Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 11

Islam får et brohoved i Europa, da de nordafrikanske maurere krydser Gibraltarstrædet og rykker ind i Spanien i 712, hvor de påbegynder århundreders islamiske erobringer på europæisk jord. Muslimerne bevarer herredømmet over forskellige områder i Spanien i mere end syv hundrede år, og herfra stammer den primære islamiske indflydelse på vesteuropæisk filosofi (herunder naturfilosofi eller ansatser til »naturvidenskab«) i middelalderen.

I 827 lander muslimer på Sicilien og får endnu en fremskudt position i Europa. I 903 er hele øen indtaget og forbliver på muslimernes hænder i små to århundreder, indtil det gradvist lykkes normannerne at fordrive dem i sidste halvdel af det 11. århundrede.

På dette tidspunkt er de kristne også i offensiven i Spanien, og i 1085 tilbageerobres Toledo af kong Alfonso VI, hvorefter en af islams intellektuelle højborge bliver et kristent centrum for oversættelser af vigtige arabiske skrifter. Alfonso er endvidere et eksempel på, at også kristne herskere kan gengælde en tolerance over for islam, som ofte bliver kristne undersåtter til del under islamiske herskere, idet kongen lader muslimerne bevare retten til at dyrke deres egen religion.

En konfrontation med det islamiske imperium, som går i den modsatte retning end muslimernes erobringer i Middelhavsområdet, indledes med de kristne korstog. Hensigten er formelt at »befri« Jerusalem fra hedningene, men korstogene tjener dog også det basale formål at samle de kristne om en fælles ydre fjende og derigennem bilægge de utallige stridigheder, der raser mellem kristne fyrster. Ved samme lejlighed sikres og udbygges pavens og kirkens magtposition i Vesten såvel som lokale og regionale kirkeinstitutioners interesser.

Ifølge nyere forskning er korsfarerne først og fremmest motiveret af personlig, religiøs overbevisning, hvor man tidligere mente, at bl.a. håbet om krigsbytte var et oplagt motiv. Men korstogene adskiller sig fra andre krigseventyr på flere afgørende måder, ikke alene fordi de er udråbt af paven, men først og fremmest fordi deltagerne gør sig fortjent til aflad.

Denne noget specielle krigsiscenesættelse hænger sammen med de meget sammensatte synds- og tilgivelsesforestillinger i middelalderen. Kirkelig tilgivelse transformerer således den evige straf, som følger af synden, til en timelig straf, der består af såkaldt satisfaktoriske gerninger, som skal udføres her i livet – i modsat fald kunne de overføres til en straf i skærsilden. I begyndelsen kan den timelige straf overstås med offentlige bodsøvelser, bl.a. i form af almisse, faste eller bøn (hvis synden er mindre alvorlig), men med tiden udvikles bodsinstitutionen til et kompliceret system, hvor den ækvivalente bod til hver enkelt synd ligefrem er nedskrevet i håndbøger.

I dette spændingsfelt kommer afladen ind. Aflad består i eftergivelse af timelig straf, f.eks. kan biskoppen ophæve eller lempe pålagte bodsgerninger, mod at man hjælper med at bygge en kirke. Et kompliceret skred fra et moralsk betinget straffesystem til institutionaliseringen af direkte kirkelig magt over den enkeltes adgang til Paradis er derved så småt under udvikling.

Med pave Urban II (1088-1099) får denne praksis en særlig drejning af stor historisk betydning, da det stadig noget diffuse afladsbegreb bliver en direkte ingrediens i korstogsbevægelsen.

Det er imidlertid først i det 13. århundrede, at afladen fastlægges i mere eksplicit detalje. Omkr. 1230 leverer Hugo af St. Cher en tilfredsstillende teologisk begrundelse, idet han påpeger, at kirken råder over en særlig koncentration af guddommelig »kredit« i form af overskydende gode gerninger fra Kristus og helgenerne, thesaurus ecclesiae (kirkens skat). Dette moralske overskud er uendelig stort, hvorfor kirken kan dele ud af skatten til benefice for almuen, f.eks. til afdøde korsfarere, hvis egne handlinger ikke er tilstrækkelige til at opveje deres synder. Dermed synes der at være opnået en form for balance i den teologiske matematik.

Afladen bliver efterhånden et fast paveligt instrument, bl.a. altså til brug under korstog, konkluderer Ane Lise Bysted på baggrund af omfattende studier i begrebets udviklingshistorie: »Indtil da havde afladen haft en vis karakter af forbøn og håb om, at Gud var enig i eftergivelsen af straffen – nu blev det simpelthen Kirkens egen afgørelse, den fik jurisdiktion over straffene i Skærsilden, fordi den havde magten til at dele ud af de overskydende fortjenester. I overensstemmelse med den generelle kirkepolitiske tendens blev denne magt til at give aflad centreret hos paven, hvilket forøgede hans åndelige magt betragteligt, og dermed også hans timelige magtpotentiale. Med afladsinstitutionen havde paven et magtmiddel til at dirigere krigerne på korstog, og den teologiske og kirkeretslige udvikling af institutionen fandt frem til formuleringer, der skulle tjene til yderligere at underbygge denne magt.«¹²

Selv om de teologiske mellemregninger endnu ikke er på plads tilbage i 1095, lover allerede Urban II tilsyneladende, at deltagelse i korstoget i sig selv kan være udslagsgivende for skæbnen i det hinsidige – i hvert fald opfattes det let sådan.

Som nævnt har udsigten til aflad givetvis spillet en større rolle for korsfareren end en tvivlsom, økonomisk motivation i form af udsigten til et potentielt krigsbytte. Korstog er simpelthen umådeligt udgiftskrævende og derfor temmelig vanskelige at finansiere i form af krigsbytte, og i alle tilfælde er »indtægter« herfra selvfølgelig usikre, hvorfor man måske snarere har forventet at vinde prestige og hellige relikvier.¹³ Til trods for at Urban II ikke holder sig tilbage med alligevel at lokke potentielle deltagere med verdslig belønning, som vi snart skal se, er kirken den eneste økonomiske sejrherre, eftersom korsfarere kan være nødsaget til at låne af kirken for overhovedet at betale deres udgifter.

Over de næste århundreder iscenesættes flere større og en lang række mindre korstog, der ikke alle har Mellemøsten som destination, men f.eks. også er rettet mod muslimerne i Spanien og hedninge i Baltikum (Valdemar Sejrs erobring af Estland i 1219, hvor Dannebrog ifølge legenden falder ned fra himlen, er f.eks. officielt et korstog). Det gælder også det såkaldte albigenserkorstog, der er vendt mod de kristne katharer i Sydfrankrig (som vi skal vende tilbage til senere i kapitlet).

Hele bevægelsen begynder dog på pave Urban II’s initiativ, da han på kirkemødet i Clermont i 1095 opfordrer til det første korstog. Den umiddelbare anledning er de tyrkiske seldsjukkers erobring af Jerusalem i 1070, der har kastet de hidtidige arabiske magthavere på porten med efterfølgende beretninger om forfølgelser af kristne under pilgrimsfærd til den hellige by. Samtidig har seldsjukkerne sat Det Østromerske Rige under pres, og deres succesrige erobringer kan såmænd i sig selv være grund nok til bekymring også for Vesten.

Det Østromerske Riges historie går tilbage til Konstantin den Store (ca. 272-337), der i 330 erobrer Byzans og her grundlægger det romerske kejserriges nye hovedstad, Konstantinopel. I 395 splittes Romerriget i det vestlige og det østlige kejserrige, og mens den vestlige del bliver yderligere opsplittet i talrige kongeriger de følgende århundreder, forbliver Konstantinopel den mægtige hovedstad i et sammenhængende, østromersk kejserrige i over tusind år. Hovedsproget bliver på et tidligt tidspunkt græsk (den sidste østromerske kejser med latin som modersmål er kejser Justinian, der regerer fra 527 til 565), men indbyggerne betragter sig selv som romere. Vesteuropæerne kalder dem grækere og orientalere, eller endnu mere nedsættende byzantinere – for at forlene dem med en anakronistisk provinsialitet, der dog i virkelighedens verden snarere hører Vesten til. Omvendt har man i Konstantinopel heller ikke meget mere tilovers for vesterlændingene og betragter arrogant de latintalende »romere« som uciviliserede barbarer.

Opslidende dogmatiske stridigheder og magtkampe tegner gensidigt »vestromernes« og »østromernes« billede af hinanden, og i 1054 splittes også kristenhedens enhedskirke definitivt i to, den græsk-ortodokse og den romerskkatolske.

Men da Urban II taler i Clermont i 1095, står det klart, at en ny fjende udgør en fælles trussel. De tyrkiske seldsjukkers fremmarch kan således for en stund tilsidesætte den gensidige mistro, magtkamp og misundelse i den kristne verden, og byzantinerne beder om assistance fra deres trosfæller i vest.

Urban II har forinden rejst det meste af året i Norditalien og Sydfrankrig for at skaffe opbakning til den krig, der skal bremse islams ekspansion og erobre den hellige by, og foran tusinder af tilhørere udmaler han den tyrkiske fare i en af historiens mest afgørende taler.

Der er afvigende kilder til talens indhold, men stemningen og hensigten er nok udmærket gengivet i denne version, hvor paven understreger nødvendigheden af at »ile til Forsvar for Østens Kirke« og indstille alle fjendtligheder kristne imellem for at bekæmpe de onde seldsjukker: »Uværdige Mennesker har besat de hellige Stæder! Svinske og urene Tyrker underkuer vore Brødre!«¹⁴ Han formår næsten at gøre krigsdeltagelsen til en sakramental velsignelse: »… ja, prædik overalt som med én Mund Vejen til Jerusalem, og lad dem, der bekender deres Synder faa Kristi Forladelse!«

Men paven fremhæver samtidig krigsbyttet, der venter forude, og gør udfaldet af korstoget til en win-win-situation: »Jeres Fjenders Forraad skal ogsaa være jeres, thi I skal plyndre deres Skatte, og enten skal I sejrrige vende hjem til jert eget, eller I skal med jert røde Blod vinde en evig Sejrspris.«

Folkemængden svarer bekræftende på pavens opfordring: Deus lo volt (Gud vil det) – og dermed er korstogsbevægelsen født.

Af de titusinder af korsfarere, der drager af sted i 1096, når omtrent en tredjedel af skaren frem til Jerusalem i 1099.¹⁵ Tyrkerne er dog i mellemtiden atter blevet fordrevet af fatimiderne, og kaliffen garanterer nu de kristne pilgrimmes fredelige adgang til den hellige by.

Korstogshæren er imidlertid ikke kommet den lange vej bare for at traske hjem igen og kræver en betingelsesløs overgivelse. Fatimiderne nægter, men efter lang tids belejring lykkes det korsfarerne at indtage den hellige by i en voldsom blodrus, der kræver tusindvis af muslimers og jøders død, og som hverken skåner kvinder eller børn. En kristen digter glæder sig over udfaldet: »Der flyder strømme af blod i Jerusalems gader, da vantroens folk hugges ned. Jerusalem, glæd dig! Og templets gulv farves rødt af de døendes blod. Jerusalem, glæd dig!«¹⁶

I det 13. århundrede bliver korstogstanken nært forbundet med en generel opfattelse af en offensiv, kristen missionsvirksomhed, ifølge hvis særegne teologiske ræsonnement korstogene ikke blot er til gavn for de kristne, men også for muslimerne – det betragtes således som en næstekærlig gerning at slå muslimer ihjel, eftersom de derved hindres i at synde yderligere.

Korstogsånden er kommet for at blive, og i takt med at den bemægtiger sig de kristne lande i Europa, blusser også jødeforfølgelserne op igen. At den storm, som er sluppet løs, end ikke lader sig begrænse til jøder, muslimer, andre hedninge eller kristne kættere, viser den kalkulerede katastrofe, som under det fjerde korstog i 1204 rammer den østlige kristendoms hovedstad, Konstantinopel.

Kristne korsfarere massakrerer her deres byzantinske trosfæller og udplyndrer byen med spegede politiske og økonomiske motiver, hvis resultat betegnende nok bliver en afgørende fordel for den konkurrerende handelsby, Venedig. Selv om byzantinerne generobrer deres hovedstad et halvt århundrede senere, kommer Konstantinopel sig aldrig rigtig over chokket.

I et par århundreder er korstogsbevægelsen en mere eller mindre permanent (eller i det mindste latent) bevægelse – og længere endnu, alt efter hvor bred eller snæver en definition af korstogsfænomenet man anlægger.

Trods den indledende succesfulde erobring af Jerusalem, hvilket virker yderligere stimulerende på pavemagten, er korstogene mod den hellige by fra slutningen af det 11. til slutningen af det 13. århundrede gennemgående en række militære fiaskoer, og den begrænsede opretholdelse af kongeriget Jerusalem og de øvrige korsfarerriger skyldes givetvis alene den samtidige splittelse i den islamiske verden.

Hvor store sidegevinsterne for de kulturelle udvekslinger bliver i kølvandet på korstogene, er et åbent spørgsmål, for kulturelle påvirkninger fra islam er udbredte i forvejen og bliver det også siden, ikke mindst som følge af muslimernes tidlige fodfæste i Spanien. Men handelsforbindelserne bliver udvidet, især til gavn for de italienske byer.

For korsfarerne, som bliver boende i det hellige land, betyder kulturmødet med muslimerne efterhånden en overgivelse til den arabiske livsstil, og flere kristne går over til islam. Om de kristnes »orientalisering« i det hellige land i tiden efter det første korstog skriver en præst: »Vi, som var vesteuropæere, er nu blevet orientalere; den, som var romer eller franskmand, er her galilæer eller indbygger i Palæstina; den, som boede i Rheims eller Chartres, betragter sig her som borger i Tyrus eller Antiochia. Vi har allerede glemt vort fødeland; mange af os kender det slet ikke mere eller hører i hvert fald aldrig mere tale derom.«¹⁷