Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 16

ARKAISK RELIGION Neolitisk religion

Оглавление

To store floder gennemløber Kina, nemlig Den Gule Flod (Huang he) i nord og Yangzi-floden i Kinas midte. Det var ved disse flodlejer, at de første større neolitiske bosættelser fandt sted. Jorden var frugtbar og lod sig let bearbejde med primitive landbrugsredskaber.

Den neolitiske periode begyndte i Kina ca. 12.000 år f.Kr. og varede til ca. 2000 f.Kr. Imidlertid er det først fra ca. 4000 f.Kr., at man har sikkert kendskab til større neolitiske bosættelser. Disse bosættelser viser, at der i den neolitiske periode eksisterede agerbrugssamfund, som supplerede deres livsgrundlag med jagt og indsamling fra naturen. De største koncentrationer af agerbrugssamfund er fundet lige syd for Den Gule Flod. Hovedafgrøden har været hirse, en kornsort der i Kina i flere tusinde år vedblev at være den vigtigste afgrøde. Den neolitiske periode byder i Kina på ret avanceret håndværksmæssig kunnen, lakvarer, jadeobjekter, bemalet lertøj33 og silke var allerede dengang i anvendelse.

I dag skelner man mellem en mængde neolitiske kulturer, der har eksisteret inden for det store område, der i nutiden udgør Kina. Der er altså ikke én neolitisk kultur, men adskillige, der hver især udmærker sig med deres særlige materielle kendetegn.

Allerede i den neolitiske periode (før Shangdynastiet) har jade været i udbredt anvendelse i Kina. Siden 1950’erne har mere end 50 udgravninger af neolitiske bosættelser og begravelsespladser fundet sted. På disse lokaliteter er der udgravet store mængder af jadeobjekter.34 De tre dominerende neolitiske kulturer i Kina, som anvendte jade, kaldes Hongshankulturen (3500-2500 f.Kr.), Liangzhukulturen (3000-2000 f.Kr.) og Erlitoukulturen (2000-1500 f.Kr.). Fra disse tre gamle kulturer stammer vores kendskab til kinesernes tidligste brug af jade. I de neolitiske fund er der oftest tale om ‘rituel jade’, som formodes at være blevet anvendt i forbindelse med religiøse riter. Endnu er deres eksakte betydning i religiøs sammenhæng uklar, men blandt de mest karakteristiske jadeobjekter er de særlige jadeskiver (bi ) og jadestave (cong ), som optræder i mange af gravene fra neolitisk tid. Sandsynligvis har disse været symboler for Himmel og Jord, men der er også andre rituelle jadeobjekter, der menes at repræsentere de fire verdenshjørner. Andre former for jadegenstande, som er fundet fra grave i denne tidlige periode, er våben, hårnåle, kamme og smykker m.m. Enkelte af disse neolitiske gravsættelser har vist sig at indeholde op mod hundrede stykker jadeobjekter. Særlig interessant er opdagelserne af de bemærkelsesværdige ‘grise-drager’, som er stærk stiliserede dyrefremstillinger i jade af et væsen, der ligner en hybrid mellem en gris og en drage. Disse op til 5000 år gamle stykker af jade er måske de første vidnesbyrd om dragens forekomst og spirituelle betydning i det kinesiske åndsliv. Figurerne synes at vise hen til en religiøs sfære bag dagligdagens foreteelser, hvilket også bekræftes af deres placering på den afdødes bryst.

Jadetilvirkningen har nået betydelige højder, særlig i Liangzhukulturen, som har evnet at frembringe forbavsende fine jadearbejder. Den eneste måde var dengang at anvende specielle sandtyper som slibemiddel, men ved hjælp af nu ukendte teknikker har de alligevel opnået imponerende resultater. Selv om vi ikke ved meget om de rituelle jadeobjekter, kan man dog konstatere, at jaden må have været et særlig betydningsfuldt materiale, og at det ydermere har haft en mængde symbolske attributter.

Når man betragter offerkar og krukker m.m. fra den kinesiske neolitiske tid, og sammenligner disse med fund fra Shangdynastiet, viser de sig at være videreført i Shangdynastiet eller længere frem i den kinesiske historie. I de neolitiske lervarer fra især Longshankulturen foregribes de keramiske former, der senere viser sig som bronzekar i Shangdynastiet. Da Shangdynastiets frembringelser af bronzekar har et rituelt formål, vil det derfor være nærliggende at tro, at den samme anvendelse har været gældende for de neolitiske lerkar, der tydeligvis har den samme specielle formgivning.35 Neolitiske gravfund har vist, at man placerede dagligdags brugsredskaber og fødevarer hos den afdøde, men samtidig ser man også kostbare genstande, typisk tilvirket af jade, i de neolitiske grave. Det understøtter teorien om, at forfædredyrkelsen allerede i den neolitiske periode var et centralt anliggende.

Kinesisk religion og livsanskuelse

Подняться наверх