Читать книгу Er danskerne fremmedfjendske? - Hans Jorgen Nielsen - Страница 19

Så langt har dansk indvandringspolitik nærmest haft et “altruistisk” præg. Der er kommet mange indvandrere, og de er ikke i større udstrækning kommet, fordi man havde brug for dem (gæstearbejdere, eksperter etc.), men fordi man tog hensyn til deres egne behov (familiesammenføring, asyl).

Der har imidlertid været forslag om ændringer i den klassiske udlændingepolitik. Det er yderligere et fælles skandinavisk træk, at specielt erhvervslivet og etablerede borgerlige partier gerne ser en nyåbning over for arbejdskraftindvandring, og på arbejdskraftområdet er de danske regler snarest lempet i den undersøgte periode. Under den tidligere socialdemokratisk-radikale regering tilsluttede Danmark sig oprindeligt svenske og hollandske forslag om, at borgere i de nye EU-lande kunne få arbejde straks fra medlemskabets start, mens for eksempel Tyskland og Østrig gik imod. Den linje fastholdes af den borgerlige regering i den anden periode, trods stærk opposition fra Dansk Folkeparti: I 2003 indgik regeringen forlig uden om Dansk Folkeparti med oppositionen om, at borgere fra nye EU-lande fra starten kunne få arbejde, hvis det skete på danske vilkår, og uden at dette gav ret til sociale ydelser.

Hertil kommer, at den nye danske regering i begrænset omfang supplerer tidligere særordninger for højtlønnede udenlandske eksperter med en “green card-ordning”, hvorefter udlændinge fra ikke-EU-lande hurtigt kan få job i fag, hvor der mangler arbejdskraft. Det hele er spagt, men tilsyneladende går tendensen på dette delområde i retning af flere og ikke færre indvandrere.

Stramningerne gælder den anden dimension, nemlig den immigration der sker ud fra indvandrernes egne ønsker. Den socialdemokratisk-radikale regering strammede således regler for familiesammenføring med en ny udlændingelov i foråret 2000, og både asylregler og regler for familiesammenføring er under den borgerlige regering strammet yderligere med en revideret lov i 2002.

Ændringerne under den socialdemokratisk-radikale regering må givet karakteriseres som forholdsvis moderate:

 Ikke-EU-borgere under 25 år mistede retskravet på at få en ægtefælle til landet, men ægtefællen kunne stadig få ophold efter individuel bedømmelse.

 Det blev til et krav, at man havde en passende bolig.

Ændringen vedrørte en specifik aldersgruppe (unge mellem 18 og 24 år), og hvor vidtgående reglerne her ville være, kunne man først vide bagefter, for det ville afhænge af, hvorledes det individuelle skøn i praksis ville blive udøvet. Trekvart år efter lovens ikrafttrædelse kunne Sydsvenska Dagbladet således berette, at kun tre personer under 25 år var blevet afvist under henvisning til formodet tvang¹⁸, og i bemærkningerne til forslaget til ny udlændingelov i 2002 hed det, at reglerne i hele året 2001 kun havde ført til afslag i 9 tilfælde¹⁹. Fra år 2000 til år 2001 skete der da også en stigning i antallet af familiesammenføringer²⁰.

Til gengæld var ændringerne bevidst drastiske i den nye udlændingelov i 2002:

 Det blev et absolut krav for familiesammenføring af ægtefæller, at begge var fyldt 24 år.

 Ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skulle være større end til noget andet land.

 Et krav ved sammenføring med ægtefælle om, at man skulle forsørge denne, blev gjort generelt. Hidtil gjaldt det kun for indvandrere (ikke for danske og nordiske statsborgere eller for folk med asyl). Der skulle videre stilles en garanti på 50.000 kr. for, at man kunne forsørge sin ægtefælle.

 Begrebet de facto-flygtning blev afskaffet.

 Man ville først kunne få permanent opholdstilladelse efter syv år mod hidtil tre (i 2003 lempet til fem år for velintegrerede udlændinge).

 Den såkaldte kontanthjælp blev betinget af, at man havde boet i landet i syv år ud af de sidste otte. Ellers ville man få en “starthjælp” på 50-70 procent af kontanthjælpen. Denne regel gjaldt også for danskere, for eksempel hvis disse havde arbejdet eller studeret i udlandet.

 I øvrigt ville man først kunne blive dansk statsborger efter ni år mod hidtil syv.

Der var dog også et par lempelser:

 I perioden med starthjælp skulle der trappes mindre ned for arbejdsindkomster, end tilfældet var ved kontanthjælp.

 Der skulle indføres den ovennævnte green-card-ordning.

I øvrigt opretholdt paragraf 1 i lovforslaget uforandret bestemmelsen om, at “statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse rejse ind og opholde sig i landet” ²¹. Tilsvarende videreførte de følgende paragraffer de hidtidige bestemmelser om indrejse og ophold for EU-borgere.

Bestemmelserne om familiesammenføring må formentlig i komparativ sammenhæng opfattes som meget restriktive. Det samme gælder ikke uden videre reglerne om “starthjælp”. Selvom reduktionerne var markante, var udgangsniveauet højt.

En sammenligning med andre lande vanskeliggøres både af, at kontanthjælp og starthjælp af hænger af familiesituationen, og af at der er andre sociale ydelser end kontanthjælp. Videre har både familiesammenføringsregler og regler om starthjælp givet problemer ved også at ramme “etniske danskere” i snævreste forstand som unge, der under et studieophold i USA finder en amerikansk ægtefælle – ægtefællernes samlede tilknytning er størst til USA – eller danskere, der vender hjem efter nogle år i udlandet og får brug for social assistance. De politiske problemer med kravet om størst tilknytning til Danmark blev i 2003 delvist løst ved under visse betingelser at frafalde det, hvis den ene ægtefælle var født i Danmark, men så kom der nye problemer med forskelsbehandling af adoptivbørn, der for flertallets vedkommende ikke er født i Danmark. Det synes at være et generelt problem ikke at ville ramme “etniske danskere”, samtidig med at man ikke kan skrive det, hvis man vil undgå kritik for diskrimination.

Endelig placerer reglerne om ni års ophold som betingelse for statsborgerskab Danmark blandt de mere restriktive lande, men ikke blandt de allermest restriktive. Inden for EU er kravet således ti år i Italien, Luxembourg, Portugal, Spanien og Østrig, ligesom Tyskland kun er marginalt mildere med et krav om otte år.

Parallelt med ønsket om at indvandrere skal koste mindre, stod et andet ønske: De må gerne bidrage mere. De sociale ydelser nedtrappes gennem systemet med “starthjælp”, men til gengæld får de pågældende lov at beholde mere, hvis de tjener penge. Samtidig blev der lagt stærk vægt på aktivering, således at indvandrere og asylansøgere mister offentlig hjælp, hvis de undslår arbejds- og uddannelsestilbud. Generelt skete der et skifte, der – med termer fra den amerikanske debat – gik fra “welfare” til “workfare”. Hertil kom så green-card-ordningen.

Under alle omstændigheder betød ændringerne en bevægelse væk fra en “altruistisk” integrationspolitik.