Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 8

Et godt stykke er der gode muligheder for at efterprøve de forskellige omtaler af danske forhold (sidste søjle i figur 2.1):

 Når det alene gælder oplysninger om og tolkninger af Danmark og danske forhold, kan man tage udgangspunkt i almen viden om dansk politik, den parlamentariske situation, partiernes standpunkter og så fremdeles. Denne baggrundsviden gør nogle udlægninger plausible og andre tolkninger mindre rimelige. Desuden er vælgernes forhold til indvandrere belyst i både specialundersøgelser og i de generelle vælgerundersøgelser. Endelig er der flere undersøgelser af indvandrernes forhold – med hensyn til integrationen på arbejdsmarkedet således store undersøgelser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed4.

Tabel 2.1 Fordeling af samtaler

 Vigtig i sammenhængen er også de egentlige komparative rapporter. På det økonomiske område har man således årsrapporter fra OECD, og når det gælder holdninger til indvandrere, er der flere internationale holdningsundersøgelser – dels fra EU-kommissionen (Eurobarometer) og EUMC og dels de såkaldte European Value Studies, der gennemføres af tværnationale forskergrupper.

Problemerne ved efterprøvelsen melder sig hurtigt. Ved de mere generelle karakteristikker og sammenfatninger er spørgsmålet ikke alene, om det, der siges, passer eller er forkert, men også om udvælgelsen af forskellige indikatorer er rimelig eller ikke-rimelig. Som nævnt understøttes en generel tese om danskernes modvilje mod fremmede ofte med henvisning til den dårlige arbejdsmarkedsintegration. Men den dårlige integration på arbejdsmarkedet kunne også skyldes dårlig uddannelse, dårligt dansk, manglende kendskab til danske normer etc.⁵ Nogle tolkninger kan forholdsvist let ses som urimelige, men ofte bliver der mere tale om skøn end om klokkeklare afgørelser af, om noget er rigtigt og andet forkert.

Ved sammenligninger mellem landene støder man på store problemer med usammenlignelige kriterier og dermed svært sammenlignelig statistik. Dette gælder selv på de forholdsvis kontante områder. Antallet af indvandrere/fremmede (udtrykkene varierer) defineres således forskelligt fra land til land: Danmark tager således udgangspunkt i en kombination af statsborgerskab og fødested: Man er indvandrer, hvis man er født i udlandet af forældre, der begge er udenlandske statsborgere – eller født i udlandet – mens Norge og Sverige bygger rent på fødestedet. Til dette kommer en variation med hensyn til definitionen af efterkommere. I Danmark og Norge regnes man for efterkommer, hvis begge forældre er af fremmed herkomst, mens det i Sverige er nok, at den ene af forældrene er det.

Dette giver en forskellig indkredsning af, hvem der skal regnes med til indvandrerpopulationen. I forbindelse med det danske valg 2001 foretog svensk tv således en beregning, der for både Sverige og Danmark brugte de danske kriterier for definitionen af efterkommere. Resultatet blev, at Danmark havde 7,4 procent første- og andengenerationsindvandrere, mens Sverige havde 14,5 procent, hvor tallet ellers normalt ud fra svenske kriterier angives til 18 procent⁶.

Problemerne går videre. Ved “racistisk vold” tager man således i nogle lande udgangspunkt i ofrets vurdering, mens man i andre bygger på myndighedernes vurdering – det sidste giver lavere tal end det første – og enkelte lande registrerer simpelthen ikke racistiske handlinger.

Endelig møder man i rigeligt omfang problemerne i forbindelse med de komparative holdningsundersøgelser. Ikke blot varierer undersøgelserne i teknisk henseende, f.eks. med hensyn til svarprocenter, fra land til land. Der er også betydelig usikkerhed med hensyn til selve spørgsmålenes betydning i forskellige lande og om konteksten for besvarelserne.

Samlet synes der derfor let at kunne komme problemer.