Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 9

Bogens emne rejser terminologiske problemer, både med hensyn til omtalen af indvandrere og efterkommere, og med hensyn til omtalen af negative synspunkter på disse. Ud fra et perspektiv er det mest et spørgsmål om positiv, neutral eller negativ sprogbrug, men sprogbrugen kan også have direkte substantielle konsekvenser.

I substansen drejer bogen sig om danskernes forhold til folk med “udenlandsk baggrund”, men der er mange betegnelser i omløb som “de fremmede”, “udlændinge”, “etniske minoriteter”, “nydanskere” etc., hvor de forskellige betegnelser ofte har positive eller negative konnotationer, og nogle af termerne har også forskellig signalværdi med hensyn til det aktuelle forhold mellem de pågældende og det øvrige samfund. Således afspejler termen “nydansker” en opfattelse af, at de pågældende er blevet nye medlemmer af samfundet, mens “de fremmede” signalerer det modsatte synspunkt, nemlig at de pågældende stadig er udenfor. Et andet udtryk som “udlændinge” har meget af det samme i sig.

Problemet med de forskellige termer er ikke specielt dansk. En engelsk rapport peger på, at man i lande, hvor indvandringen er af ældre dato, mest taler om “ethnic minorities”⁷. Men i OECD-rapporter finder man faktisk betegnelsen “foreigners”, der i Danmark ville have noget distancerende over sig.

I princippet skulle der ikke være specielle positive eller negative konnotationer knyttet til betegnelserne “indvandrere og efterkommere”. Til gengæld er der sproglige problemer – blandt andet har termerne ingen adjektiv-former – og der er også et behov for sproglig variation.

Lise Togeby foretrækker generelt at tale om “etniske minoriteter” og henviser her til, at de etniske minoriteter selv bruger udtrykket og lader det indgå i navnene på deres organisationer⁸. Men der er andre problemer. Selvom udtrykket generelt har en positiv værdiladning, fremhæver det – ligesom udtrykkene “de fremmede” eller “udlændinge” – særtræk ved de pågældende, og dermed at de pågældende skiller sig ud. Dette passer med et ideal om “det multikulturelle samfund”, hvor de forskellige grupper lever sammen, men bevarer deres kulturelle særpræg, jf. termen.

Dette er imidlertid ikke nødvendigvis et ideal for alle. Der er også indvandrere, der lægger vægt på at falde så meget til som muligt – blive “assimileret” – og for dem kan det være lidt tvivlsomt at blive skilt ud som tilhørende en “etnisk minoritet”. I 2003 fik begge de to toporganisationer for indvandrere, INDsam og POEM, store problemer i forbindelse med regnskabsaflæggelse for offentlige tilskud, og INDsam måtte lukke, mens POEM ved bogens afslutning er truet aflukning. I forbindelse med POEMs problemer udtalte den tidligere formand for INDsam, Mohammed Gelle:

“De, der blev født i 1981, er danskere i dag, og det er nødvendigt at organisere sig på en helt anden måde, som ikke fastholder befolkningen i ‘dem’ og ‘os’⁹.”

I forlængelse heraf er der blevet argumenteret for, at personer skal ses som individer og ikke ud fra deres “tilhør” til en bestemt minoritet med en speciel kultur. Dette synspunkt har ikke mindst været fremme i debatten om unge og kvinders undertrykkelse under autoritære og patriarkalske familiemønstre.

Der er ingen grund til ved selve valget af betegnelser at tage stilling til spørgsmålet, og der er en risiko for, at man kommer til at pådutte indvandrere en identitet, som de ikke selv lægger vægt på eller ønsker at have. Problemet kan belyses og delvis af klares ud fra Rockwool Fondens undersøgelse af indvandrernes tilpasning til det danske samfund (se tekstboks 2.1). Ud fra resultaterne heri kan man med en vis forsigtighed tale om “etniske minoriteter”, for der er en klar tendens til, at indvandrere lægger vægt på deres etniske baggrund.

Tekstboks 2.1 Opfatter indvandrere sig som tilhørende etniske minoriteter?

Undersøgelsen af indvandrernes integration i det danske samfund blev gennemført af Rockwool Fondens Forskningsenhed i 1998-99 og afsluttet år 2000. Resultaterne tyder på, at den etniske identitet overvejende er en realitet blandt indvandrere. I projektets surveyundersøgelse blandt ni grupper med forskellig oprindelse (otte indvandrergrupper plus danskere) var der således som oftest betydelig – til tider overvældende – modstand mod, at børn giftede sig med en fra en af de andre etniske grupper, men ikke imod giftermål inden for egen gruppe.

De polske indvandrere afveg dog: De var kun i ringe udstrækning imod, at deres unge giftede sig med en anden polak eller med en dansker, men faktisk var der lidt flere polske indvandrere, der helst så et ægteskab med en dansker. Ud fra alle tolkninger tyder dette på, at polske indvandrere ikke opfatter sig som en etnisk minoritet. Dette kan også gælde det større eller mindre antal fra andre indvandrergrupper, der var indifferente over for svigerbørnenes etniske oprindelse.

Hældningen går således i retning af, at indvandrerne lægger vægt på det etniske distinkte, men der er dog modifikationer (polakker, grupper i de andre etniske grupper).

Samme billede kom frem i uddybende kvalitative samtaler med respondenter (i alt 50) fra surveyundersøgelsen. Ønsker om ægteskab inden for egen gruppe blev begrundet med både fælles religion og med fælles sprog, samme tænkemåde og så fremdeles. Dette var endnu et indicium på, at etniciteten opleves som en realitet. Men der var igen afvigere som den palæstinensiske familie, der ved ankomsten besluttede, at nu de var i Danmark, skulle der tales dansk i hjemmet – forsøget blev dog modificeret, da teenage-datteren ligefrem var ved at glemme sit arabiske – og der var den unge kvinde, der som ganske lille var kommet som flygtning fra Vietnam. Hun brød sig ikke om indvandrermiljøet, for det var lille og præget af sladder, sladder og atter sladder (Nielsen 2000).

I komparativ sammenhæng er der det yderligere problem, at nogle lande har hjemlige “etniske minoriteter” som svensk-talende finner, roma-befolkningen i østeuropæiske lande, baskere og kataloner i Spanien etc., således at der kan være betydelig forskel på, (1) hvem der er “indvandrere og efterkommere”, og (2) hvem der i givet fald ville kunne regnes med til en etnisk minoritet. I Danmark er forskellen dog beskeden, og der vil derfor blive holdt fast ved, at termen “etniske minoriteter” kan bruges, men kun som en “reserve-betegnelse”.