Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 11

Den varierede sprogbrug rejser et spørgsmål om, hvilken fællesbetegnelse man skal bruge om partier, der rejser kritiske synspunkter på indvandringen eller indvandringspolitikken. Partierne er så forskellige, at det i sig selv kan være tvivlsomt at bruge en fællesbetegnelse, men behovet er der stadigvæk. To betragtninger vil blive lagt til grund i bogen:

 Vil man bruge fællesbetegnelser, er det logisk at tage udgangspunkt i det, der er fælles, og så er “indvandringskritisk” den mest nærliggende mulighed. Nogle partier er kritiske over for den førte indvandringspolitik; ikke fordi de nødvendigvis vil skære ned, men fordi de vil have en anden type indvandring. Her vil ikke engang udtrykket “indvandringsnegativ” og slet ikke udtrykket “indvandrernegativ” være dækkende, for kritikken er ikke rettet mod indvandrerne som personer eller grupper.

 Samtidig er der klart brug for en differentiering inden for gruppen af “indvandringskritiske” partier, for der er betragtelige forskelle. Her kan et udtryk, der – som “indvandringskritisk” – tager udgangspunkt i det minimale, der er fælles, let opfattes som en minimalisering af indholdet i politikken hos alle de partier, der omfattes af betegnelsen, men nogle partier går faktisk langt videre end blot til ønsket om en anden struktur i indvandringen. Man møder også synspunkter, der ligefrem antyder en “biologisk” betonet modvilje mod bestemte grupper.

Ved differentieringen mellem forskellige synspunkter er det endvidere vanskeligt at nøjes med en enkelt skala fra negativ til positiv – over for indvandring, indvandrernes kultur etc. – for der er flere emneområder med en vis indbyrdes selvstændighed:

 Det første emneområde er “indvandringens karakter og omfang”. Åbenhed over for indvandring har (mindst) to dimensioner, alt efter hvilke typer indvandrere det er, man er åbne over for:Der er de indvandrere, man åbner for, fordi landet selv har brug for dem, som for eksempel gæstearbejdere og udenlandske eksperter. Det er en immigration, der bidrager til samfundet.Der er også de indvandrere, man åbner for, fordi indvandrerne selv ønsker at komme. Asylansøgere og familiemedlemmer er klare eksempler. Her er det ikke i samme grad givet, at modtagerlandet også har brug for indvandrerne. Her er de skandinaviske partiers synspunkter på de to typer indvandring langt fra sammenfaldende. Nok er der partier, der er skeptiske over for begge typer indvandring, men der er også partier, der ønsker mere arbejdskraftindvandring (indvandring ud fra landets behov), samtidig med at de er neutrale eller negative over for asyltildelinger og familiesammenføringer (indvandring ud fra indvandrernes behov).

 Det andet emneområde vedrører indstilling til indvandrerne og deres kultur. Igen er der principielt (mindst) to dimensioner:Modvilje mod bestemte biologisk definerede grupper, jf. den klassiske betydning af udtrykket “racisme”.Modvilje mod indvandrernes kultur, jf. Marianne Gullestads brug af udtrykket “racialisering”.

I praksis vil en modvilje mod bestemte biologisk definerede grupper også være koblet med en uvilje mod disse gruppers kultur. Det giver en forenkling. Til gengæld vil der i lyset af den skandinaviske debat være behov for en differentiering af “modvilje mod indvandrernes kultur”. Kritik rettes ofte mod specifikke træk i indvandrermiljøer som patriarkalske og autoritære familiemønstre, fundamentalisme etc. uden at være udtryk for en generel afstandtagen fra de pågældende kulturer. Samlet giver dette en “skala” med fire punkter:

 Ingen modvilje.

 Modvilje mod specifikke træk ved (visse) indvandrerkulturer.

 Generel modvilje mod (visse) indvandrerkulturer.

 Modvilje mod bestemte biologisk definerede grupper og deres kultur.