Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 20

Zhoudynastiet kan opfattes som Kinas klassiske epoke. Det var i denne tid, at mange af de store opfindelser fandt sted, og filosofien vandt frem. Der var tekniske fremskridt, og kunsten nåede nye grænser for sin formåen og udtryk. Pengeøkonomien holdt for alvor sit indtog i slutningen af perioden, hvor byernes befolkningsantal steg, og handel og håndværk fik stigende betydning. Frem for alt var det dog en brydningstid − religiøst, politisk, socialt og menneskeligt.

Shangdynastiet blev fortrængt af Zhoudynastiet, der erobrede Shangfolkets hovedstad i det 11. århundrede f.Kr. og lagde den øde. Tidligere anså forskerverdenen Zhoufolket som et kinesisk folk, der dog havde andre skikke, både religiøse og samfundsmæssige, end Shangfolket. Man mente, at det var et bronzealderfolk, der på mange måder mindede om Shangfolket, men alligevel havde et eget særpræg, kunstnerisk, religiøst og politisk. I dag hælder man generelt til den antagelse, at dynastiernes skiften fra Xia til Shang og igen fra Shang til Zhou var et udslag af mere eller mindre sameksisterende staters skiftende hegemoni. Derfor bunder nøglen til forståelsen af Zhous lighed med Shang nok snarere i, at de to dynastier oprindeligt kunne betragtes som to ret ensartede kulturer, der hver besad et område af datidens Kina. Om det siger antropologen og arkæologen Kwang-chih Chang: “I den kinesiske situation besad forskellige stater − Xia, Shang, Zhou og andre, forskellige territorier i det nordlige og centrale Kina, hver især karakteriseret af særlige ressourcer. Shangperiodens optegnelser på orakelben viser hen til, at Shangstaten havde forbindelse til andre stater, der befandt sig på et sammenligneligt civilisationsniveau” (Chang 1980, 366).⁴¹ Ligheden mellem Shang og Zhou kan da forklares med en oprindelig lighed og en gensidig indflydelse på hinanden. Overgangen fra Shang til Zhoudynastiet er derfor en manifestation af, at Zhou invaderede Shangterritoriet og undertvang det, hvorefter kongen af Zhou blev den absolutte magthaver i det centrale og nordlige Kina.

Zhoudynastiet blev styret af kongen og hans vasaller, der ofte var medlemmer af den royale klan. I den forstand var Zhoudynastiet et feudalt samfund, men samtidigt eksisterede der også en vis form for bureaukrati,⁴² skønt officielle poster sikkert ofte har været sammenfaldende eller identiske med positionen som vasal. Ikke desto mindre har der under disse aristokrater eksisteret et lag af eksperter og lærde, der førte protokoller og administrerede straffelov, ritualer m.m. Magten kunne opretholdes gennem et stærkt militær, der stod til kongens rådighed, og ikke mindst via forestillingen om kongen som den jordiske stedfortræder og parallel til Shang Di, eller Himlen, som Zhoufolket senere valgte at kalde den øverste magt.

I det tidlige Zhoudynasti har der eksisteret op til 100 små vasalstater eller fyrstedømmer, og hver af disse bestod af en hovedstad omgivet af mure. Uden for fæstningen lå et område af opdyrket land, som udgjorde de fornødne ressourcer for landbrug.

Oprindeligt havde Zhouregenten, der bar titlen wang (konge ), delt landområderne ud til sine vasaller og medlemmer af den royale klan samt de allierede, der havde støttet ham i Zhoudynastiets fremmarch. Der var mindst fem forskellige titler, som blev båret af de jordbesiddende og adelige frænder, som stod under kongen. I mange tilfælde var disse enerådende inden for deres egne landområder, men stod stadig under den kongelige magt, der havde retten til at udskrive tropper i krigssituationer og arbejdskraft til større bygningsprojekter. De forskellige adelsmænd søgte audiens hos kongen for at befæste deres alliance. Under hensyntagen til deres forvaltningspligter over landet var der fællesskabsstiftende ceremonier, der formelt sikrede retten til deres respektive områder under ed til de himmelske og jordiske magter i gudeverdenen. Der blev ofte foretaget yderligere ejendomsopdeling, da større og mindre jordejere kunne forære små landområder bort til individuel ejendom. Magtstrukturen var ikke afhængig af en lovgivning, men loyaliteten mod systemet og magten var baseret på slægtskabsrelationer og konduite.

Den første Zhoukonge flyttede til en ny hovedstad nær vore dages Luoyang i den vestlige del af det, der tidligere udgjorde Shangterritoriet. Markeringen af den nye hovedstad efter sejren over Shang var et led i konsolideringen af magten. Ikke langt fra hovedstaden lå bjerget Song, der rejste sig majestætisk over det flade terræn. Himlens Hal, et særligt tempel, blev bygget, for at kongen kunne udføre den hellige offerhandling til Himlen, med reference til Songbjerget, også kaldet den centrale tinde (Zhongyue). Bjerget blev associeret med Himlens pol, hvorom alle andre himmellegemer drejede, og hvor de himmelske guddomme dvælede. Oprettelsen af hovedstaden, med dens centrale tempel, skal ses som etableringen af den statslige, officielle dyrkelse af Himlen, der indikerede Zhoukongens legitime ret til at regere over de fire verdenshjørner.

Kongens lederskab angik ikke kun det politiske og militære område, men han fungerede også som ypperstepræst eller sakral leder. Han forpligtede sig til at udføre de store statslige ofringer til Himlens og Jordens magter. Helt centralt i aristokratiets religiøse udøvelse var praktisering af forfædrekulten, hvor de forskellige klaners autoritet bl.a. afhang af anernes status og tidligere bedrifter. Det royale dynasti førte slægtslinjerne tilbage til de mytologiske urtidskejsere, og kongen blev opfattet som Himlens ætling.