Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 7

Den jødisk-kristne-islamiske tradition er karakteriseret ved en åbenbaring af ‘sandheden’ i konkrete tekster. Buddhismen som et alternativt eksempel anser religiøse tekster for at være i overensstemmelse med Buddha og den klosterlige institution, men basis for sandheden er snarere særlige erfaringer eller indsigter.⁶ I den religiøse kinesiske kontekst spiller teksterne en fremtrædende rolle. Selve tekstgrundlaget i de kinesiske religioner har været en etableret markør, der skilte de store og mere eliteprægede traditioner fra de lokale kulte. I mange gamle civilisationer har det individuelle forfatterskab ikke været model for visionær tænkning. De ypperste idealer for det menneskelige liv og den spirituelle verden mentes at finde deres smukkeste udtryk i den akkumulerede kollektive visdom, der er blevet transmitteret gennem kontinuerlige orale og skriftlige traditioner. I både Kina og Indien har man betegnet særlige autoritative og traditionsbundne tekster med henholdsvis betegnelsen jing og sūtra (f.eks. Yijing og Nirvāna Sūtra). I forbindelse med særlige vigtige og autoritative tekster i kongfuzianismen, daoismen og buddhismen findes der en lang tradition for kommentarfortolkninger af teksterne.

Fra den ældste epoke er skrifterne nedfældet på flækkede bambusstokke og bundet sammen.⁷ I de arkæologiske fund af gamle skrifter er snorene, der har bundet de enkelte stykker sammen til et hele, ofte rådnet bort, og det kan derfor være svært at rekonstruere stokkenes rækkefølge. Nogle af de værker, som er kommet i vores hænder i dag, er til tider af en blanding af nyere og ældre dato, skrevet af flere forfattere. De forskellige kommentatorer til skrifterne kan desuden have foretaget omredigering af stoffet og udeladt passager. Af de vigtigste skrifter opstod der forskellige kopiudgaver, hvor kommentatorerne har været af forskellige orienteringer i forhold til originalteksten. Med tiden kan der opstå temmelig forskellige kopier, der ikke længere fuldt ud er tro imod originalen. Fordi det ofte forholder sig sådan, at et enkelt værk, som vi kender det, er blevet til over en flere hundrede år lang periode, kan der skelnes flere lag og tendenser i teksten. Disse overleverings- og tekstkritiske spørgsmål er en stor udfordring for den moderne forskning, men er principielt ikke anderledes end de tekstlige vanskeligheder, man står over for med hensyn til de antikke græske tekster.

Ud over bambusstokke blev også silke meget tidligt anvendt i Kina som materiale for skriftlige optegnelser. Silkemanuskripterne var samlet i ruller eller foldet, sådan som det er tilfældet i de ret nyopdukkede Mawangduimanuskripter, som blev fundet i en grav i 1973 og stammer fra Handynastiet for over 2000 år siden.

De mange filosofiske skrifter fra Zhoutiden bærer ofte navnet på den tænker, som tilskrives udtalelserne i værket. Men denne praksis er i virkeligheden et spørgsmål om tradition i den pågældende periode, hvor en enkelt person tilskrives et helt værk, der kun sporadisk, delvist eller måske slet ikke indeholder elementer forfattet af titelpersonen.

Det er velkendt, at de mange såkaldte filosofiske og politiske tekster, der kan føres tilbage til De Stridende Staters Periode (475-221 f.Kr.), i sagens natur repræsenterer lærde og intellektuelle refleksioner over liv og samfund i det gamle Kina. Der er stadig meget lidt viden om den almindelige kinesers hverdagsreligion i denne tidlige periode. Nye arkæologiske fund af skrifter, som er dukket op, kan hjælpe med at belyse dette aspekt i kinesisk religion. F.eks. almanakken Dagenes Bog (Jishu) fundet i en Qingrav (216 f.Kr.) og teksten med titlen Tooghalvtreds behandlingsformer (Wushier bingfang ) fra Hangravene ved Mawangdui omhandler ordinære emner, som umiddelbart knytter tættere relationer til almindelige folks privatliv, og peger også i retning af en forestillingsverden, der har kendetegnet den større del af befolkningen.

I det 9. århundrede blev bogtrykkerkunsten opfundet i Kina. Dette førte hurtigt til en langt større udbredelse og mængde af skrifter. Buddhisterne var først med en trykt udgave af Diamantsūtraen. Senere fulgte både kongfuzianske og daoistiske skrifter på tryk.

De buddhistiske skrifter udgør et særligt problem, fordi mange af de centrale buddhistiske tekster er oversat fra indiske sprog (pali og sanskrit) til kinesisk. Mange munke arbejdede utrætteligt med oversættelser af sūtraer, men det er samtidig klart, at dette arbejde ofte blev udført af munke, der sad alene med hver deres stykke oversættelsesarbejde. Det var bestemt ikke alle, der var lige så kyndige i både sanskrit og kinesisk som f.eks. buddhistmunken, Kumārajīva (344-413). Naturligvis gav dette i et generelt perspektiv et noget svingende resultat, der kunne resultere i meget tvivlsomme oversættelser.

I Indien var det indtil det 5. århundrede en veletableret tradition at transmittere sūtraerne verbalt og efter hukommelse. Denne praksis førte til, at udenlandske munke forklarede den originale indiske tekst på mere eller mindre godt kinesisk, hvorefter kinesiske skrivere nedskrev teksten. Heldigvis blev metoder og teknikker til oversættelser betydelig forbedret gennem årene. Som det ofte er tilfældet, når man behersker to sprog, stod de daværende sanskrit- og kinesiskkyndige over for et af de væsentligste problemer, nemlig i valget mellem at tilføre oversættelsen ordret korrekthed eller poetisk skønhed fra originalværket. Med Kumārajīva oplevede man en ganske betragtelig seriøsitet, idet han ved sin ankomst til hovedstaden, Chang An, etablerede et veritabelt oversættelsesbureau, der var karakteriseret af akkuratesse og forbedrede oversættelsesteknikker og som naturligt blev et forum for oversættelsesarbejde i stor skala.⁸

Ligesom mange af de oprindelige kinesiske skrifter er de indiske sūtraer ofte komponeret over en længere periode, et forhold der nødvendiggør, at det inddrages i den tekstkritiske behandling af skrifterne. Her er det ligeledes et velkendt fænomen, at der mellem især de religiøse daoistiske kilder og de buddhistiske sūtraer i kinesisk oversættelse med tilhørende kommentarer sker en udveksling af indflydelse fra de to traditioner. Endelig findes flere af de indflydelsesrige sūtraer i flere oversættelser og udgaver af varierende længde, hvor der i enkelte tilfælde kan være tale om, at værket findes i udgaver på sanskrit, kinesisk og tibetansk. Med hensyn til de rent kinesiske oversættelser af sūtraer er der i realiteten oftest flere udgaver, der er oversat af forskellige kyndige; sommetider med en distance på flere hundrede år imellem. Her regnes der traditionelt og i forskningen med bestemte standardudgaver.

Både i buddhismen og daoismen forsøgte man at samle den kanoniske litteratur i store tekstsamlinger, som det er tilfældet med den daoistiske Daozang og den kinesiske buddhistiske Tripiṭaka. Begge kanoniske tekstsamlinger eksisterer i flere udgaver, da der i et historisk perspektiv gennem årene eksisterede et behov for jævnligt at opdatere og publicere store daoistiske og buddhistiske tekstsamlinger, ofte iværksat på foranledning af kejseren.

Moderne udgaver af den kinesiske buddhistiske Tripiṭaka tog sin begyndelse i Tokyoudgaven af Tripiṭaka trykt i årene 1880-1885. Baseret særligt på koreanske udgaver sammenholdt med kinesiske og japanske, gav denne Tokyoudgave (jap. Shukusatsu zokyo) et større overblik og sammenligningsgrundlag end tidligere udgaver. En senere japansk og mere kritisk udgave af Tripiṭaka (jap. Taisho Daizokyo) blev trykt i 1922-1933 under redaktion af nogle af de prominente buddhistiske forskere og lærde. Den kinesiske Tripiṭaka, som den foreligger i dag, består af både Nikāya- og Māhāyanatekster, skønt det helt klart er den sidste strømning, der har været dominerende i Kina. Kongfuzianismen kunne naturligvis også fremvise kanoniske værker, selv om der aldrig blev gjort forsøg på at skabe et stort tekstkorpus af den overdådige mangfoldighed af kongfuziansk orienteret litteratur, der eksisterede. Til gengæld kan det siges, at kongfuzianismens kanoniseringer af De Fem Klassikere og De Fire Bøger nok var den kinesiske civilisations mest indflydelsesrige tekstsamlinger.