Читать книгу Kinesisk religion og livsanskuelse - Klaus Bo Nielsen - Страница 13

Et af de vanskeligste begreber at have med at gøre set ud fra en vestlig baggrund er begrebet qi (vitalitet el. materiel kraft). Når begrebet qi indgår i den kinesiske religiøse, medicinske og filosofiske diskurs, er det særdeles svært at danne sig et klart billede af, hvad qi egentlig er. Dette begreb viser, hvor stor forskel der trods alt er imellem den traditionelle kinesiske konceptuelle opfattelse af verden og moderne videnskabelige paradigmer. Med udgangspunkt i den vestlige kategoriske tænkning vil man opdage, at vi med qi står over for et begreb, der bevæger sig på tværs af vores forestillinger om fysiologi, psykologi, spiritualitet og fysisk substans og dog synes at se alle disse fænomener som essentielt det samme. Mere klart bliver begrebet ikke, når det sættes i forbindelse med moralsk kultivering eller optræder som en helende kraft, der indvirker på intellekt, følelser og sundhed. Med en af de kategorier, vi ser verden med, kan vi ikke indfange hele spektret af qi. Grunden til, at qi og mange andre kinesiske termer er så svære at gøre koncise, er vores egne vaner, der formoder, at fænomener i verden kan beskrives som permanente ting, af mere eller mindre stoflig karakter. Men under dette befinder der sig også en grundlæggende forskel mellem den vestlige diskurs og den klassiske kinesiske. I Vesten er logik og semantisk klarhed en del af den højt værdsatte rationalitet, hvorimod der i den kinesiske diskurs er en større vægtning af hentydninger og konnotationer end af præcision og klarhed. Det leder i kinesisk forstand ikke til forvirring, men til en gennemsigtighed, der er rig på variationer af mening. Qi er det underliggende forenende aspekt i kinesisk tænkning. Opfattelsen af qi som en kosmisk eller vital energi indbefatter, at den altid er ét, men den kan optræde med forskellige kvaliteter og densiteter.²² Fortættet qi anskues som langsomt bevægelig grov ‘energi’ og fremstår bl.a. som det menneskelige legeme. Finere qi er hurtigt bevægelig og subtilt og konstituerer bl.a. sindet. Men siden qi er monistisk, er krop og sind konstitueret af den samme fundamentale qi, der blot manifesterer sig i både stof og energi. Alt efter konteksten synes qi bedst at kunne oversættes med ‘vital energi’ eller ‘materiel kraft’. I de tidlige daoistiske kosmogoniske beretninger og i de senere spekulationer i nykongfuzianismen optræder qi som den faktor, der konstituerer tingene. Den ses her som en ‘substans’, der enten optræder som forfinet eller grov, hvor Himlen dannes af det lette og fine qi, medens jorden skabes af det tunge og grove qi. På det individuelle plan optager mennesket qi-energi gennem åndedrættet, men der herskede den opfattelse, at qi kunne reguleres, forfines og akkumuleres gennem mentale og fysiologiske teknikker. I samme tråd indgår qi i forskellige praksisser, der menes at styrke livskraften og som især kan iagttages i daoismen. Den ældgamle kinesiske lægekunst, som allerede var veludviklet for mere end 2000 år siden, betjener sig af grundlæggende opfattelser, som også ses afspejlet i filosofien og omvendt. Mennesket bliver også her forstået som en organisme, der er en model af en større kosmisk sammenhæng, hvor yin og yang som kombinationer af qi udgør de faktorer i mennesket, som alt efter deres indbyrdes balance bestemmer udfaldet af sygdomme. Ofte tales der om faren ved, at qi-energien enten stagnerer eller spredes uhensigtsmæssigt i kroppen. Den kan mistes eller blokeres i det menneskelige legeme. Heraf følger risikoen for diverse patologiske tilstande. Den menneskelige organisme er påvirkelig af faktorer i det omgivende miljø. Det er en udbredt opfattelse, at qi-energien, som er på sit højeste ved livets begyndelse, gradvist aftager for til sidst at udslukkes med døden til følge. I den primært daoistiske søgen efter ‘udødelighed’ (xian) opdager man, at qi i den menneskelige krop består af to kvaliteter. Fundamentalt består menneskets livskraft af en oprindelig eller en prænatal yuanqi , som forbinder det med kosmos, men sekundært eksisterer også en postnatal qi, der holder kroppen i gang gennem åndedræt og føde.²³ I den medicinske tanke og den indre fysiologi i menneskekroppen tegner der sig et billede af tre komponenter i kroppen, der er afgørende for et menneskes sundhed og velvære. Den første er den allestedsnærværende livsånde i form af qi . Den anden er jing (essens), som er betragtet som en særlig koncentreret og subtil form af qi, der potentielt kan udnyttes til at nære ånden eller skabelse af nyt liv. Den sidste er shen (ånd), der både kan anvendes om guder og ånder, men i den spirituelle fysiologi er shen den åndsevne, der bor i hjertet (i nogle daoistraditioner har shen dog sæde i hjernen), og som blandt andet kommer til udtryk i en persons intellekt, indsigt og intuition. I realiteten er shen anset som en særlig forfinet qi-konstellation. Forskellige medicinske traditioner har imidlertid uensartede opfattelser af, hvilken rolle qi, jing og shen indtager i de kropslige og mentale funktioner.

Både før, men især siden Tangdynastiet (618-907) omtaler mange skribenter i forskellige religiøse traditioner det reneste og mest subtile qi som det oprindelige qi (yuanqi). Når qi antog form af en perceptionel ting, opfattedes en given konfiguration af qi som en ting, der gennemløb en cyklus af udvikling og forfald. Den ultimative cyklus af qi kunne opfattes som dao, den altomfattende kosmiske proces.

I modsætning til den klassiske kongfuzianisme indtager qi en dominerende rolle i den senere nykongfuzianisme. I det 11. århundrede bliver qi tilført en mere systematisk og spekulativ betydning, idet qi i den nykongfuzianske tanke bliver anset for den oprindelige og grundlæggende ‘substans’, som i sit dynamiske virke danner udgangspunkt for enhver form for forklaring på, hvordan naturens kræfter virker. Det er dette begreb, som anvendes i de metafysiske²⁴ og ontologiske spekulationer. I nykongfuzianismen, såvel som i traditionel kinesisk tænkning, er qi det fundamentale ‘stof’ (stof, energi, vitalitet), verden og dens fænomener er dannet af. At verden er reelt eksisterende, kan ifølge nykongfuzianismen bevises ved det faktum, at qi gennemtrænger hele universet og konstituerer enhver enkelt ting. Hvor buddhismen ofte benægtede tingenes og fænomenernes ultimative eksistens, accepterede nykongfuzianismen fænomenernes reelle eksistens og anså qi som det fundamentale ‘stof’ i universet. Nykongfuzianerne brugte begrebet qi på et metafysisk grundlag i deres kosmologiske spekulationer for at argumentere for realiteterne i fænomenernes verden.

Qi har, for det første, altid været opfattet som en slags kraft og substans, der eksisterer både i makro- og mikrokosmos og er integreret i universets virke og fremtoning. Og for det andet har qi været nøgle og objekt for alskens selvkultiveringsteknikker i Kinas lange historie, hvor det generelle mønster har aftegnet sig som det forhold, at qi kan optræde i grovere eller finere form. Målet har i den henseende, i forbindelse med medicinske og helsebringende aspekter eller i forbindelse med religiøse soteriologiske mål, været dette at harmonisere det energetiske flow af yin og yang, forfine og på anden måde at skabe en subtil qi, der blotlægger en mere ægte, harmonisk eller naturlig konstitution af qi i mennesket, som befordrer moral, indsigt eller frelse.

Yin og yang-tegnet omgivet af de otte trigrammer (bagua).