra Fremskridtspartiet. Partiet gjorde fra midt i 1980’erne modstand mod indvandrere og specielt muslimer til en mærkesag, hvor det tidligere havde været modstand mod indkomstskatten. Fremskridtspartiet splittedes i 1995, hvor partilederen Pia Kjærsgaard brød ud og dannede Dansk Folkeparti. Efter yderligere splittelser i 1999 er Fremskridtspartiet nu stort set ikke-eksisterende.

I dag ser man til dels et overlap af tidligere mønstre for de forskellige områder af udlændingepolitikken:

 Når det gælder asyl og familiesammenføring, lever mønstret videre med positiv indstilling hos venstrefløjen og hos de borgerlige midterpartier og modstand hos andre borgerlige partier. Socialdemokratiet er splittet, men i den undersøgte periode med en vis overvægt til de dele af partiet, der ønskede stramninger.

 Med hensyn til brug af udenlandsk arbejdskraft ser man dele af det gamle mønster fra 1960’erne vende tilbage. Erhvervslivets førende organisation (Dansk Industri) kræver åbning, og samtidig har de traditionelle borgerlige partier og specielt det nuværende statsministerparti Venstre været positiv over for brug af udenlandsk arbejdskraft under visse forudsætninger. Dette giver en forskel til Dansk Folkeparti, der i alle henseender er negativ over for indvandring. Markeringerne fra de andre partier er mindre klare.

I skrivende stund er der dog ikke tvivl om, at asyl- og flygtningepolitikken har størst vægt.

Ud fra oversigten er der kun delvist sammenfald med en traditionel venstre-højre-skala, for midterpartierne er mere åbne end Socialdemokratiet over for asyltildelinger og familiesammenføringer. Videre er der uenighed mellem de to borgerlige regeringspartier og Dansk Folkeparti omkring brugen af fremmed arbejdskraft. Men først og fremmest er det umuligt at bringe partiernes synspunkter på en fælles formel, fordi partierne simpelthen er uenige. Kun har partier, der ville stramme asyl- og familiesammenføringsreglerne i perioden, der undersøges, været stærkere end partierne, der ville løsne. Men modsat er der også åbnet op for større brug af udenlandsk arbejdskraft.

Figur 3.1 Antal indvandrere og efterkommere fra vestlige og ikke-vestlige lande

Kilde: Mogensen og Matthiessen 2002: Figur 1.4.