Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 10

I en række bystater i det nuværende Italien indledes i løbet af 1300-tallets slutning og 1400-tallets begyndelse en epoke, der på én og samme tid er bemærkelsesværdigt fremadskuende og tilbageskuende.

Fremadskuende, fordi naturvidenskabelige ansatser, filologiske fremskridt, filosofisk refleksion og kunstneriske paradigmeskift helt eller delvist grundlægger og forbereder vidensfelter og erkendelser, som i samtiden og eftertiden udgør større eller mindre kulturhistoriske nybrud.

Tilbageskuende, fordi den katolske verdensorden bliver udfordret, både politisk, teologisk, filosofisk og filologisk, bl.a. under mottoet ad fontes, »til kilderne«. Ikke, at kirken ikke kunne være enig heri, blot at de kilder, der er tale om, nu bliver udvidet, idet man med større iver og bredde end tidligere fordyber sig i antikkens førkristne kunst og litteratur, primært fra Romerriget, sekundært fra Grækenland.

Eftertiden navngiver epoken renæssancen – genfødslen. En betegnelse, der dels er skabt ud fra tidens store interesse for antikken, dels ud fra en senere tids romantiske beundring af denne epoke. Karakteristikken af renæssancen står fortsat til diskussion, men tendensen går i dag i retning af en nedtoning af betydningsfuldheden og radikaliteten af periodens brudflader i forhold til middelalderen.

Allerede i 1200-tallet florerer ordene renovatio og renasci (grundordene for »renæssance«), ¹ men først et par århundreder senere begynder tænkere i den tid, som italienerne kalder rinascimento,² at anse deres egen tid for at være et egentligt brud med fortiden, medium aevum (middelalderen), som den forudgående tidsalder nedsættende benævnes fra 1500-tallet.³

Den generelle nedvurdering af middelalderen finder ifølge historikeren Theodor E. Mommsen sit første talerør i Francesco Petrarca (1304-1374), der fastslår, at epoken efter antikken til og med hans egen tid henligger i »mørke« (tenebrae), ikke fordi den er mindre kendt i form af historiske akter, men fordi den i hans generaliserende dom simpelthen er en forfaldstid.⁴ Han skaber også det blivende begreb »antikken« om den tidsalder, der går forud for Kristus.

I renæssancen og ikke mindst oplysningstiden tager man opfattelsen af middelalderen som en forfaldstid til sig, men den er almindeligvis forladt af moderne historikere – til gengæld overlever den i megen polemik, hvor »middelalderlig« fortsat er synonym med »mørke«, »tilbageskridt« eller »barbari«.

Petrarca drømmer på sin side om en fremtid, hvor »middelaldermørket« er overvundet, som han skriver til sin læser i digterværket Afrika, der er påbegyndt i 1338 (i prosaoversættelse): »Mit liv er bestemt til at udspille sig i storm og virvar. Men hvis du, som det er mit ønske og brændende håb, skulle overleve mig, skal en mere gunstig tidsalder vende tilbage: dette døde sløvsind kan umuligt vare evigt. Vor eftertid vil – muligvis – når de mørke skyer er forduftet, atter nyde stråleglansen, som de gamle kendte. Da skal du på Helikons grønne bjergskråning se ny vækst opstå og det hellige laurbærtræ bære nye blade. Og talenter vil spire frem, fornyede, venlige ånder, i hvis hjerter iveren efter at lære vil blive knyttet til den gamle kærlighed, thi alle muserne vil manifestere sig igen.«⁵

Petrarca står med et ben i begge tidsaldre og kigger tilbage på en ufrugtbar epoke, men er ifølge Afrika selv udset til at være den, som atter skal kaste glans over det aldrende Rom.⁶ Han er imidlertid splittet mellem sin fascination af middelalderen med dens verdensforsagelse på den ene side og antikkens lidenskabelige kærlighed til livet og verden på den anden. I centrum af hans indre strid står kirkefaderen Aurelius Augustinus (354-430), der bliver en central med- og modspiller i hans udvikling som menneske og tænker.

I 1336 bestiger Petrarca Mont Ventoux, og da han fra bjergtinden betragter den storslåede udsigt, får han den indskydelse at slå op i sin medbragte udgave af Augustins Bekendelser. Hans blik falder på et sted i selvbiografien, hvor kirkefaderen kritiserer menneskets begejstring for det ydre: »Der går menneskene og beundrer bjergenes højde, havets mægtige bølger, flodernes brede strøm, oceanets vidder og stjernernes baner; men sig selv overser de!«⁷

Petrarca føler sig truffet, som var Augustins ord møntet på ham selv, og udbryder angerfuldt: »O, hvor ivrigt burde vi ikke stræbe for at hæve os, ikke over jordens højder, men over de begær, der udspringer af jordiske tilskyndelser!«⁸

Men Petrarca følger ikke Augustin hele vejen og formår aldrig at slippe de selv samme »jordiske tilskyndelser«, som han fordømmer på toppen af Ventoux.

I manuskriptet Secretum meum (min hemmelighed), der er skrevet som tre samtaler med Augustin (sandsynligvis påbegyndt i 1340’erne og bearbejdet frem til begyndelsen af 1350’erne), bliver omdrejningspunktet hans vaklen mellem kirkefaderens påtale og det verdslige livs glæder.

Det er en vaklen, der slår igennem på et kulturelt plan i al sin brogede og modsætningsfyldte mangfoldighed det følgende århundrede og sine steder munder ud i en frugtbar syntese mellem antikkens og middelalderens verdensanskuelser, andre steder i en dramatisk konfrontation. På det tidspunkt erklærer italienske renæssancetænkere uden at blinke, at en helt ny historisk æra er blevet en realitet, bl.a. som følge af Petrarcas virke.

»De ønskede at bryde med den middelalderlige fortid og alle dens traditioner, og de var overbeviste om, at de havde effektueret et sådant brud,« konstaterer Mommsen.⁹ Renæssancen undfanger således en inddeling af verdenshistorien, der i lighed med Petrarca betragter antikken som den gyldne tidsalder, mens tiden fra Romerrigets undergangsperiode og stort set helt indtil 1400-tallet ses som et mørkt interregnum, hvorefter til gengæld tilføjes en ny, tredje tidsalder, nemlig deres egen epoke, der hyldes som en kulturel solopgang.

Historikeren Matteo Palmieri (1406-1475) takker for at være født i denne nye tidsalder og fremhæver f.eks., hvorledes skulptur og arkitektur endelig har nået et højdepunkt af perfektion, efter at civilisationens fundament simpelthen har været tabt i de foregående otte århundreder. Kunstteoretikeren Leon Battista Alberti (1404-1472) skriver i prologen til sin traktat, Om billedkunsten (1435), at en række ypperlige kunstnere i Firenze »ikke står tilbage for nogen, han være sig nok så gammel eller berømt udi disse kunster«. Filosoffen og filologen Marsilio Ficino (1433-1499) hævder, at hvis der overhovedet er en tidsalder, som kan kaldes »Guldalder«, så gælder det hans egen samtid, hvorfra han fremhæver Firenze, fordi platonismen her er genkaldt »fra mørket til lyset«. Og i det følgende århundrede udbryder den franske forfatter François Rabelais (1494-1553) lettet, at man nu endelig er kommet ud af den »gotiske nat« og har åbnet øjnene for solen.

Selv om få betvivler, at Sandheden (med sort S) først er kommet ind i historien med Kristus, betragter mange lærde i renæssancen ikke desto mindre hovedparten af den kristne tidsalder som et årtusindlangt forfald. Dermed vender de sådan set bare kirkens selvforståelse på hovedet, ifølge hvilken det var den ikke-kristne oldtid, der henlå i et trøstesløst mørke, før kristendommen oplyste verden.

Den første til at begrebsliggøre renæssancen som epoke er måske kunstneren, kunsthistorikeren og arkitekten Giorgio Vasari (1511-1574), da han i 1550 anvender begrebet rinascita i et historisk værk om tidens italienske kunstnere, der atter roses for at have opnået intet mindre end perfektion.

Det er dog først den franske historiker Jules Michelet (1798-1874), som tilskrives æren for at have skabt den blivende term, renaissance, der karakteriseres som opdagelsen af verden og mennesket, om end det er schweizeren Jacob Burckhardt (1818-1897), der for alvor cementerer og udfolder begrebet og epoken i kulturhistorisk forstand med bogen Renaissancens kultur i Italien (1860). Michelet og Burckhardt iscenesætter renæssancen som et storslået, kulturhistorisk vendepunkt i skarp kontrast til en statisk og deprimerende middelalder.

Trods renæssance-etiketten er der dog ikke på noget tidspunkt tale om et egentligt forsøg på at »genføde« antikken som sådan, men om at inddrage og lade sig inspirere af større dele af antikken. Der er da også kun undtagelsesvist tale om, at nogen ligefrem skulle tilstræbe en genindførelse af det antikke panteon og dyrke guderne i en ny (gammel) religion i stedet for kristendommen.

Men renæssancen er en epoke, hvor den førkristne kulturarv studeres med fornyet entusiasme, hvor mennesket i højere grad individualiseres, og hvor kulturen bliver rummeligere og mangfoldigere end i middelalderen (som vi skal se i de følgende kapitler). I de italienske bystater er genopdagelsen af antikkens kultur endvidere mere folkeligt forankret, end det siden bliver tilfældet i det øvrige Europa, givetvis som følge af den umiddelbare interesse for Romerriget og det ikke helt fremmedartede latin, der er den sproglige nøgle til italienernes egen fortid.

Ikke blot »eksporteres« renæssancen efterfølgende i vekslende grad til større dele af Europa – flere af de hovedtræk, som kendetegner den italienske renæssance, er imidlertid også foregrebet i andre, tidligere epoker i middelalderen, og som nævnt i indledningen har det 20. århundredes historikere da også distanceret sig fra Michelets og Burckhardts umådeholdne romantisering af renæssancen på middelalderens bekostning.

Selv Burckhardt skriver dog også: »Den romersk-græske Oldtid, der fra det 14. c af greb saa mægtigt ind i det italienske Liv, som Støtte og Kilde for Kulturen, som Tilværelsens Maal og beundrede Forbillede, til Dels ogsaa som bevidst ny Modsætning til det bestaaende, denne Oldtid havde allerede længe nu og da paavirket den hele – ogsaa den ikke-italienske – Middelalder. Den dannelse, som Karl den Store repræsenterede, var væsentlig en Renaissance overfor det 7. og 8. Aarhundredes Barbari og kunde slet ikke have været andet.«¹⁰

Ud over den karolingiske renæssance under Karl den Store (742-814) taler man f.eks. om den ottonske renæssance under Otto den Store (ca. 950-1000), dannelsesepoken i klostrene i Irland og England (ca. 5.-8. århund rede) og de byzantinske renæssancer (midten af det 9. til midten af det 11. århun d rede).

I Renaissance of the Twelfth Century (1927) har Charles Homer Haskins endvidere påpeget den kulturelle opblomstring, der især finder sted i det 12. århundrede, og kritiserer således den kategoriske skelnen mellem successive, historiske epoker, som Burckhardt præsenterer. Han fremhæver, hvorledes det 12. århundrede – der tidligere er blevet betragtet som en del af »den mørke og statiske middelalder« – snarere er en dynamisk og forandrende tid, som også rummer nogle af de træk, der sædvanligvis identificeres med renæssancen 2-3 århundreder senere, og således er en renæssance i sin egen ret: »En epoke, der rummede korstogene, byernes fremgang og tilblivelsen af de tidligste bureaukratiske stater i Vesten; som bevidnede den romanske stils kulmination og begyndelsen på den gotiske, fremkomsten af litteratur på folkesprogene, genkomsten af latinske klassikere, latinsk poesi og romersk lov, genopdagelsen af græsk videnskab med dens arabiske tilføjelser og af store dele af græsk filosofi, samt oprindelsen til de første europæiske universiteter. Det 12. århundrede satte sit aftryk på højere lærdom og dannelse, på skolastisk filosofi og europæiske retssystemer, på arkitektur, skulptur og liturgisk drama, og på folkesprogenes og den latinske poesi.«¹¹

Middelalderen kender f.eks. også til sanselige og satiriske digtertraditioner, der tilmed kan være barske i deres kirkekritik, som vi skal se senere i dette kapitel. Kontemplativ afholdenhed, naturforskrækkelse og verdensforsagelse er heller ikke den eneste vej til Gud, ligesom kirken er en mangefacetteret størrelse og ikke et blot og bart centrum for middelalderlig, åndelig ortodoksi, som umuliggør al kritik. I perioder blomstrer ligefrem en spektakulær vidensudveksling og en dristig naturfilosofi i modstrid med hævdvunden dogmatik – om end det trods alt er vanskeligt at benægte, at der her er tale om undtagelser i det overordnede historiske perspektiv i hovedparten af middelalderen, hvor kirken dominerer den europæiske tankeverden.

Man kan naturligvis diskutere, hvor eksklusivt eller inklusivt renæssancebegrebet bør være, men her skal det blot konstateres, at begrebet i praksis er blevet anvendt mere og mere inklusivt i det 20. århundrede. Også i det følgende vil »renæssance« blive anvendt som en forholdsvis pragmatisk betegnelse, ikke for én, men for flere epoker, hvor inspiration fra antikkens kultur sætter et aftryk på tidens idéverden i form af bl.a. naturfilosofi og nye dannelsesidealer – og som det vil fremgå for den italienske renæssances og dens efterfølgeres vedkommende også med et udpræget individualistisk menneskesyn, der afspejles og proklameres i skelsættende kunst og litteratur.

Som nævnt i indledningen vil renæssancen i bestemt form også i nærværende bog henvise forholdsvis ukontroversielt til den renæssance, hvis tyngde falder i det 14.-16. århundrede og primært udspringer i de norditalienske småstater, men breder sig i Italien og siden flere steder i Europa.

I dette kapitel er det dog idéhistoriske træk fra middelalderen og ikke mindst nogle af de tendenser, der peger frem mod den italienske renæssance – eller udgør aspekter af tidligere renæssancer – som er i fokus.

Vi begynder med kulturmøder og kultursammenstød med islam. Islamisk konfrontation og inspiration medfører nemlig historiske påvirkninger og forandringer, der kulminerer i korstogsbevægelsen fra slutningen af det 11. og til udgangen af det 13. århundrede, men sætter vigtige aftryk på Europa længe efter – og tager sin begyndelse langt tidligere.