Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 17

I tillæg til den dårlige arbejdsmarkedsintegration er indvandringspolitikken traditionelt karakteriseret ved høje omkostninger for de offentlige kasser. Fænomenet er næsten uundgåeligt i Skandinavien, hvor velfærdsydelserne

 er høje

 i alt væsentligt er skattefinansierede frem for at være betinget af egne tidligere indbetalinger via frivillige eller obligatoriske forsikringer

 tildeles, blot man er permanent bosiddende.

Medmindre indvandrerne kommer i arbejde og betaler skat, får det offentlige alene de høje udgifter. Og netop arbejdsmarkedsdeltagelsen kniber det som nævnt med.

Den danske økonomiprofessor Nina Smith har da også peget på, at det kan give økonomiske problemer at ville kombinere den danske velfærdsmodel med en åben indvandringspolitik¹². En anden økonomiprofessor, Eskil Wadensjö fra Stockholms Universitet, har for Rockwool Fondens Forskningsenhed beregnet, at mens indvandrere og efterkommere fra vestlige lande i Danmark hver i snit i 1999 netto bidrog med 25.100 kr. til den offentlige sektor, kostede hver indvandrer eller efterkommer fra ikke-vestlige lande i snit det offentlige 53.500 kr. Da det er de sidste, der er flest af, belastede indvandrere og efterkommere i 1999 samlet de offentlige finanser med omkring 0,6 procent af bruttonationalproduktet¹³. Dette er i øvrigt ikke specielt dansk: I Sverige viser de nyeste beregninger tal af mindst samme størrelsesorden¹⁴.

Om den økonomiske belastning er acceptabel eller ej, er i sidste instans et politisk spørgsmål, men man kan dårligt se bort fra, at belastningen er der. Tilsvarende er det en politisk afvejning, hvor megen vægt belastningen skal have i forhold til andre problemer i den politiske debat. For forståelse af vælgernes vurderinger er det imidlertid sigende, at spørgsmålet om “indvandring” først begyndte af spille en rolle på vælgernes politiske dagsorden, dvs. blive nævnt blandt de vigtigste problemer, fra sidst i 1990’erne, da problemerne med arbejdsløshed, betalingsbalance og økonomi i store træk måtte siges at være løst og følgelig også mistede deres tidligere placering som centrale emner for vælgerne¹⁵. Den relative betydning af temaet “flygtninge og indvandrere” i forhold til andre temaer, kan derfor tildels skyldes, at de konkurrerende spørgsmål har mistet betydning.