Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 15

Kvantitativt har Danmark haft en betydelig indvandring, der særligt har taget fart de sidste 20 år, og væksten er alene sket i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, mens antallet fra de vestlige lande er stagneret (se figur 3.1). Mens indvandrere og efterkommere i 1980 udgjorde 3,0 procent af befolkningen, var tallet i 1990 steget til 4,2 procent, i år 2000 til 7,1 procent og i år 2002 til 7,7 procent. Dette er næsten en fordobling på 10-12 år, og væksten fortsatte ufortrødent frem til og med 2001, selvom der blev skrevet meget om den stramme udlændingepolitik. Særligt effektive har stramningerne næppe været.

Tabel 3.1 Procent med udenlandsk baggrund, efter fødested og statsborgerskab

	Procent af indbyggerne, der er
	født i udlandet	udenlandske statsborgere
Danmark	5,6	4,9
Norge	6,5	4,0
Sverige	11,0	5,5
Finland	2,5	1,7
UK		3,9
Tyskland		8,9

Kilde: Sopemi 2001: Appendiks-tabeller for de enkelte lande. Tallene refererer til 1999, for UK dog til 2000.

Sammenligninger med andre lande vanskeliggøres af, at definitionerne af hvem, der er af fremmed herkomst, som nævnt varierer fra land til land. Grundlæggende må man bruge de kriterier, der er oplyst for de forskellige lande (se tabel 3.1). Resultaterne er ikke helt entydige. For eksempel er det klart misvisende, at UK ud fra statsborgerskabskriteriet kun skulle have halvt så mange indvandrere som Tyskland. Meget af dette skyldes formelle forskelle. Mary Coussey peger således på, at lande som Holland, Frankrig, UK og Portugal har tiltrukket mange, der i forvejen havde statsborgerskab, fra de tidligere kolonier og derfor ikke registreres som “foreigners”, hvilket gør tallene lavere, mens de i Tyskland modsat bliver højere af, at det har været svært at få tysk statsborgerskab².

Uanset om man bruger det ene eller andet kriterium, kommer Danmark ind i midten. Der er hverken specielt mange eller specielt få af fremmed herkomst i Danmark. Det mest karakteristiske for Danmark er derfor, at der er tale om en meget ny indvandring.

Videre har indvandringen haft et klart særpræg. I kapitel 2 blev der sondret mellem indvandring ud fra landets behov og indvandring ud fra indvandrernes behov. I figur 3.2 er dette brugt til opstilling af fire typer af indvandringspolitik. Figuren søger at indplacere den danske og skandinaviske indvandringspolitik.

Figur 3.2 To dimensioner i indvandringspolitik

Som den ene yderlighed har man den rene fremmedvenlighed, hvor man er åben over for alle, der ønsker at komme, og selv søger at tiltrække alle udefra, som man har brug for. Som den modsatte yderlighed har man den rene negativitet, hvor man er negativ over for enhver immigration, hvad enten man kunne have brug for de pågældende eller ej.

Interessen knytter sig til de to mellemmuligheder – den egoistiske åbenhed, hvor man alene er åben over for dem, man har brug for, og den altruistiske, hvor man alene er åben over for indvandrere med forskellige specifikke behov.

Den nyere indvandringsbølge til Danmark havde oprindeligt et stærkt element af “egoistisk åbenhed”. Indvandringen skete primært ud fra landets behov: Vi fik en del gæstearbejdere i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det blev dog aldrig til særligt mange, og fra 1973 kom der et generelt gæstearbejderstop. Senere er stoppet dog blevet lidt hullet i kraft af EU’s udvidelse mod Sydeuropa og i kraft af særdeles liberale skatteordninger for udenlandske eksperter, “praktik-ordninger” og individuelle undtagelser.

Til gengæld for stramningen i indvandring ud fra værtslandets behov blev der åbnet mere op for indvandring ud fra indvandrernes behov. I 1983 indførte Danmark begrebet “de facto-flygtninge”, hvor der kunne gives asyl også til personer, der ikke var personligt forfulgte, men tilhørte en gruppe, der var undertrykt. Pointen var ikke så meget, at man ellers ville blive sendt hjem igen – det bliver man heller ikke i Tyskland ved “tålt ophold” (“Duldung”) – men derimod at man fik fulde flygtningerettigheder og efter tre år ret til permanent ophold. Hermed rykkede integrationspolitikken nærmere “den altruistiske mulighed”.

Figur 3.3 Antal opholdstilladelser i asylsager pr. 100.000 indbyg gere. Gennemsnit 1999-2001

Kilde: Mogensen & Matthiessen 2002. Tabel 1.10

Samlet lå det årlige antal opholdstilladelser i asylsager 1999-2001 på omkring 80 per 100.000 indbyggere (se figur 3.3) eller absolut set på 4-5.000 om året. I sammenligning mellem landene har Danmark og Norge et meget højt antal opholdstilladelser i forhold til befolkningstallet. Sverige kommer sammen med Holland lige bagefter, mens UK og især Tyskland ligger langt lavere. Hvad enten man måler i forhold til befolkningstallet eller ansøgertallet, kan den danske asylpolitik frem til 2001 kun karakteriseres som meget liberal. Set over en længere periode, 1992-2001, peger OECD da også på, at Danmark gav asyl til en højere andel af asylansøgerne end noget andet industrialiseret land³.

Det skal nævnes, at tolkningen her afviger fra tolkningen i den undersøgelse, som forskeren Hans Mouritzen og kolleger ved Dansk Udenrigspolitisk Institut i 2003 udgav om Danmarks forhold til omverdenen. Heri hedder et afsnit således “Danmark: Stramninger, stramninger, stramninger” og det næstfølgende afsnit “Vore liberale omgivelser”. Forskellen skyldes, at Hans Mouritzen og kolleger nok nævner, at blandt andet Danmark i perioden 1985-99 modtog et højt antal asylansøgninger, men ellers lægger vægten på forslag til ændringer i den førte asylpolitik, og ikke på udgangspunktet – at denne politik betød godkendelse af et højt antal ansøgninger⁴.

Med tiden kom der også mere og mere gang i familiesammenføringerne, og talmæssigt var det efterhånden familiesammenføringerne, der virkeligt talte, med knap 9.000 familiesammenføringer i 1998 og over 13.000 i 2001. Mens antallet af familiesammenførte ægtefæller var konstant, skete der en markant stigning i antallet af familiesammenførte børn⁵.

Denne form for immigrationspolitik med et nej til gæstearbejdere, men ja til indvandring ud fra “menneskelige hensyn” synes at være blevet en klassisk skandinavisk politik. Sverige har således et skarpt gæstearbejderstop, og så sent som under den svenske valgkamp i 2001 gjorde det svenske socialdemokrati meget ud af at fremhæve netop dette stop, men samtidig fremhæve åbenheden over for asylansøgere.

Indvandringspolitikken har to svage punkter. For det første er indvandrerne nok kommet ind, men de er dårligt integreret på arbejdsmarkedet, og – til dels sammenhængende hermed – koster indvandringen netto store beløb.