Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 10

Det er bemærkelsesværdigt, at der i daoismen er en særegen passion for kaos, forvirring, dunkelhed og tvivl. Daoismen fremhævede den skjulte ‘orden’ i kaos, hvor dao både favner kaos og kosmos, væren og ikke-væren, natur og kultur (se Girardot 1988, 2). Det har gentagne gange og stadig oftere været tilfældet i studiet af daoismen, at man har understreget daoismens opfattelse af en ordnet og harmonisk struktur. En pointering af idéen om at universet i sig selv besidder dets eget organiserende princip og kreative energi (se Peerenboom 1993, 191-196, Ames & Lau 1998, 9-16).

Kaos (hundun ) er et mytisk tema relateret til skabelsen af verden. Som sådan er det ikke særlig prominent i klassisk kinesisk litteratur, men har så afgjort en dominerende plads i daoismen.¹⁷ Den særlige udformning i daoistisk kosmogoni medfører ikke et endeligt og permanent opgør med kaos, som skaber kosmos’ triumferende sejr. I de tidlige daoistiske tekster kan kaos identificeres med det ultimative princip, Dao: som en rytmisk kilde og livets grund. Himmel og Jord er her det fysiske univers født ud af kaos, som indeholder alle ‘frø’ eller potentialer af de fremtidige differentierede ting og fænomener. Kaos har i den forstand en særdeles positiv betydning, skønt det må siges, at kaos ikke kan forblive kaos for evigt, da det må realisere sine potentialer, men alt må igen vende tilbage til den udifferentierede kaostilstand. Dette har for daoismen en stærk soteriologisk (dvs. frelsemæssig) betydning. Det kan siges, at daoisterne søgte efter den mystiske tilbagevenden til den oprindelige enhed eller det udifferentierede stadie, hvilket involverer en nødvendig korrelation mellem legemet og ånden, natur og kultur, genforeningen mellem yin og yang og sameksistensen mellem det skabte og det uskabte. Hvilket er funderet i skabelsesaktens mysterium, som udgår fra det amorfe kaos, som kan betragtes som den indfoldede ‘orden’ (se Girardot 1988).¹⁸

I den religiøse daoisme er kaostemaet yderligere udviklet. Her er igen pointeret den oprindelige enhed, som det rene uspolerede stadie før skabelsen af verden. I daoistisk religion spiller forestillingen om en oprindelig livsånde (yuanqi ) en stor rolle. Alt hvad der findes i verden, har sit udspring i den oprindelige livsånde. Uanset hvilke symbolske skikkelser der legemliggør den oprindelige skabelse, er den gennemgående tanke i kinesisk kosmogoni, at verden er selvskabt og udfolder sig i en naturalistisk proces. Bevægelsen udgår fra en oprindelig uspoleret tilstand til en kompleks differentiering af de ti tusinde ting (alverdens ting og fænomener). I daoistisk tænkning er der fundamentalt en bundenhed til den religiøse dimension, der underliggende består i at finde vejen til menneskets harmoni med et større kosmos, hvilket i sig selv må ses som en proces, der helbreder, harmoniserer den menneskelige tilværelse.

Når man betragter kongfuzianismen og daoismens natursyn, opdager man, at der er en generel, men markant forskel på, hvordan de to traditioner opfatter naturen. Kongfuzianismens etos består i at hæve sig ud over det naturgivne og udvikle de kulturelle normer, der placerer mennesket inden for kulturens domæne. Daoismen ser naturen som det, der er uberørt af mennesket, men som mennesket må søge at integrere sig med, for derved at genoprette den harmoniske tilstand, hvor kulturens frembringelser ikke kommer i konflikt med eller skader naturens skaberværk. Derved bliver det en stræben efter en symbiotisk enhed med naturen og dens kræfter.