Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 12

Det kinesiske livssyn er præget af tianren heyi , som bebuder den harmoniske enhed mellem Himmel og menneske. Stræben efter denne korrelativitet kan ses i den religiøse og filosofiske tænkning, ikke blot i den klassiske periode, men i hele den udvikling, der udgør Kinas særegne kulturelle historie. Under dette forløb måtte den kosmiske orden konstrueres i takt med den politiske kultur.¹⁹ Det vil sige, at den politiske og sociale struktur afspejledes i de forestillinger eller teorier, som angik den kosmiske verden, som igen legitimerede selve den politiske struktur, som dette kosmos blev formet efter. Den eksakte betydning af begrebet tian (Himlen) synes umulig at nå frem til. Det væsentlige i denne forbindelse er, at Himlen betegner den spirituelle magt eller verdensorden, som er bestemmende for menneskets velfærd. Hvordan denne orden ytrer sig, dens karakter, udgør et andet og ikke mindre væsentligt spørgsmål, som viser sig i de perspektiver, de lærde lægger frem.

Højguden Shang Di var i Shangdynastiet den suveræne og antropomorfe guddom, som kunne sende velsignelse eller ulykke ned over den menneskelige verden. Dynastiet og magten afhang af Shang Dis velvilje, derfor var han også hovedmål for kongens årlige ofringer. Shang Di var sandsynligvis oprindelig en stammegud, der blev dyrket i forfædrekulten²⁰. Fra overgangen fra Shangdynastiet til det efterfølgende Zhoudynasti sker der et bemærkelsesværdigt skred i forestillingen om den øverste guddom. Da Shang var blevet besejret og Zhoudynastiet (1046-221 f.Kr.) etableret, begynder vi at finde en tendens til at naturalisere tidligere tiders guddommelige forestillinger, hvormed menes, at man mere systematisk taler om naturlige fænomener end spirituelle kræfter. Senere, i yngre Zhou, gled Shang Di gradvist ud og blev erstattet af Himlen (tian), som den overordnede spirituelle magt. Himlen blev opfattet som en mindre personlig magt end Shang Di og mere i analogi med naturen. Dog var der stadig tale om en magt, der styrede vejrforholdene, høsten, civilisationen, krigsførelse, sygdom og kongens person. Betegnelsen ‘Himlens mandat’ varsler en ny epoke, hvor kongen opfattes som modtager og opretholder af Himlens norm. Samtidig fordrer dette, at kongen er ansvarlig for landets ve og vel, men på en måde, der har direkte tilknytning til kongens personlige moral og færdigheder. Kongen må have magt og dyd (de ) for at regere, noget, der ikke kun etableres gennem personlige kvaliteter, men skænkes som begunstigelse af Himlen. I modsætning til de tidlige kilder fra Shangdynastiet, der aldrig inddrager decideret moralske anliggender, er der med Zhoudynastiets idé om Himlen og dens mandat en klar tilkendegivelse af, at Himlens vilje integrerer en intention om den moralske orden. Da Zhoudynastiet overtog magten fra Shang, legitimerede Zhoukongen sin magt ved at henvise til Shangkongens misbrug af ‘Himlens mandat’ på grund af et udsvævende liv og despoti. Nødvendigheden af Zhoukongens magtovertagelse blev forstået som et ombud, der igen skulle sikre den kosmologiske orden i overensstemmelse med Himlens norm. I begrebet ‘Himlens mandat’ placeres et ansvar over for Himlen, som, hvis det misbruges, kan føre til dynastiets fald. Begrebet de (dyd, kraft, magt) omtales for første gang i Shangdynastiets orakler og bronzeindskrifter og kan betragtes som den første ansats til den senere kolossale betydning, etikken får i den humanistiske tradition i Kina. Ved at tillægge Himlen en menneskelignende personlighed og gennem brug af naturfænomener som indeks for Himlens aktivitet så Zhoufolket etiske kvaliteter i naturens verden. I Shangdynastiet var kontrollen over de spirituelle magter begrænset, og magterne var uden for menneskers rækkevidde, og kun de royale spåmænd og kongen havde mulighed for at nærme sig gudernes verden. Med Zhoudynastiet og idéen om ‘Himlens Mandat’ lå der samtidig en åben mulighed for almindelige mennesker at aflæse Himlens etiske tilkendegivelser. Som David W. Pankenier og andre har bemærket, er det vokabular, der anvendes om Shang Di og Himlens aktiviteter, hentet fra den sociopolitiske kontekst, hvor der på orakelbenene fra Shang og i de tidligste kilder fra Zhou konstant anvendes ord som befaler, godkender, velsigner, inspicerer, kontrollerer, straffer, belønner etc. (se Pankenier 1995, 164). Derimod forekommer Himlen i den kinesiske opfattelse på intet tidspunkt som verdens skaber. De forskellige mytologiske beretninger,²¹ der omhandler kosmogonien, omtaler aldrig Himlen som den initiale faktor. Himmel og Jord er ligesom yin og yang komplementære kræfter, der reagerer i den skabte verden mellem enhed og mangfoldighed.