Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 11

Myter synes at være en uadskillelig del af førmoderne religioner, og de er da også repræsenteret i vidt omfang i kinesisk religion. Alligevel forekommer kinesiske myter at være temmelig marginale i forhold til skabelsen og vedligeholdelsen af traditionsbestemt viden. Kinesiske myter over en bred kam viser på ingen måde en konsekvent sammenhængende form som i den græske eller nordiske mytologi. Mytologien har i den henseende mange rødder og forgreninger. Der er altså tale om, at de enkelte myter kan have vidt forskellige kulturelle og etniske baggrunde, hvilket næppe kan undre, selv om man forsøger at tale om Kina som ét land og én kultur, har der naturligvis siden de ældste tider eksisteret mange epoker og kulturer i det kæmpemæssige land, vi kalder Kina.

Der er en ting, som generelt er særlig påfaldende med hensyn til kinesiske myter, og det er, at der aldrig trækkes en skarp grænse mellem mytens og realiteternes verden. Dette forhold afspejles bl.a. i Historiens Bog, en af de fem klassikere, der beretter om de tidligere sagnkonger. Mange karakteristika i den kinesiske kultur er tillagt disse figurer. Deres tilknytning til dynastihistorien fremhæver deres dennesidige præg som virkelige mennesker, der besad civilisationens ædle kunst. I den egenskab er de eksemplariske helte for den kinesiske kultur og i særdeleshed kongfuzianismen.

Historier, der beretter om guder, ånder og fabeldyr, tillagt menneskelige følelser, er gennem tiden blevet indprentet i den almindelige kinesers bevidsthed, om ikke andet så på grund af underholdningsværdien, men bestemt også som eksempler med en moralsk og visdomsagtig pointe. Teater og skuespil har medvirket til at popularisere myterne. Beijingoperaens dramaturgi og gentagne brug af mytologiske rollefigurer har medvirket til, at de mytiske fortællinger er blevet alles eje. Et andet kendetegn ved kinesiske myter er, at de ofte har deres oprindelse i den autentiske historie, hvorved der udvises et typisk kinesisk karaktertræk, nemlig den opfattelse, at mennesker kan blive til guder (euhemerisme). Guder, bodhisattvaer og Buddhaer er ikke kun blevet fremstillet i menneskelig skikkelse, de har også fået tilhæftet et narrativ, der i mytens sprog fortæller om deres herkomst og bedrifter. I forbindelse med den kinesiske folkereligion er de populære guder ligeledes blevet genstand for mytologiseringer, idet de ofte får tilføjet en mytisk forklaring på deres oprindelse og funktion.

Stort set alle religioner har en mytisk forklaring på verdens skabelse. Det dominerende syn på verdens skabelse blev udformet i en daoistisk kontekst, og det blev disse forestillinger, der dannede den generelle opfattelse i Kina af skabelsesprocessen. Der er knap nok tale om en mytisk beretning i de tidlige daoistiske skrifter som Laozi (Daodejing), Zhuangzi og Huainanzi, der alle forklarer verdens oprindelse igennem en naturalistisk proces. Dao er her beskrevet som den ultimative kraft, der ligger til grund for al skabelse. Dao udspringer af intetheden, der skaber den udifferentierede eksistens, som igen skaber yin og yang, og endelig, fra yin og yang, skabes alle ting.

En helt anden og mytisk beretning om verdens skabelse findes også i Kina. Den er i forhold til den ovennævnte noget senere, sandsynligvis fra det 3. århundrede. Det er myten om Bangu . I denne historie udspringer universet fra et kosmisk æg. En Gud ved navn Bangu er født i ægget, og ægget brækker i to halvdele. Den øverste del bliver til Himlen, og den nederste del bliver til jorden. Guden Bangu vokser sig større og større, idet han står mellem Himlen og Jorden og presser dem yderligere fra hinanden. Endelig dør Bangu, og hans krop bliver til de forskellige dele af verden. Hans lemmer bliver til bjergene, hans blod til floderne og hans øjne til solen og månen.

Der er flere myter i Kina, der omhandler en syndflod. Den mest kendte er knyttet til urtidskejseren Yu . Der refereres til denne myte både i kongfuzianismen og daoismen. Yu forsøger at tæmme flodernes oversvømmelser, der truer menneskene. Han kæmper bravt med at afværge oversvømmelsen og bygger utrætteligt diger. Med sin dragehale skærer han kanaler, der skal kontrollere og lede vandene. Der er mange versioner af denne myte i forskellige gamle tekster. Fælles for dem er dog, at Yu tæmmer floden og ses som skaber af den højere civilisation, idet han bereder landet for beboelse, veje og landbrug. Der er ligeledes myter, der beretter om andre kulturheroer, hvordan de skabte forskellige opfindelser til gavn for mennesket (f.eks. ploven, silkeavlen, medicin, kompas og vinkel, spådomskunst m.m.).

Nüwa er en skabergudinde, der sættes i forbindelse med skabelsen af mennesket. Hun er ofte afbildet sammen med sin mage, Fuxi . De to guder har halv menneskekrop og drage- eller fiskehaler. I hånden holder Nüwa en passer og Fuxi en vinkel. Disse er symboler på den skabende orden. De tidligste kendte billeder af Nüwa, i form af et stenrelief, stammer fra Handynastiet (206 f.Kr.-221 e.Kr.). Nüwa har tilknytning til mindst to myter. I den ene skaber hun menneskene ud af den gule ler. Det var imidlertid et større arbejde at modellere hvert menneske, så i stedet dyppede hun et reb i mudderet og lod det dryppe på jorden. De adelige og rige skabtes af de modellerede figurer, og fra det dryppende reb kom de fattige og laverestående (se Bodde 1961, 388). I den anden myte er hun den, der genopretter harmonien i verden. Da himmelen er ved at kollapse, reparerer hun pillerne, der er benene på en mytisk skildpadde, som holder himlen oppe over den firkantede jord.

Netop kongfuzianismens sociale og historiske fokus begribeliggøres i myterne om de vise konger, fortidens eksemplariske herskere, der udviste dyd og visdom i deres regeringsstyrelse. I stedet for at pege på guderne som skabere af civilisationen tilskrev kineserne denne begivenhed til ekstraordinære eller semimytologiske mennesker, der trin for trin, i kraft af deres opfindelser, skaber den kinesiske civilisation. I den kinesiske kontekst er myterne, som i mange andre kulturer, narrative fortællinger, der gennem århundreder er mundtligt (og skriftligt) overleveret og vidt udbredt i alle lag af befolkningen. Myter, legender og folkeeventyr har siden oldtiden til i dag spillet en stor rolle i Kina. Disse ‘store’ fortællinger i Kina er som sagt kun delvist bevaret for eftertiden.

Medens kongfuzianismen har sine særlige mytiske udlægninger om de vise sagnkonger, har daoismen dens særlige myter om de udødelige på Kunlunbjerget og øen Penglai . I de kongfuzianske skrifter er der kun meget sporadisk henvist til mytologiske fortællinger, og da kun i forbindelse med de tidligste dynastiers sagnkonger. Der er derimod mange mytologiske beretninger i daoistisk litteratur efter den klassiske periode. Særlig talrige er myterne om paradiser, hvor de udødelige guder bor. Der er især to myter i daoismen, der omhandler de udødeliges rige.

Den ene beskriver et ørige i havet mod øst, Penglai, hvor der fortælles at paladser af jade og guld eksisterer. Der er kilder med mirakuløst virkende vand, og der findes en magisk svamp, der kan give evigt liv. De udødelige er evige smukke unge mænd og kvinder, og de bor i paladser bygget af jade.

Den anden myte omhandler det mytiske bjerg Kunlun, der er hjemstedet for den Vestlige Dronningemoder , gudinden over alle de udødelige, der bor på bjerget. Bjerget strækker sig op til de højeste himmelske riger, og under det er der et kæmpemæssigt ocean. Kunlun er placeret i verdens midte, som en vertikal akse eller kosmisk pille. Der er imidlertid mange andre myter i daoismen, der er knyttet til daoistiske guder og udødelige (xian ).

En særlig myte af ukendt oprindelse er beskrevet i Zhuangzi , der bruger den til at illustrere ‘et misforstået’ forsøg på at tilføre kaos (hundun) menneskelige kvaliteter. Den lyder således:

Kejseren af det Sydlige Hav blev kaldet Shun (Kort), kejseren af det Nordlige Hav blev kaldet Hu (Pludselig), kejseren af det Midterste Rige blev kaldet Hundun (Kaos). Shu og Hu kom fra tid til anden på besøg hos Hundun, og Hundun behandlede dem meget venligt. Shu og Hu talte om, hvordan de kunne gengælde Hunduns venlighed. “Alle mennesker”, sagde de, “har syv åbninger, så de kan se, høre, spise og ånde. Men det er kun Hundun, der ikke har nogen. Lad os bore ham nogle!”. Hver dag borede de et hul, men på den syvende dag døde Hundun.

(Watson 1968, 97).

Kaos eller Hunduns undergang er i daoismens kontekst ikke positivt, men er en destruktion af den perfekte enhed. Myten kendes kun fra Zhuangzi og kan være et rent fiktivt litterært virkemiddel hos Zhuangzi, men er sandsynligvis bygget over en gammel myte.