Читать книгу RenAessancen og humanismens rodder - Rune Engelbreth Larsen - Страница 15

Ligesom middelalderteologiens natursyn trods alt ikke er en ørkesløs og uimodsagt vandring i ren naturforsagelse, foregribes og tangeres også senere tiders angreb på kirken inden for visse digtertraditioner. Her udfoldes kirkekritikken i ramsaltet, satirisk form, der bl.a. udstiller gejstlig dobbeltmoral og samtidig rummer mange eksempler på poesiens forbløffende, løsslupne forhold til kærlighed og erotik.

Det kommer f.eks. til udtryk blandt goliarderne (også kaldet vaganter) – omvandrende klerke og studenter i middelalderens England, Frankrig og Tyskland, som ikke mindst bliver berømte og berygtede for deres angreb på kirken og deres hyldestdigte til vin og elskov.

De kalder sig goliarder efter den mytiske biskop Golias (der er en almindelig form af Goliat), som de påstår er deres grundlægger, og de hævder at være forenet i en omfattende organisation med navnet Ordo vagorum (et lav for vandringsmænd). Men Golias er snarere »en skole« eller en »epoke«, ikke et individ.⁷⁴

En af de vigtigste kilder til deres virke er en lang række sange og religiøse skuespil, der er bevaret i håndskrifter fra et kloster i Benediktbeuern, ca. 100 km syd for München. Her blev de genfundet i 1803 og udgivet et lille halvt århundrede senere under titlen Carmina Burana (Sange fra Bayern), hvoraf nogle er blevet sat i musik af Carl Orff i 1937.

Blandt skrifterne finder vi f.eks. Vaganternes ordenssang (omkr. 1200), som udtrykker en bemærkelsesværdig tolerance og åbenhed over for alle mennesker:

Sekt man uden mindste tvivl kan vor orden kalde,

Thi den jo søger hen uden forskel alle;

Han- og hunkøn, intetkøn, – alt paa den kan passe,

Thi den huser lige godt folk af hver en klasse.

For Vaganters broderskab loven skal I lære,

Hvor man lystigt liv har kært, hvor man glad kan være,

Og hos hvem en steg saa fed holdes mer i ære

End det korn, som kirkens mænd ofte fromt maa tære.⁷⁵

Om paven hedder det spidst:

Kommer du til paven hen, vil det lidet nytte,

Hvad du siger, kan du ej, bravt i bøssen spytte,

Og hvis ej lidt klækkeligt du hans lommer under,

Svarer han: »Gaa bort, min søn! Jeg har ikke stunder.«⁷⁶

Over for kvinden og elskoven giver man velvilligt fortabt, fremgår det af et digt med titlen Skriftemaalet:

Ad den brede vej jeg gaar, som de unge plejer;

Ej til dyden staar min hu, lasten vinder sejer;

Mest betænkt paa elskovs lyst og kun lidt paa frelsen

Plejer jeg mit skind, og bort gaar min sjælehelsen.

(…)

Mod naturens stærke krav er det svært at kæmpe,

Overfor en jomfru skøn svært sin glød at dæmpe.

Ej vi kan i ungdomsaar haarde love holde

Og for legemsdejlighed være sløve, kolde.⁷⁷

Goliardernes højdepunkt falder i det 12. århundrede og lakker mod enden i det 13.-14. århundrede, men da har de også nået at foregribe den livsglæde og hyldest til elskoven, der i de følgende århundreder bliver et af vartegnene for renæssancen.

Et af middelalderens mest berømte og berygtede kærlighedsforhold, forelskelsen mellem den store skolastiker, Pierre Abélard (1079-1142) og hans elskede Héloïse, er et illustrativt, men teologisk ikke ganske repræsentativt eksempel på, hvorledes kønsdriften selvfølgelig også i det 12. århundrede er en væsentlig faktor uden for elskovslyrikkens poetiske univers.

I sin samtid er Abélard en problematisk skikkelse for konservative, kirkelige kredse, for skønt han ikke betvivler Bibelens autoritet, behandler han åbenlyse modsigelser mellem kirkefædrene, inddrager hedenske tænkere i sine ræsonnementer, angriber afladshandlen og de gejstliges anløbne moral – og måske farligst af alt hævder han, at religionens mysterier må kunne forklares rationelt. En række af hans læresætninger bliver fordømt i Siossons i 1121 og i Sens i 1140, men med tiden bliver han toneangivende blandt de skolastiske teologer.

Sin kærlighed har han beskrevet så ligefremt og sanseligt, at man skulle tro ham inspireret af Boccaccios Dekameron, skønt den først udkommer et par århundreder senere. Han beretter godmodigt, hvorledes hans snedige bestræbelser på at komme i Héloïses nærhed krones med held, takket være hendes onkels troskyldighed: »Jeg kunne ikke noksom undres over den enfoldighed, han viste i denne sag, og ville ikke have været mere forbavset, hvis han havde betroet et spædt lam til en hungrig ulv.«⁷⁸

Men onklen overlader naivt sin niece i Abélards varetægt, ikke blot for at han skal undervise hende, men »endogså tugte hende hårdt«, som det hedder – og baner dermed uforvarende vejen for, at den hungrige ulv kan sætte tænderne i det spæde lam.

Tugtelsen passer Abélard godt: Det var, »som om jeg ikke kunne nå målet ved kærtegn, men lettere formåede at tvinge hende ved trusler og slag,« bekender han med en vis stolthed.

Om sit forhold til Héloïse, som han siden ægter i hemmelighed, skriver han åbenhjertigt: »Da jeg altså hos hende iagttog alle de egenskaber, som plejer at lokke de elskende, anså jeg hende for den rette at forene mig med i elskov; og jeg mente, at det let ville lykkes. (…) Under påskud af undervisning hengav vi os uforstyrrede til vor kærlighed; og den ensomhed fjernt fra andres blikke, som elskoven attråede, gav studeringerne os let adgang til. Når vi derfor havde åbnet vore bøger, indfandt der sig flere ord om kærlighed end om læsning, kyssene var talrigere end sentenserne. Oftere førtes hænderne til hendes barm end til bøgerne, hyppigere lod kærligheden øjnene mødes, end læsningen rettede dem mod bogens skrift. For at vække mindre mistanke slog jeg hende en gang imellem, ikke af hidsighed, men af kærlighed, ikke af vrede, men af ømhed, og disse slag overgik alle salver i sødme. Kort sagt: intet stadie af kærligheden lod vi uforsøgt i vor lidenskab, og kunne elskoven finde på noget uvant, prøvede vi også det.«⁷⁹

Héloïses onkel praler imidlertid højlydt af det hemmelige ægteskab mellem sin niece og den berømte teolog, og uvejrsskyerne trækker sig sammen om de elskende, hvis kærlighedshistorie munder ud i en tragedie.

For at undgå en offentlig skandale bortfører Abélard sin hustru i den hensigt at få hende væk fra den genstridige onkel. Imidlertid overfalder onklen og flere hævngerrige slægtninge den uheldsvangre teolog i hans seng, hvor de gør kort proces og kastrerer ham.

Elskovstiden er definitivt forbi, og både Abélard og Héloïse går i kloster.

I en senere brevveksling, der tilskrives de tidligere elskede, er følelserne imidlertid stadig dybe, og Héloïse begræder sit savn: »Hvilken dronning eller fyrstinde misundte mig ikke mine glæder og mit leje?« Der er dog ikke megen »hungrig ulv« over Abélard længere. Han gør udgangen på dramaet mere opbyggeligt i troens tjeneste ved retrospektivt at reducere deres romance til en blot og bar tilfredsstillelse af »sørgelige lyster«.

Hvad enten brevene er ægte eller ej, fortæller de en gribende historie om forlist kærlighed og begær i middelalderen, der bestemt rummer andet og mere end fromhed og uforløst kønsliv.

Den ridderlige kærlighed til kvinden højagtes i det 12.-13. århundrede af både mandlige og kvindelige trubadurer i Provence, Nordspanien og Norditalien, hvor de nyder anseelse ved hofferne flere steder. Deres elskovslyrik og antikirkelige smædevers tilstås en høj grad af ytringsfrihed, og digterne tæller både konger, lavadelige og omstrejfende musikere.

En af de farverige ophavsmænd er Vilhelm (1071-1127), den 7. greve af Poitiers og 9. hertug af Aquitanien, en berygtet kvindebedårer og måske et ekstremt sindbillede på trubaduren. Til stor forargelse forfører han en vicomtesse, som han oven i købet vælger at leve sammen med, til trods for at han er gift med en anden. Da en biskop påtaler det anstødelige i dette samliv, er hertugen fræk nok til at svare igen ved at gøre sig lystig over sin kritikers skaldethed: »Jeg skal forstøde vicomtessen, så snart Jert hår får brug for en kam.«⁸⁰

En anden biskop truer han med døden i arrigskab over, at han er blevet bandlyst, men vælger alligevel ikke at føre sin trussel ud i livet som følge af det teologiske ræsonnement, at han ikke vil risikere at belønne biskoppen med martyriets adgang til paradis.

Inspirationen fra trubadurerne når også til Sydtyskland, hvor digterne bliver kaldt minnesangere (Minnesänger, kærlighedssanger).

En af de berømteste, Walther von der Vogelweide (ca. 1170-1230) besynger kvinden og kærligheden og er ikke mindst kendt for Unter der Linden (Under lindetræerne). Selv om han er overbevist kristen og i slutningen af sit liv også forherliger korstogene, er han ikke tilbageholdende i sin kritik af paven og kirken, og han kan sågar ligestille menneskene på tværs af religion:

Menneskeslægten nedstammer fra én kvinde;

Vi er ens i det ydre og indre;

Vore munde mættes af den selv samme føde;

Og hvis deres knogler ombyttes, hvem af jer

Der kendte dem, da de var i live,

Kan da skelne den livegne og ridderen fra hinanden,

Nu hvor orme har gnavet deres skeletter så rene?

Kristne, jøder og hedninger tjener de alle,

Og Gud har al skabningen i sin varetægt.⁸¹

Det er ikke den gængse opfattelse, han udtrykker, men den er nu heller ikke så enestående, som man måske skulle tro – faktisk minder den om et træk ved samtidens gralsfortællinger, som vi skal se i næste afsnit.

Generelt opfattes muslimerne som diabolske syndere, der svælger i vold og sex og udgør en ondskabsfuld trussel mod kristendommen, og i den kristne selvforståelse er korstog derfor altid retfærdige forsvarskrige, der besvarer den uprovokerede, islamiske aggression. Men alligevel er skræmmebilledet ikke altid lige entydigt.

Historikeren Kurt Villads Jensen påpeger forskellige fremstillinger af muslimerne i ridderlitteraturen: »Normalt er der tre hovedgrupper: Den store grå hob, som skal understrege, at de kristne altid er i undertal, og at deres sejr derfor er så meget desto større. Den store, sorte ildelugtende gigant, som er hovedpersonen i en lang og udpenslet tvekamp med den kristne helt. Han er et monster og fremhæver muslimens ikke-menneskelighed. Endelig er der den ædle modstander, den vise og retfærdige konge, som på alle måder ville være den perfekte ridder, hvis han blot havde været kristen. Hans funktion er vel at fremhæve, at de kristne kæmpede mod krigere, som det faktisk var ærefuldt at besejre, ikke kun mod monstre; desuden kan figuren afspejle en gensidig respekt på tværs af den religiøse grænse, som andre kilder antyder faktisk fandtes.«⁸²

Eksempler på det sidste skal vi se nærmere på.