Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 16

Indvandrernes integration på arbejdsmarkedet er et væsentligt problem. Der er to centrale statistiske mål, nemlig hvor mange indvandrere der i det hele taget er ude på arbejdsmarkedet, og hvor høj arbejdsløsheden så er blandt de pågældende set i forhold til arbejdsløsheden blandt alle andre.

I tidligere store undersøgelser har Rockwool Fondens Forskningsenhed lagt vægt på forskellen mellem vestlige og ikke-vestlige indvandrere, og resultaterne viste en beskæftigelsesfrekvens for ikke-vestlige indvandrere på 39 procent i 1998 og på 46 procent i 2001 mod henholdsvis 74 procent og 76 procent for danskere. Tallene varierede i øvrigt enormt – i 2001 således fra 14 procent blandt somaliere og 26 procent blandt libanesere til 56 procent blandt vietnamesere og 60 procent blandt polakker⁶.

Problemet findes også i Sverige. I diagramform, dvs. uden præcise tal, viser analyser fra Integrationsverket således beskæftigelsesfrekvenser i 1999 på niveauet 75-80 procent for både svenskfødte mænd og kvinder i 1999, mens beskæftigelsesfrekvenserne for indvandrerne var meget lavere:

 Blandt mændene lå beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere fra Østeuropa nede på 55 procent og for indvandrere fra både Afrika og Asien nede på 45 procent.

 Blandt kvinderne lå beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere fra Østeuropa et stykke under 50 procent og for indvandrere fra Asien og Afrika et stykke under 40 procent7.

Direkte sammenligninger mellem landene møder dog en række problemer omkring blandt andet kriterier for afgrænsning af kategorien “indvandrere” og omkring sammensætningen af indvandrerpopulationen i forskellige lande, idet forskelle i så henseende kraftigt kan påvirke resultaterne af sammenligningerne.

Opgaven i denne bog er at analysere debatten om danskernes forhold til indvandrerne og ikke at sammenligne arbejdsmarkedsintegrationen i forskellige lande. Vigtigt i bogens sammenhæng er imidlertid, at sammenligninger af indvandrernes arbejdsmarkedsintegration i debatten ofte bruges til karakteristik af danskernes forhold til indvandrerne, og her er det OECD’s resultater, der refereres til igen og igen.

Disse resultater er ikke problemfri. Blandt andet finder det norske Statistisk Sentralbyrå/ Statistics Norway tallene for skrøbelige og vil følgelig ikke anvende dem. Ud over problemer med dataindsamlingen peges der fra norsk side på principielle forhold:

 “Indvandrere” defineres ud fra statsborgerskab, hvorfor de påvirkes af forskellig naturalisationspraksis fra land til land.

 I Norge er indvandrere fra en række tredjeverdens-lande – med dårlig arbejdsmarkedstilknytning – tilbøjelige til at få norsk statsborgerskab, hvorved de ikke længere i samme grad trækker tallene for indvandrernes arbejdsmarkedstilknytning ned. Indvandrere fra blandt andet de nordiske lande beholder derimod deres oprindelige statsborgerskab, hvilket trækker tallene for indvandrernes arbejdsmarkedstilknytning op. Man mener, at dette slører de problemer, Norge har med arbejdsmarkedsintegrationen8.

Dermed er problemet omkring OECD-tallene endnu et eksempel på de tidligere nævnte vanskeligheder ved at skaffe sammenlignelige data. Men uanset om OECD’s tal måtte være problematiske, er det imidlertid dem, der henvises til. OECD finder følgende i en rapport om integrationen af udenlandske statsborgere 1999-2000 i 23 af medlemslandene:

 OECD skriver i rapportens tekst, at arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt udenlandske kvinder i Holland og Danmark lå mere end 20 procentpoint under arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt indenlandske kvinder. Dette er venligt over for Danmark, for den tilhørende tabel viser faktisk, at spændet blandt de 23 OECD-lande var allerstørst i Danmark (23,4 procentpoint mod 21,8 procentpoint i Holland).Danmarks placering skyldes dog i stor udstrækning, at de indenlandske kvinder i meget høj grad er kommet ud på arbejdsmarkedet. I Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland er arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt indvandrerkvinder nemlig endnu lavere, end den er i Danmark, men da de hjemlige kvinder i disse lande heller ikke i samme grad arbejder uden for hjemmet, bliver spændet mellem indenlandske og udenlandske kvinder ikke så stort som i Danmark.

 Videre skriver OECD i rapportens tekst, at udenlandske mænds arbejdsmarkedsdeltagelse kun i to lande, nemlig Sverige og Holland, lå mere end 10 procentpoint under arbejdsmarkedsdeltagelsen blandt indenlandske mænd. Igen er det venligt over for Danmark, og her var det forkert, for den tilhørende tabel viser, at spændet i Holland var på 17,6 procentpoint, i Sverige på 15,6 procentpoint og i Danmark på 12,4 procentpoint9.

 Rapportens tekst beskriver endelig arbejdsløsheden ud fra en graf, der – for mænd og kvinder under et – viser, at denne blandt udenlandske statsborgere i Holland er næsten tre gange så høj som den generelle arbejdsløshed, fulgt af Sverige hvor arbejdsløsheden blandt udenlandske statsborgere er omkring 2,5 gange så høj som den generelle arbejdsløshed. Danmark kommer ind som nummer seks, idet arbejdsløsheden blandt udenlandske statsborgere er omkring 2,3 gange så høj som den generelle arbejdsløshed10.Grafen er dog ikke specielt fair over for Holland, for rapportens tabelmateriale viser, at arbejdsløsheden hverken for udenlandske mænd eller udenlandske kvinder er specielt høj i Holland. Det er derimod den generelle arbejdsløshed, der er ekstremt lille: Så skal der ikke så meget til, før arbejdsløsheden blandt udlændinge bliver flere gange større.Mere rimeligt er det her at se på forskellen i arbejdsløshed for udenlandske og indenlandske statsborgere (arbejdsløshed blandt udlændinge minus arbejdsløshed blandt indenlandske statsborgere):

 Blandt kvinderne var forskellen størst i Finland (15,9 procentpoint), fulgt af Frankrig (13,2 procentpoint), Belgien (11,6 procentpoint) og Sverige (9,4 procentpoint). I Danmark var forskellen hos kvinder nede på 3,1 procentpoint.

 Blandt mændene var forskellen igen størst i Finland (16,6 procentpoint), fulgt af Belgien (11,3 procentpoint), Frankrig (11,0 procentpoint) og Sverige (10,9 procentpoint). I Danmark var forskellen 9,0 procentpoint11.

Ud fra disse OECD-tal er det svært at udpege det land, der hele vejen igennem har været dårligst til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet. Selvom Sverige på de fleste kriterier ligger dårligere end Danmark, har ingen af de to lande haft den store succes.