Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 5

Bogen starter med en skepsis, og den slutter – efter at undersøgelsen er gennemført – med en yderligere skepsis.

Den første skepsis gælder selve problemstillingen: Kan man overhovedet sige, at danskerne er på en bestemt måde? I årtier har det været dårlig tone at tale om, at “finnerne har let til kniven”, det er heller ikke acceptabelt at påstå, at “svenskerne er hovne”, og under den danske valgkamp i 2001 kom et dansk parti under skarp beskydning for en annonce, der – alt efter udlægning – kunne tages til indtægt for en generaliseret og uspecificeret opfattelse af indvandrere som kriminelle.

Modstanden mod sådanne generaliseringer skyldes selvsagt frygt for at bidrage til antipatier mod de pågældende grupper og folk – finner, svenskere og indvandrere – men der er også en empirisk begrundet modstand, nemlig at udifferentierede generaliseringer næsten altid er misvisende: Der er forskel på finner, der er forskel på svenskere, og der er forskel på indvandrere. Selvom der fredag aften eventuelt skulle være 5 procent voldsomme unge i Helsinki mod 3 procent i København, skal de resterende 95 procent af finnerne så også dækkes ind af udsagnet om, at “finnerne har let til kniven”? Tilsvarende med hensyn til svenskere og til indvandrere. De enkelte folk er internt forskellige, og bliver det formentlig mere og mere, jo længere man bevæger sig væk fra det forholdsvis homogene bondesamfund. Er det tilfældet, bliver det også mere og mere urimeligt at bruge en enkelt etikette på en hel befolkning eller befolkningsgruppe.

Men ved spørgsmålet om danskernes formodede modvilje mod fremmede vender man pludselig tilbage til den gamle problemstilling, om danskerne er på en bestemt måde – ja eller nej? Den grundlæggende skepsis betyder, at selve spørgsmålet a priori må anses for problematisk, og også at det bliver interessant, om internationale organisationer eller udenlandske medier udifferentieret taler om danskerne som fremmedfjendtlige.

Den grundlæggende skepsis forstærkes yderligere af, at der, som allerede antydet ved citaterne, er en tendens til at bruge stærke ord i karakteristikkerne: Ikke forsigtige udtryk som “indvandrerskeptiske”, men hårdtslående etiketter som “racistisk”, “fascistisk” eller “fremmedfjendtlig ” (min fremhævelse). Dette lægger op til, at indicierne er meget klare – at det ikke blot drejer sig om nuanceforskelle til andre folk, men om solide eller bastante forskelle.

Denne grundlæggende skepsis giver dog ikke svar på, om danskerne nu alligevel skulle være anderledes end andre folk. Det kunne for eksempel tænkes, at 95 procent af danskerne var negative over for fremmede mod kun 45 procent af svenskerne og tyskerne. I så fald ville det nærmest være ordkløveri at understrege en skepsis mod generaliseringer, for disse slår her for danskernes vedkommende kun fejl i fem procent af tilfældene. En sådan fejlprocent regnes normalt for acceptabel i statistikken. Forskellene kan også findes på et meget lavere niveau som 55 procent negative over for 25 procent i andre lande. Så er generaliseringerne langt mere problematiske, men stadig er der faktisk en reel forskel, som i givet fald kan præsenteres lidt mere forsigtigt end ved en hårdtslående formulering.

Dermed er man under alle omstændigheder henvist til empirien, og her kommer den efterfølgende slutskepsis ind i billedet. Den kan først rigtigt præsenteres efter analysen, men de grundlæggende træk er rimeligt enkle: Samtidig med at vi er på et område, hvor der bruges hårde formuleringer, er vi også på et område, hvor de fleste data er meget bløde.

For det første synes det at blive bekræftet, at de enkelte folk internt er heterogene, hvilket styrker den indledende skepsis mod at sætte en enkelt etikette på alle finner, alle indvandrere og – her – alle danskere. Hertil kommer:

 Udpræget “slør” i mange journalistiske beretninger

 Holdningsundersøgelser med svarprocenter ned til 25 procent

 Rapporter, hvor antallet af racistiske mord i de enkelte lande kan variere fra 18 ifølge nogle kilder til 93 ifølge andre – uden at det afvejes, hvilket tal der er det rigtige.

Generelt synes der at være en udtalt mangel på gode og sammenlignelige oplysninger.

Dette misforhold mellem de hårde udsagn og de bløde data viser sig først efterhånden, men peger hen mod bogens sluttelige ærinde: Måske er det på tide, at man fjerner sig fra den gensidige europæiske mudderkastning med diskussion om, “hvem der er værst”, og genopliver modviljen mod udsagn om, hvem der har let til kniven, eller om hvem der er hovne, eller hvem der er kriminelle. For vi ved ikke ret meget.

Dette får imidlertid vente. Først skal præsenteres en mere udbygget plan for analysen.

1 Hannes Gamillscheg:“Europarat brandmarkt Dänemark als intolerant und antimoslemisch”. Die Presse 4.4.2001.

2 Erik Sagflaat: “Rasisme på vej fram i Danmark”. Dagsavisen 17.11.2001.

3 Imre Karacs: “The Politics of hate and fear flourish in suburbia”. The Independent 24.11.2001.

4 Peter Hermansson: “Dags att bojkotta Danmark?”. Hufvudstadsbladet 24.1.2002.

5 Toby Helm: “Denmark leads the racist reaction”. Daily Telegraph 6.4.2002.

6 Sasha Polakow-Suransky: “Fortress Denmark?”. The American Prospect 3.6.2002.

7 Stephen Smith: “Copenhagen flirts with fascism. Denmark is about to head the EU. It’s a worrying prospect”. The Guardian 5.6.2002.

8 Carsten Jensen: “Danska valet begravde demokratin”. Dagens Nyheter, Stockholm, 30.11.2001.

9 EU 1997.

10 “EU citizens tolerant against other religions”. EUMC: 20.12.2000. Media Release 194-3-E-21/00.

11 ECRI 2001.

12 Lars Stjernqvist og Johan Pehrson: “Våra partibröder skämmer ut sig”. Expressen 20.11.2001.

13 Nicholas George: “Sweden turns to immigrants to boost workforce”. Financial Times 1.12.2001.

14 Tallene kunne dog også tyde på en kritisk svensk indstilling til alle naboer. 52 procent af svenskerne kaldte således finnerne for fremmedfjendske, mens kun 12 procent af danskerne og 24 procent af nordmændene gjorde det samme. Og tilsvarende mente 30 procent af svenskerne, at nordmændene var fremmedfjendske, mens kun 26 procent af finnerne og 15 procent af danskerne sagde det samme.