Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 18

Shangreligionen indeholdt en markant politisk dimension. Ved at studere de mange fragmentariske kilder fra orakelbenene opdager man, at kongen ikke optrådte på egne vegne, mens der hele tiden er et fokus på kongens sociale identitet. Shangreligionen var ikke koncentreret om den individuelle skæbne, heller ikke kongens. Hvad der fremstår som vigtigt, er kongens relation til forfædrene og Shang Di, fordi statens succes og trivsel afhang af velsignelse og støtte fra de himmelske magter. Overordnet kan man derfor sige, at Shangreligionen primært var beskæftiget med at opretholde harmonien mellem den himmelske verden og den jordiske verden, som var det egentlige mål for alle Shangritualer. Et vigtig og markant træk i Shangreligionen var også den indbyggede hierarkiske struktur manifest i de rituelle procedureformer for ofringer, hvor definerede magtstrukturer gør sig gældende i forhold til specifikke forfædre og guder. Ofringer i stor stil var en del af Shangstatens rituelle befæstelse af magten. Fra orakelteksterne fremgår det, at et stort antal dyre- og menneskeofringer (fanger, ‘barbarer’) blev formidlet til de henfarne konger. De tidligere konger var engang regenter af staten, og en kommunikation med de royale forfædre var en praksis, der bandt slægtleddene sammen og markerede den politiske betydning, som forfædreånderne havde for statens velbefindende. Der er naturligvis den mangel, at det kendskab vi har til Shangstaten fortrinsvis er et begrænset religiøst perspektiv med basis i de kilder, der er kommet til os fra spåmændenes orakelben og skjolde. Man må formode, at der i et så komplekst og rigt samfund som Shangdynastiet må have eksisteret mange religiøse udtryksformer, hvoraf størstedelen ikke er muligt at afdække på grund af mangel på kilder. Shangdynastiet regerede over et territorium, som dækkede nutidens nordlige og centrale provinser, der omfatter Henan, Hubei og Shangdong samt den nordlige del af Anhui.